Glem alt om webnyheder på computeren. Om 18-24 måneder er mobiltelefonen vores centrale nyhedsmedie, spår Google. Allerede nu er søgegiganten klar med adskillige forslag til, hvordan indhold og ikke mindst reklamer skal præsenteres på mobilen. Koncernens chef for Industry Marketing, Luca S. Paderni, beretter over for Journalisten.dk, at vi inden for overskuelig tid vil browse internettet fra alle steder. Og det vil ske fra mobilen frem for computeren eller den bærbare.
»Om halvandet til to år vil mobilen indtage positionen som den vigtigste medieplatform. Og med de nye generationer af mobiltelefoner med touch-screen bliver det muligt at få stort set samme oplevelse, som når du i dag bruger computeren til at se og læse nyheder eller andet indhold,« siger Luca S. Paderni og viser på sin computer de første skitser til, hvordan Googles fremtidige søgetjenester og nyhedsindhold kunne komme til at se ud på mobilen.
34 virksomheder fra mobilindustrien meddelte i øvrigt i går, at de nu går sammen med Google om at lave verdens første åbne mobilplatform i en såkaldt Open Handset Alliance. De nye partnere tæller blandt andre spanske Telefonica, tyske Telekom og China Mobile. Tanken er at lave en helt ny mobilplatform, så forbrugerne kan få mere personligt og fleksibelt mobil-indhold. Ifølge Google kan forbrugerne forvente, at de første mobiltelefoner med det ny system kommer i handlen i anden halvdel af 2008.
Den ny position for mobiltelefonen som hovedmedie og skiftet væk fra computeren er samtidig en stor udfordring for Google, der i dag har en usædvanlig stærk markedsposition, når det gælder websearch.
»Der er endnu ingen dominerende spiller for search og indhold på mobiltelefoner. Ingen har endnu fået kontrol over markedet. Men alle ved, at den virkelig store vækst de næste ti år bliver på mobilen, så derfor er det højeste prioritet for os,« siger Luca S. Paderni til Journalisten.dk.
Omsætningen på mobiltelefon-reklamer ventes i øvrigt at stige voldsomt i de kommende år. Det britiske analyseinstitut, Informa Plc, tror ligefrem på en eksplosiv vækst. Hvor omsætningen i dag er på 2,17 mia. dollar på verdensplan vil det således nå op på 11,4 mia. dollar i 2011, skriver Bloomberg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.