I dette og følgende numre vil der være gode tip om internettet – skrevet af journalist Nils Mulvad, der er direktør på Dicar- Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting.

De overvurderede søgemaskiner.

Med risiko for at lægge mig ud med andre internet-undervisere vil jeg sige: Google er nok. Glem de andre søgemaskiner.

Som underviser på mange internet-kurser har jeg lært journalister om forskelle og ligheder mellem de mange søgemaskiner, og hvornår man skal bruge den ene og den anden.

I dag vil jeg indskrænke rådet til: Kend og brug én søgemaskine, nemlig Google. Søgemaskinerne er i virkeligheden ikke længere en normal indgang til at finde stof.

En søgemaskine kan dog alligevel hjælpe os, for eksempel når vi ikke kan huske en adresse. Og søgemaskinen kan give ekstra indgange til en historie hurtigt. Det kan være institutioner eller personer, der har været blandet ind i sagen, men som man ikke kendte til.

Her er Google den nemmeste og bedste at trække på, er min erfaring.

For eksempel fandt jeg i efteråret 2000 under dækningen af fosterskader på grund af pesticider en mand, der år forinden havde opstillet sine egne hjemmesider om det samlede pesticidforbrug i Danmark. Et telefonopkald til ham viste, at han var farmaceut og tidligere underviser for laboranter. Han havde brugt en del tid på netop de to stoffer, jeg undersøgte.

Men hvorfor så Google og ikke de andre? Google har en anden måde at finde siderne frem på. Den bruger ikke de såkaldte boolske operatorer AND, OR og NOT, men viser hits i den rækkefølge, som andre brugere af søgemaskinen tidligere har valgt at klikke sig ind på. Og det er oftest den prioritering, man som journalist kan bruge. De brugbare henvisninger står simpelthen tidligere.

Google har også en anden facilitet. Den gemmer sider på nettet. For nylig skulle jeg finde en rapport om den elektroniske tinglysning, som jeg for snart seks år siden havde skrevet med Knud Aage Frøbert og Kim Minke. Ved et uheld var den blevet slettet på Journalisthøjskolens server.

Men Google viste stadig hen til det døde link på Journalisthøjskolens server. Ved at klikke på cached, der står i slutningen af hver henvisning hos Google, dukkede hele den forsvundne rapport op. Vupti.

Navnesøgningen på Google er også særlig god for journalister. Skriv et navn med citationstegn omkring. Er navnet lidt specielt og tilhører det en offentlig og aktiv person, som de fleste af vore kilder, så er der gerne et hav af oplysninger om den pågældende. Nok til på få minutter at tegne yderligere brikker til et portræt af den pågældende og finde pudsigheder og fælles berøringsflader – ting, der må-ske på det rigtige tidspunkt i et interview gør forskellen og sikrer, at man hurtigere opnår tillid.

http://www.google.com