search

Gode Kræftens Bekæmpelse – dumme DSB

Journalistik er ikke afbalanceret. Det er langt lettere at få god presse, hvis man er en ngo eller en ekspert, som journalisten selv har opsøgt, end det er, hvis man er DSB eller et tobaksfirma. Sådan lyder kommunikationspanelets dom.

fotos: PR/presse, Polfoto, Vestas Wind Systems A/S, Sarah Bender, Claus Bonnerup, Linda Johansen, Tobias Selnæs Markussen, John Kalhøj

Uden at tale højt om det opdeler danske journalister kilder i gode og onde. De ”gode” kilder kan ofte komme næsten uhindret i medierne med deres budskaber, mens de ”onde” kilder ofte bliver konfronteret med kritiske spørgsmål og modkilder.

Det vurderer 10 kommunikationsfolk, de fleste af dem med journalistbaggrund.

Mest modtagelige er journalister ifølge panelet over for Kræftens Bekæmpelse, der vinder med et mulehår foran en anden ngo’er, Dansk Røde Kors.
»Journalister caster kilderne i gode og onde ligesom i en film, og de caster ofte ngo’er i helterollen, fordi de som udgangspunkt er ”do-goodere”. Det sker på baggrund af rationaliseringer, som i grunden er meget banale: ”Er de ude på noget, eller er de gode nok på bunden?”« forklarer Lasse Meldgaard Bloch, kommunikationschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Kaj Høivang er selvstændig kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i TV 2. Han ser det som et fundamentalt brud på de journalistiske grundregler, at journalisterne angiveligt – bevidst eller ubevidst – inddeler kilderne i ”gode” og ”onde” ud fra deres egen holdning.
»Alle magthavere bør mødes kritisk, hver gang de foretager sig handlinger, der indbefatter en påvirkning af borgernes liv og hverdag,« siger han.

Chefredaktør på Ekstra Bladet Karen Bro mener, at Journalistens matrix kan minde journalister om at stille kritiske spørgsmål til blandt andet ngo’er.
»Nogle har så meget aura af good guy over sig, at man ikke får stillet de kritiske spørgsmål,« siger hun.

Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis og tidligere leder af journalistuddannelsen på SDU, har ikke meget tilovers for kommunikatørernes vurderinger.
»Jeg kan ikke genkende billedet. Faktisk synes jeg, det er pinligt, hvis de synes, at det ser ud på den her måde,« siger Troels Mylenberg, der ser panelets vurdering som en »selskabsleg baseret på fordomme«.

Han understreger, at kritikere altid har sagt, at journalister er sporet i en bestemt retning.
»Men det er ikke min erfaring som journalist, redaktør og tidligere leder af en journalistuddannelse. De fleste journalister kan godt skille skæg og snot for sig – og holde personlige sympatier ude,« forklarer han.

Men Maria Sennels, administrerende direktør i Burson-Marsteller, forklarer, at journalisterne ikke behandler kilderne ens.
»Fra mit arbejde kan jeg genkende det på den måde, at nogle virksomheder på forhånd er castet negativt, mens andre på forhånd er positivt castet.«

Det rammer ifølge Journalistens panel især DSB og tobaksfabrikanten Philip Morris.
»For nylig så jeg en artikel, hvor DSB’s nye direktør fortalte, at han ville rydde op i virksomheden og forbedre kulturen. Selv den artikel havde negativ vinkel,« siger Maria Sennels.

Og Lasse Meldgaard Bloch, der har en fortid som sundhedskommunikatør på bureauet Geelmuyden-Kiese, påpeger, at journalister ikke altid arbejder efter den påståede objektivitet, som de går og tror.
»Novo er måske lidt pænere og har deres tredobbelte bundlinje, men forskellen mellem Novo og de andre ”pæne” medicinalvirksomheder er ikke stor. Alligevel bliver der gjort kæmpe forskel på Novo og en gigant som Roche. Novo er danskernes absolutte yndlingsvirksomhed, og alle andre er nogle kapitalistiske røvhuller,« vurderer han og forklarer, at Novo har været god til at fremstille sig som en virksomhed med en god sag.
»Novo bliver set som en virksomhed, der bekæmper diabetes. Hvis de sagde, at de kun var ude på at tjene penge, ville det være anderledes,« forklarer han.

