De to produktionsselskaber Gong og Strix slår nu pjalterne sammen og danner ét nyt selskab under indholdsdistributøren Nice Entertainment Group.
Sammenlægningen sker i forbindelse med, at Joachim Majholm, Gongs grundlægger og administrerende direktør, forlader selskabet. Strix’ administrerende direktør, Fredrik Hillerbrand, overtager den samlede ledelse for det nye selskab, som endnu ikke har fået et navn.
»Det er som at starte et nyt produktionsselskab. Vi skal finde nogle nye og bedre lokaler, men det er de samme mennesker. Det er en kæmpe fordel at slå os sammen. Medarbejderne får mulighed for at arbejde i flere genrer end tidligere, og det er et kæmpe plus,« siger Fredrik Hillerbrand.
Kæmpe fordel for kvaliteten
Det er planen, at sammenlægningen vil frigøre ressourcer, som skal investeres i bedre lokaler og bedre teknik.
Det skal blandt andet ske ved at samle driften og spare på huslejen.
»Vores fælles viden kan slås sammen og skabe flere og bedre programmer. Det betyder, at vi bliver stærkere, og at vi kan bruge hinanden. Det er en kæmpe fordel for kvaliteten af vores produktioner. Nu skal vi heller ikke slås om rettigheder mere, fordi indholdet kommer til samme firma,« siger Fredrik Hillerbrand.
Usikkert om der kommer fyringer
Hvad sammenlægningen af Strix og Gong kommer til at betyde for antallet af medarbejdere, vil Fredrik Hillerbrand endnu ikke sige noget om.
Betyder sammenlægningen, at I kommer til at fyre medarbejdere og slå stillinger sammen?
»Alt det vil vi analysere nu. Jeg kan endnu ikke melde noget ud om, hvad der kommer til at ske på den front. Der er selvfølgelig nogle stordriftsfordele i at lægge Gong og Strix sammen. Det giver for eksempel ikke mening at betale to huslejer, hvis man kan nøjes med en,« forklarer Fredrik Hillerbrand.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.