En rød tråd i rundspørgen er, at panelet vurderer, at journalisterne er sympatisk stemt over for danskejede selskaber som Lego, Novo Nordisk og AP Møller-Mærsk.
»Der er noget patriotisme i det. Man vil gerne være stolt over et eller andet,« siger Lasse Meldgaard Bloch. Maria Sennels hæfter sig ved, at der er en særlig dansk stolthed forbundet med for eksempel AP Møller-Mærsk.
»Så selv om de sikkert har mange issues, der potentielt kunne udvikle sig til kommunikationskriser, så går journalisterne ikke i flæsket på dem, fordi virksomheden repræsenter noget, vi er stolte over.«

Med en score på 2,2 befinder AP Møller-Mærsk sig dog ikke i samme liga som Lego og Novo Nordisk. Det kan ifølge Mikael Baden, selvstændig kommunikationsrådgiver og tidligere administrerende direktør i Jøp, Ove & Myrthu, hænge sammen med, at virksomheden selv har markeret, at der er forretningsområder, der halter, og at man har været for lukket over for omverdenen – to udmeldinger, der er med til at fremme journalisternes kritiske tilgang.

[[nid:29049]]

Engang havde vindmølleproducenten Vestas status som næsten urørlig koryfævirksomhed. Men det var før, indtjeningen svigtede, ledelsen ikke kunne leve op til sine egne løfter, og Vestas begyndte at outsource.
»Vestas mistede sympati, fordi det blev opfattet som upatriotisk at lukke i Nakskov og andre steder i landet.  De gik ud og sagde, at de var ligeglade med, om de lå i Danmark eller ej. På en international scene er det måske et OK budskab. Men ved at sige det i Danmark giver man køb på den patriotiske stolthed,« mener Lasse Meldgaard Bloch.

Også virksomhedens fortid spiller ind. Hvis virksomheden tidligere har været involveret i dårlige sager, er det sværere at komme igennem med gode historier. Det gør pressearbejdet sværere for Shell, Philip Morris og DSB.

Topdanmarks kommunikationsdirektør, Jens Langergaard, der tidligere har været pressechef i netop DSB, peger på, at der findes positive historier at fortælle om DSB. De får bare ikke megen plads i nyhedsstrømmen.
»DSB har sat passagerrekorder. Aldrig har så mange danskere kørt i tog,« forklarer han.

Ngo’erne hører til de mest privilegerede, når det gælder adgang til positiv medieomtale. I Journalistens undersøgelse har Kræftens Bekæmpelse den højeste street credibility tæt fulgt af Dansk Røde Kors. De fleste andre ngo’er ville ligge nogenlunde samme fordelagtige sted i matrixen, lyder panelets vurdering.

Ifølge Lasse Meldgaard Bloch har ngo’erne en uhørt høj legitimitet.
»Man kan diskutere, om medierne nogle gange bliver en slags forlængede ngo’er. Det er i hvert fald ikke den klassiske journalistiske tilgang, når ngo’erne får frit spil i medierne,« forklarer han.

Medierne skriver kun kritisk, hvis ngo’erne afsløres i at misbruge folks penge.  
»Ellers er der ikke mange, der går i kødet på dem, selv om nogle af dem får hundredvis af millioner kroner ind i forbindelse med indsamlinger,« mener Lasse Meldgaard Bloch.

Mick Madsen, kommunikationschef i European Fur Information Center, tror ikke, at journalisterne har til hensigt at give ngo’er en bedre behandling.
»Men når man sidder på en god historie, har man lettere ved at slække på kildekritikken, og man glemmer, at ngo’er også har et økonomisk incitament, nemlig fundraising,« mener Mick Madsen.

Kaj Høivang ser et mønster i, at journalisterne sænker paraderne, hvis kilden appellerer til fællesskabsfølelsen. Han mener, at det er beklageligt, at nogle magtfulde kilder og aktører behandles mindre kritisk end andre. Forskelsbehandlingen i medierne giver nemlig nogle kilder en fordel, som de omsætter til politisk indflydelse.
»Der sker simpelthen dét, at de parallelt med deres særstatus i medierne også får en ophøjet status hos politikerne og dermed indflydelse og magt, der ikke mødes af kritisk journalistik, som det gælder for andre magthavere,« siger han.

Juraprofessor Eva Smith og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsens fornemme placering i skemaet bekræfter Mikael Baden i, at eksperter på universiteterne har en slags særstatus som urørlige sandhedsvidner. Det betyder, at journalister ikke spørger eksperterne, hvor de har deres informationer fra, og om der er nogen med samme ekspertise, der har et andet syn på sagen.
»Det er basalt set bare skidt håndværk, hvis man aldrig stiller sin kilde spørgsmålet: Hvor ved du det fra?« siger Mikael Baden.

Rulle Grabow Westergaard tilføjer:
»Som ekspert bliver Eva Smith ikke stillet mange kritiske modspørgsmål – undtagen da hun var gæst hos Martin Krasnik i Deadline,« siger Rulle Grabow Westergaard med henvisning til interviewet på DR2, hvor

Martin Krasnik gik til stålet i et interview med to af fortalerne for den nye offentlighedslov, socialdemokraten Mogens Jensen og Eva Smith.
Også oplysningskampagner og undersøgelser modtages med kyshånd og ofte helt ukritisk af de fleste medier, påpeger panelet.
»Offentlige kampagner er noget af det mest pærenemme at komme igennem med. Medierne bruger de tal, man har indsamlet, de stiller stort set aldrig spørgsmål til datagrundlaget eller intentionen bag. Den slags kampagner løber lige igennem,« forklarer Lasse Meldgaard Bloch.

Som rådgiver fortæller Mikael Baden altid sine kunder, at de skal være meget grundige med at varedeklarere deres undersøgelse. Er der blinde vinklinger og økonomiske interesser bag?
»En undersøgelse bliver ikke nødvendigvis dårligere af, at afsenderen har økonomiske interesser. Man skal bare kunne gøre rede for dem.  Det tankevækkende er, at journalisterne stort set aldrig spørger ind til undersøgelsens baggrund,« siger han.

Panelet slår fast, at journalisternes parader hurtigt kan komme op igen, hvis virksomhederne får problemer. Engang var B&O for eksempel journalisternes darling, men den særstatus er forduftet med de dårlige økonomiske resultater i Struer.
»Virksomhederne kan være nok så sympatiske. Men hvis de skuffer investorerne, koster det,« siger Mikael Baden.

Den karismatiske Hummel-ejer, Christian Stadil, der har en score på over 6, er heller ikke fredet for kritik, bare fordi han lige nu er populær i medierne.
»Hvis Hummel får problemer med arbejdsmiljøet i Bangladesh, vil han med garanti blive stillet til ansvar,« siger Lasse Meldgaard Bloch.

Kaj Høivang mener, at skemaet udstiller, hvem medier og journalister forsømmer at være kritiske over for.
»Skemaet bør være en eye-opener på redaktionerne til mindelse om, hvor man skal stramme balderne, og hvor den kritiske journalistik halter,« forklarer han.

Troels Mylenberg fra Fynske Medier mener, at kilderne i matrixen er usammenlignelige størrelser.
»Der er forskel på DSB, der har mange problemer, og som er finansieret af offentlige midler – og så Kræftens Bekæmpelse, der skal bekæmpe sygdomme. Der er indimellem kritiske historier om Kræftens Bekæmpelse, men hvad er det for en kritik, der ikke bliver rejst?« spørger han.

Mikael Baden mener, det er uundgåeligt, at nogle kilder får en mere lempelig behandling end andre. Men han efterlyser, at journalisterne er mere bevidste om, hvornår de slækker på de kritiske spørgsmål.
»Man vil selvfølgelig gå hårdere til en direktør, der har lavet underskud fem år i træk, end til to frivillige, der i Go’ Aften Danmark fortæller om at indsamle fodboldstøvler til fattige børn i Afrika.«

Ekstra Bladets Karen Bro siger, at journalister går hårdere til en svindler end til en arbejdsløs, der har mistet sin dagpengeret.
»Men der skal man på redaktionerne holde hinanden op på, at man også skal stille den arbejdsløse de kritiske spørgsmål.«

Troels Mylenberg fra Fynske Medier mener, at hvis kommunikatører virkelig har et så fordomsfuldt syn på journaliststanden, er der behov for at nedbryde fordommene.
»Hvis de tror, at vi er mere flinke mod Kræftens Bekæmpelse end mod tobaksindustrien, så har vi en udfordring. Men jeg synes ikke, der er noget, der dokumenterer det,« siger han.


DSB’s pressechef, Niels-Otto Fisker:
"Journalisterne ser automatisk glasset som halvtomt"

Kan du genkende billedet af, at DSB møder større modstand blandt journalister end andre kilder?
Ja, når medierne skal vælge mellem at beskrive glasset som halvfuldt eller halvtomt, ser de oftest automatisk glasset som halvtomt, når det handler om DSB. Der findes mange holdninger til DSB, vi er i berøring med en halv million kunder hver dag, og der er mange – ofte meget engagerede – interessenter inden for vores område. Alle med egne ønsker om at præge debatten og påvirke journalisterne.

Panelet siger, at I får en hårdere medfart i pressen, end I fortjener. Er du enig?
Vi opfatter os ikke som ofre. Men vi kan godt mærke, at der er en grundlæggende skepsis til os, måske på grund af sager, som hører fortiden tid. Opgaven for os er nu at gnave os stille og roligt tilbage, så tingene kan vende. Det vil vi gøre ved at arbejde åbent, troværdigt og proaktivt med pressen – kunsten er, at vi gør dette, både når historien er positiv og negativ. For eksempel er det mit indtryk, at mange journalister er glade for den åbenhed, vi udviste i håndteringen af Waterfrontsagen.

Oplever I også, at historier, som kunne udlægges positivt, alligevel får en negativ framing?
Det er naturligt, at der er kritiske elementer i journalistiske historier. Vi vil også hellere deltage i en kritisk og nuanceret sammenhæng end i en jubelartikel, som ingen troværdighed har. For os er det vigtigst, at fakta er i orden – at vi bliver kritiseret på et reelt grundlag.

Kan du nævne en positiv historie, som kunne have fortjent lidt mere medieomtale?
Sidste år havde vi for eksempel den højeste rettidighed i mange år. Det var noget, vi nævnte uden at råbe højt. Hvis vi bliver for højrøstede, synes folk hurtigt, at det runger. Det er bedst at komme ud med positive historier på en stille og rolig måde. Vi arbejder målbevidst med at få fortalt de små historier, hvor DSB er en naturlig og integreret del af danskernes hverdag lige fra ekstra indsats ved Roskildefestivalen til flere S-tog om natten. Historien skal præsenteres rigtigt, så journalister ikke blot tror, at vi er ude på at lave spin.

Har du selv undret dig over, at journalister går mere kritisk til nogle kilder end til andre?
Journalistiske historier handler om skurke og helte. Skurke er ofte de store, mens heltene er de små. Når der skrives kritisk om DSB, synes jeg, at man ofte er mere kritiske over for os, end over for dem, der kritiserer os. Hvis der lyder kritik af DSB, er det som udgangspunkt en god historie, og det er mit indtryk, at journalisterne ikke stiller spørgsmål til, hvilke interesser vores kritikere har.


Kræftens Bekæmpelses kommunikationschef, Kurt Damsgaard:
"Når vi siger, at kræftpatienter venter for længe på behandling, er det svært at stille kritiske spørgsmål."

Kan du genkende billedet af, at journalisterne er modtagelige for jeres budskaber?
Ja, heldigvis. Jeg tror, det handler om den troværdighed, som man forbinder med Kræftens Bekæmpelse. Hvis man har et kommercielt sigte eller mange dårlige sager, vil man blive mødt med større skepsis – og humanitære organisationer som Kræftens Bekæmpelse har jo ikke et kommercielt sigte, men arbejder for en god sag, som de fleste kan identificere sig med.

Kan I komme igennem med alt?
Nej, det prøver vi heller ikke på. Hvis der er en god historie, ved vi, hvor vi skal ind i fødekæden. Men vi presser ikke på. Og det er ikke alt, der ryger igennem til medierne.

I er tidligere blevet kåret til Danmarks mest omtalte interesseorganisation. Er I fortsat det?
Ja, det er jeg sikker på stadig er tilfældet.

Hvornår går journalisterne kritisk til jer?
Vi prøver at leve op til den høje troværdighed ved selv at stille de kritiske spørgsmål internt, før vi sender ting ud, så det er så tæt på den skinbarlige sandhed som muligt. Vi er tidligere blevet stillet kritiske spørgsmål om vores holdning til rygning, men det har ændret sig i takt med, at befolkningens holdning er vippet. Man behøver heller ikke argumentere så meget for vigtigheden af HPV-vaccine mod livmoderhalskræft, fordi den videnskabelige dokumentation er i orden, og det gør selvfølgelig vejen til medierne lettere.

For nogle år siden havde Politiken et dameblad, Community, der skrev kritisk om kampagnen Støt Brysterne. Men opgørelsen viste, at vi brugte dobbelt så mange penge på brystkræft, end der var øremærket til formålet. Når vi i Kræftens Bekæmpelse har en høj troværdighed, er det en oplagt opgave for journalisterne at undersøge, om der er ridser i lakken. Men hvis de ikke finder noget, kommer der ikke en historie ud af det.

I er en stor virksomhed med 460.000 medlemmer og en indtægt på over en halv milliard kroner. I Journalistens panel lyder det, at medierne skriver meget om jeres indsamlinger og kampagner, men ikke om, hvor store I egentlig er. Er du enig i det?
Vores indsamlinger og kampagner er jo forudsætningen for, at vi kan forske og hjælpe kræftpatienterne. Så det fylder selvfølgelig meget. Foreningens størrelse er for så vidt uinteressant i den sammenhæng, bortset fra at den viser, at vi har stor folkelig opbakning.

For andre virksomheder er der nogle naturlige kritiske ”modkilder”, som journalisterne ringer til. Hvem er modkilderne inden for jeres område?
Det meste af det, vi laver, er forskningsbaseret, og da vi finansierer halvdelen af kræftforskningen i Danmark, sidder eksperterne hos os, og så er det jo svært at modspørge.

Kræftens Bekæmpelse har i vores undersøgelse den højeste goodwill. Danmarks letteste job som kommunikationschef, er det så dig, der har det?
Nej, jeg vil ikke sige, det er let. Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke syntes, det var dejligt at have den position. Det er dejligt, fordi vi kæmper for en vigtig sag, der berører mange mennesker.

Hvor meget handler det om, at I gør det godt og har styr på fakta, og hvor meget handler det om, at I er en velgørende organisation?
Jeg er jo selv journalist, og når journalister får en henvendelse fra nogen, der kun ønsker at tjene penge, bliver de mere skeptiske. For eksempel når et pr-bureau vil have en til at skrive om et nyt produkt. Når vi siger, at kræftpatienter venter for længe på behandling, er det svært at stille kritiske spørgsmål.

DSB: Maria Sennels: Udfordringen for DSB er, at de har et produkt, som alle hver dag er i berøring med og derfor har en holdning til – produktet kan nærmest kun skuffe.

PHILIP MORRIS: Kaj Høivang: Tobak er alt det onde, og Philip Morris har tilmed det problem, at selskabet både er multinationalt og amerikansk. Ved en negativ pressesag ville Philip Morris blive savet midt over af en ensidig dansk presse.

SHELL: Kaj Høivang: Shell er et anonymt multinationalt olieselskab uden noget ansigt i den offentlige debat. Den slags selskaber er særligt udsatte for kritisk journalistik.

TELIA: Rulle Grabow Westergaard: Telia har en svær opgave med tusindvis af kunder. Der skal ikke mange utilfredse til, før det bliver en sag, som medierne kan tage op.

METROSELSKABET: Rulle Grabow Westergaard: Metroselskabet larmer og forstyrrer. Det er nærmest umuligt at undgå kritiske spørgsmål, når man laver et stort anlægsbyggeri.

RESTAURATØR AMIN SKOV: Rulle Grabow Westergaard: På avisen.dk vil Amin Skov ikke kunne stille op uden at få modspørgsmål, mens han nok har lettere adgang til BT’s spalter.

FODBOLDLANDSHOLDET: Kaj Høivang: I årtier har landsholdet været behandlet med overdreven respekt, ikke mindst de enkelte spillere. I de senere år har der været meget negativ omtale. Ligesom den rette talsperson kan holde pressen stangen, kan den forkerte også gøre det modsatte og ligefrem tricke journalister til en mere aggressiv stil.

VESTAS: Angela Brink: Vestas står for ren luft og rene arbejdspladser. Men de er i hård konkurrence på vindmøllemarkedet, så det er ikke mærkeligt, at de flytter en del af produktionen til lande med lavere løntryk. Medierne skulle have adresseret det lidt tidligere, så udflytningen ikke kom som et stort chok.

DANSKE BANK: Jens Langergaard: Jeg synes, Danske Bank har fået for mange tæsk. Og de eksperter, der kritiserer banken for at ville tjene flere penge, så den kan leve op til myndighedernes krav om soliditet, fik stort set ingen kritiske spørgsmål.

ZENTROPA: John Aarøe: Zentropa har vel efterhånden opført sig så mærkeligt, at det kan undre, at medierne ikke har kastet sig over dem i højere grad, end de har – men det er jo kultur og dermed ikke kommercielt?
DANMARKS LÆRERFORENING: John Aarsøe: På den ene side er Danmarks Lærerforening jo interesseorganisation for en gruppe, som har stor indflydelse på, hvordan det går med vores børn. På den anden side tabte lærerforeningen konflikten om lærernes arbejdsvilkår, og mange er af den overbevisning, at også lærere må vise en vis fleksibilitet i en tid, hvor finanskrisen sætter mange nye standarder.

AP MØLLER-MÆRSK: Kaj Høivang: Selv om AP Møller-Mærsk som Novo er én af Danmarks største virksomheder og skaber enorme værdier og masser af arbejdspladser i Danmark, er der generelt en mere kritisk indstilling til Mærsk end til Novo. Årsagen tror jeg skal ses i, at Mærsk kontrolleres af en meget rig familie, og det vurderes i Danmark af journalister i et modsætningsforhold til det fællesskabsorienterede.    

FØDEVARESTYRELSEN: Lasse Meldgaard Bloch: Kampagner fra styrelser bliver i medierne ophævet til den ultimative sandhed. Men hvis der dukker en kødskandale op, kan man være sikker på, at der kommer kritiske spørgsmål.

DE RADIKALE: Rulle Grabow Westergaard: De Radikale klarer sig godt, men Margrethe Vestager skal passe på, at hun ikke bliver ramt af Villy Søvndal-effekten. I en årrække var Søvndal SF’s sjove, piberygende formand, men pludselig gik det op for journalisterne, at de havde behandlet ham for ukritisk.

TRYGFONDEN: Rulle Grabow Westergaard: Trygfonden, det er noget med livreddere og at gøre gode ting. De stryger lige igennem.

CEPOS: Rulle Grabow Westergaard: Nogle medier opfatter Cepos’ udsagn som fakta, mens medier med et andet ideologisk ståsted opfatter det som partsindlæg. Så hvis Politiken laver noget på Cepos, kan man være sikker på, at der kommer modspørgsmål og modkilder.

CLAUS MEYER OG BRØDRENE PRICE:
Lasse Meldgaard Bloch: Claus Meyer har et sympatisk brand ligesom Apple. Hans disciple er ligeglade med, at der måske var nogle problemer, da han på tv ville lave en restaurant i Vridsløselille Statsfængsel.
Kaj Høivang: Price-brødrene hører til kategorien for kultur, madprogrammer og feel-good. Som det meste kultur er det ikke noget, der vækker danske journalisters kritiske sans.

DE ØKONOMISKE VISMÆND og FOLKETINGETS OMBUDSMAND: John Aarsøe: De økonomiske vismænd er stort set uangribelige – kun overgået af Folketingets Ombudsmand, som er tæt på gud.
HUMMEL-EJER CHRISTIAN STADIL: Lasse Meldgaard Bloch: Christian Stadil er interessant, fordi han er god til at komme på tv med et andet og mere sympatisk billede, end man forventer af en erhvervsleder.
    
KVINFO: Kaj Høivang: Kvinfo har en ligestillingsdagsorden, som journalister tilslutter sig. Men ligestillingsdiskussionen har masser af aspekter, hvor medierne kunne være kritiske over for Kvinfos synspunkter.

LEGO: Rulle Grabow Westergaard: LEGO klarer sig så godt og er så populære blandt journalisterne, at det bliver anset for en stor ære som journalist at blive inviteret til frokostmøde i Billund. Sådan var det også med Vestas engang.

NOVO NORDISK: Jens Langergaard: Jeg husker en forsideartikel sidste år, hvor Lars Rebien forudså en fordobling af værdien af Novo på 10 år. Men helt ærligt: Det var ganske enkelt en banal – og forsigtig – fremskrivning af tidligere års resultater og fremgang i et evigt vækstmarked. Jeg tror, analytikerne grinede af den.

STAR TOUR: Rulle Grabow Westergaard: Star Tour er ikke engang Danmarks største rejseselskab. Alligevel ringer journalisterne altid til Stig Elling, og jeg har aldrig set nogen stille et kritisk spørgsmål.

ARBEJDSMARKEDSFORSKER FLEMMING IBSEN: Maria Sennels: Eksperter som Flemming Ibsen har fået en høj piedestal at stå på. Det er sjældent, de kommer i modvind, fordi de er castet som sandhedsvidner.

JURAPROFESSOR EVA SMITH: Kaj Høivang: Jeg har aldrig set Eva Smith blive udsat for kritiske modspørgsmål.

RØDE KORS: Kaj Høivang: Velgørenhed er i journalisters værdisæt per definition noget godt. Problemet er, at den slags værdisæt skygger for journalisters evne til at tænke kritisk.

KRÆFTENS BEKÆMPELSE: Lasse Meld-
gaard Bloch: Kræftens Bekæmpelse er sammen med Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri i top 10 over de mest magtfulde lobbyvirksomheder. Alligevel kan de lave et indsamlingsshow på TV 2 med budskabet ”Knæk Cancer”, uden at der bliver stillet kritiske spørgsmål.

Kommentarer
1
Jan August Hillers
26.08.13 07:56
Kræftens Bekæmpelse (KB) har
Kræftens Bekæmpelse (KB) har for nyligt opfordret til at støtte cancer.dk ved at gentage sit glade budskab om, at man ikke får kræft af at tale i mobil. Og sluppet af sted med det. Men sandheden er, at der er rigeligt med undersøgelser og andre indicier, der viser det modsatte. Bare ikke i det, som KBs såkaldte ekspert har udført. På sin egen hjemmeside har KB fået det modereret lidt, så der faktisk står, at garantien kun er ved et relativt kortvarigt brug af mobil.
Det er især denne eksperts store og blandt andre eksperter udskældte Cohore-undersøgelse, der ligger til grund for Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets manglende accept af, at der bør tages mere drastiske skridt for at beskytte især børn, unge, gravide og mødre bedre mod radiofrekvente stråler (wifi mm).
Skal Kræftens Bekæmpelse virkelig kunne slippe af sted med dette, fordi det er den eneste spiller? Mon ikke et grundigt stykke journalistik ville kunne pille en del ved KBs troværdighed. Måske kunne man begynde ved den omtalte undersøgelses begyndelse midt i 90'erne - en periode, hvor KB var på fallittens rand. Efter mine informationer var de to amerikanere, der var med til Cohore-studiets tilrettelæggelse, blevet nægtet penge til den i USA med begrundelsen, at den var alt for meget på (mobil)industriens side og altså uvidenskabelig. Det er den kritik, der også rejses nu. Plus at den er generelt ubrugelig.
Når man først har fået mistanken, kan den også dukke op, når Kræftens Bekæmpelse laver rygestop med nikotintyggegummi og den slags og viderebringer en irrelevant undersøgelse til at advare mod snus og skrå til rygestop. For ikke at tale om den unuancerede afvisning af e-cigaretter.
Nej, KB kan mange gode ting, men højeste troværdighed fortjener den ikke.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen