Regeringens asylaftale med Enhedslisten og Liberal Alliance blev lanceret med solohistorier til udvalgte medier. Resultatet blev decideret misinformation og journalistik i den ukritiske og ubearbejdede ende. Journalisten giver et indblik i det godbidssystem, som medierne selv har skabt ifølge politikerne.

Det var ikke dansk demokratis stolteste morgen. Journalist Jakob Sheikh havde skrevet om regeringens nye asylaftale i Politiken. Nu stod han i avisens bibliotek og kiggede konkurrenternes aviser igennem, som han altid gør, når han sidder med en stor fælleshistorie. Da han nåede til Jyllands-Postens artikel om asylaftalen, reagerede han med forundring og irritation:

»En ting er at fortie sandheden, men at benægte den …« siger Jakob Sheikh i dag.
Det var den 19. september, hvor regeringen skulle fremlægge deres asylaftale med Enhedslisten og Liberal Alliance på et pressemøde. Som sædvanligt var dele af aftalen blevet delt ud som solohistorier til forskellige medier op til den officielle offentliggørelse. Solohistorier, som ifølge en medieforsker bevæger sig hen i retning af ukritisk mikrofonholderi for forligspartierne.

Jakob Sheikh havde sammen med sin kollega på Politiken også fået en del af asylaftalen som solohistorie – en såkaldt godbid. Den handlede om uddannelse og aktivering af asylansøgere, men derudover havde Jakob Sheikh og hans kollega gravet sig frem til, at der skulle bygges 450 boliger uden for asylcentrene til asylfamilier med børn.

Sheikh havde kontaktet Zenia Stampe fra de Radikale for at få det bekræftet. Hun havde sagt, at den del af aftalen var en historie, som var reserveret til Jyllands-Posten, og at Politikens oplysning om boligerne var »helt forkert«, så Politiken endte med ikke at bruge den.
Men på side 4 i Jyllands-Posten var der onsdag morgen den 19. september alligevel en artikel, hvor rubrikken starter med: "Asylansøgere får 450 boliger".

Partierne bag asylaftalen havde delt aftalen op i seks forskellige dele, som hver især udgjorde en historie, der skulle tildeles et medie efter en nøje tilrettelagt plan. Men en af forligets centrale politikere, Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, fortryder i dag planen om uddelingen af aftalen i lunser, fordi informationerne blev kontrolleret så stramt, at de førte til misinformation i medierne.

Den stramme kontrol med informationerne kom også til udtryk, da Zenia Stampe tilsyneladende hellere ville vildlede en journalist end afvige fra planen:
»Når en ordfører benægter fakta på den måde, er det et produkt af en meget usund kultur. Engang var det dårlig stil at dele historier op i godbidder. Hun prøvede ikke engang at skjule det,« siger Jakob Sheikh.

Godbidsjournalistikken har fået mange tæsk, og den fik endnu en omgang, da Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, gik til angreb på Christiansborg-journalistikken i sensommeren. Hans egen journalist Jan Kjærgaard gik i skattesagskommissionen til bekendelse omkring sit tætte samarbejde med skatteminister Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Peter Ahrenfeldt. Poul Madsen benyttede lejligheden til at tage et åbent opgør med hele pressens forhold til politikere og særlige rådgivere.

Den var ikke bare gal på hans egen avis, det var en hel kultur, der var "løbet af sporet". Mindre end to uger efter Poul Madsens kritik indgik regeringen en aftale om asylområdet med Enhedslisten og Liberal Alliance. Aftalen blev delt op i seks solohistorier – eller slicet op i seks godbidder. De blev fordelt blandt medier, der for fleres vedkommende havde afvist Poul Madsens kritik kort forinden.

Fagbladet Journalisten har de seks godbidsdokumenter, som Justitsministeriet udarbejdede til mediernes historier. På baggrund af dokumenterne og Journalistens research har lektor i journalistik Mark Ørsten og Center for Magt, Medier og Kommunikation på RUC analyseret dækningen af asylaftalen og sammenholdt historierne, der byggede på serverede godbidder, med historier, der ikke gjorde:

»Der er klare indikatorer på, at den journalistiske originalitet og kvalitet af godbidshistorierne er dårligere end de andre artikler. I godbidshistorierne videreformidler man primært politikernes budskab uden at bearbejde oplysningerne eller stille sig kritisk over for dem. Det minder om foromtaler inden for kulturjournalistikken,« siger Mark Ørsten, der hæfter sig ved, at man i ingen af godbidshistorierne fortæller, hvor oplysningerne kommer fra:

»I nogle af tilfældene bruger man vendingen 'erfarer', i andre tilfælde skriver man det bare som faktum. Der er ikke nødvendigvis problematisk at lave såkaldt servicejournalistik, der primært handler om at videreformidle. Det er bare vigtigt, at man fortæller, hvad man videreformidler. Hvis ikke, bringer man stof til kritikken af, at det er uklart, hvad medierne foretager sig sammen med politikerne,« siger Mark Ørsten.

Zenia Stampe er meget åben om, at hun henvendte sig til Politiken med en historie, hun gerne ville have i, og hun mener ikke, at hun vildledte journalist Jakob Sheikh.
»Jeg afkræftede Politikens konkrete oplysninger om, at der skulle bygges 450 boliger til børnefamilier. Det var forkert, fordi der ikke skal bygges boliger. Boligerne skal etableres, det vil sige, at der også kan være tale om køb og leje. Og det er ikke kun til familier med børn. Så da jeg sagde, at det var forkert, så var det nok indforstået, men man bliver nødt til at respektere aftalen om at dele historierne til forskellige medier,« siger Zenia Stampe.

Aftalen, som hun henviser til, blev indgået fredag den 14. september. Dagen efter at partierne er blevet enige om den politiske aftale, mødes partiernes rådgivere med justitsminister Morten Bødskovs særlige rådgiver Jakob Thune på Christiansborg. Han har et oplæg til, hvordan man kan dele den politiske aftale op i forskellige historier til medierne. Thune fremlægger ligeledes et bud på, hvordan historierne skal fordeles imellem partierne, og hvornår de skal lanceres. Der bliver også talt om, hvilke medier historierne skal "sælges ind" til, som flere kilder kalder processen over for Journalisten.

Der er ikke meget uenighed om planen, og resultatet er, at man deler den politiske aftale op i seks "delaftaler", som skal lanceres i pressen op til offentliggørelsen på pressemødet onsdag den 19. september. De seks godbidder fordeles sådan, at hver af partiernes ordførere og ministeren får en. Efter mødet på Christiansborg sender Thune seks baggrundspapirer ud til rådgiverne med de informationer om asylaftalen, som skal danne grundlag for deres respektive solo-historier, som de kan tildele medierne.

Der bliver taget hensyn til partierne uden for regeringen i fordelingen af godbidder. Enhedslisten og Liberal Alliance har behov for at vise deres politiske sejre i aftalen. Derfor får Enhedslisten med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen lov til at breake, at der er en asylaftale på vej. Den oprindelige aftale var, at Johanne Schmidt-Nielsen skulle åbne ballet i 21 Søndag på DR og fortælle om, hvordan forholdene for afviste asylfamilier med børn ville blive forbedret i den snarlige asylaftale.

Men da det er weekenden, hvor Pia Kjærsgaard officielt går af som formand på Dansk Folkepartis årsmøde, er man bange for, at historien drukner. Derfor bliver det i stedet mandag den 17. september i TV Avisen, hvor hun siger følgende:
»Denne her aftale, som vi forhåbentlig lander i denne her uge, er simpelthen et brud med årtiers politik på det her område.«

En del af planen er, at partiernes ordførere kun taler om såkaldte "delaftaler", indtil den samlede aftale offentliggøres onsdag, og det er også den betegnelse, der bliver brugt i de seks godbidsdokumenter, som udarbejdes af Justitsministeriet. Derfor taler Johanne Schmidt-Nielsen også om, at aftalen »forhåbentligt« landes, selv om den reelt var faldet på plads torsdagen inden:
»Det er sandt, at vi er færdige om torsdagen, men vi aftaler at bruge nogle dage på at lancere delelementer af aftalen. Det er der nogle problemer med,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun fortæller, at et af problemerne er, at journalisterne misforstår indholdet, når informationerne kommer drypvist, hvilket også sker flere gange i denne sag. Derudover påpeger hun et demokratisk dilemma. Hun mener, at det mest ordentlige ville være at lægge hele aftaleteksten frem på en gang. I den bedste af alle verdener ville journalisterne så bruge væsentlighedskriteriet og skrive om aftalens elementer, selv om de konkurrerende medier havde samme historie.

»Men min erfaring er, at det ikke er sådan, medierne fungerer. Hvis ikke de har historien solo, er det ekstremt svært at få dem til at beskæftige sig grundigt med en aftale. Vi har naturligvis en interesse i, at aftalen kommer så bredt ud som muligt. Hvis vi ikke havde brugt denne her metode, havde vi fået meget mindre omtale. Men min egen konklusion oven på der her forlig er, at der har været så mange misforståelser og så meget misinformation i historierne, at jeg hælder til, at det havde været bedre ikke at bruge den metode. Det er trods alt bedre, at folk ikke kender indholdet, end at de har en så forkert opfattelse af det,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Om tirsdagen er det så Liberal Alliances tur. De har både en historie i Jyllands-Posten og en i TV2 News, og hos sidstnævnte opstår den første af de misforståelser, som Johanne Schmidt-Nielsen ærgrer sig over. Liberal Alliance kan lade TV2 News fortælle, at man som en del af aftalen er blevet enige om, at asylansøgere, der er selvforsørgende, kan få lov at flytte ud i deres egne boliger. Simon Emil Ammitzbøll er først inde og tale om historien. Derefter kommer Johanne Schmidt-Nielsen i studiet.

I speaken op til interviewet med hende fremstår det, som om selvforsørgelse er den eneste åbning i hele aftalen for, at asylansøgere kan flytte ud af centrene, hvilket ikke er tilfældet. Johanne Schmidt-Nielsen skal efterfølgende forsvare, hvorfor Enhedslisten kan gå med til sådan en aftale. Hun må forklare, at det ikke hænger sådan sammen. I forsøget på at få historien ud i flest medier er vigtige detaljer i historien røget væk.

»Jeg kan godt huske forløbet, og der skal ikke herske tvivl om, at vi på News skulle have stillet et par kritiske spørgsmål til historien. Efter at vi har haft Simon Emil Ammitzbøll og Johanne ­Schmidt Nielsen på, bliver vi klar over, at der er nogle unøjagtigheder, og så tager vi historien af,« fortæller politisk redaktør på TV2 Nyhederne Anders Langballe.

Onsdag morgen før pressemødet får regeringspartiernes ordførere og ministeren deres godbidder i medierne. De Radikales Zenia Stampe kommer i Politiken, SF's Karina Lorentzen kommer i Jyllands-Posten, Socialdemokraternes Jacob Bjerregaard i metroXpress og justitsminister Morten Bødskov i Berlingske. Alle bliver de citeret som de første i artiklen, hvilket er god kutyme, når man får en godbid, ifølge specialet "Nyheder til Forhandling" af Charlotte Boman Hede og Trine Møller. MetroXpress bringer også en mere kritisk sidehistorie, og Politiken har selv gravet sig frem til en kritisk forsidehistorie om asylaftalen, mens soloaftalen står inde i avisen:

»Jeg medgiver gerne, at det uddrag af asylaftalen, som vi får, ender med at blive den historie, som politikerne gerne vil se. Denne her gang fik vi også lavet en kritisk historie, men ofte betyder godbidssystemet, at man står med valget mellem at skrive en historie, man ikke kender det fulde billede af, og ikke at gå med på en væsentlig dagsorden,« siger Jakob Sheikh i dag.

Da Ekstra Bladets Poul Madsen var ude med sin kritik af "den usunde kultur" i starten af september, fik han resten af dagbladenes redaktører på nakken. De kunne ikke genkende det skræmmebillede, som han malede. Hverken af kulturen generelt eller af det ukritiske godbidssystem. Blandt andre svarede politisk redaktør på Jyllands-Posten Christine Cordsen i sin egen avis, at "politiske journalister er mere kritiske, end Poul Madsen beskylder dem for".

I en senere artikel i Kristeligt Dagblad udtalte indlandsredaktør på Jyllands-Posten Christina Agger ligeledes omkring godbidshistorier:
"Grundlæggende er vi skeptiske, hvis ikke vi kan få hele historien. Vi vejer altid historiens væsentlighed op imod risikoen for at bringe en delhistorie, som giver et fortegnet billede af helheden."

14 dage efter at Christine Cordsen afviste Poul Madsens kritik, bringer Jyllands-Posten alligevel, hvad der ifølge Journalistens oplysninger er to godbidshistorier to dage i træk om asylaftalen. Artiklerne er begge overvejende positive i forhold til afsenderen, ifølge Mark Ørstens analyse:
»Det flugter ikke helt med det, de selv siger, og virker utroværdigt. Artiklerne er eksempler på det, som de siger de ikke generelt gør sig i. Det kunne være interessant at vide, hvornår de rent faktisk mener, det er rigtigt at lave historier på denne måde,« siger Mark Ørsten.

Christina Agger skriver til Journalisten, at historien om de 450 boliger slet ikke kan karakteriseres som en godbidshistorie. Avisen var allerede i gang med at skrive om boliger til asylansøgere og var parat til at publicere, da SF henvendte sig med nogle ekstra detaljer. Den anden historie mener hun ikke var positiv over for afsenderen. Tværtimod.
»Mark Ørstens udtalelser og karaktergivning er helt utroligt useriøs (…) Jeg mener på ingen måde, at der er uoverensstemmelser mellem mine udtalelser til Kristeligt Dagblad og vores praksis,« siger Christina Agger.

Politikens Jakob Sheikh er ikke den eneste, der undrer sig, da han onsdag morgen åbner aviserne for at læse om asyludspillet. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen får sig også en mindre overraskelse, da hun læser Kristeligt Dagblads dækning af sagen: "Asylaftale hjælper 32 børnefamilier" hedder rubrikken, og underrubrikken lyder: "Kun få asylsøgere får reelt mulighed for at flytte ud af asylcentrene".

Som bekendt har Jyllands-Posten samme dag en historie om, at der skal oprettes 450 boliger uden for centrene, og der altså er flere hundrede asylansøgere, der får muligheden for at flytte ud – og ikke kun 32 familier, som man får indtrykket af ved at læse indledningen til Kristeligt Dagblads artikel.

Baggrunden er, at Johanne Schmidt-Nielsen mandag aften i TV Avisen har offentliggjort aftalens detaljer om de afviste asylansøgere. Detaljerne om boliger til de asylansøgere, der venter på deres afgørelse, var endnu ikke offentliggjorte. Derfor kunne Kristeligt Dagblad ikke vide, at der ville komme en modsigende historie samme morgen i Jyllands-Posten. Johanne Schmidt-Nielsen ringer til Henrik Hoffmann-Hansen, der har skrevet historien:

»Da jeg så ser det endelige udspil, kan jeg godt se, at der er nogle detaljer, som ikke er helt rigtige. Derfor går jeg ind og ændrer i netversionen af historien. Hvis vi havde haft hele udspillet, kunne vi have skrevet det rigtigt fra starten,« siger Henrik Hoffmann-Hansen.

Oplysningen om de 450 boliger ville have været særdeles brugbar for både Politiken og Kristeligt Dagblad den dag. Men SF tildelte historien til Jyllands-Posten, og retsordfører Karina Lorentzen udtalte sig. Hun har det ambivalent med, at oplysningerne om aftalen ikke kunne bruges i andre aviser:

»Jeg var ikke blevet sur, hvis det også var kommet i Politiken. Jo mere vi kan få udbredt kendskabet til aftalen, jo bedre er det. Men hvis det var sket, kunne der måske sidde nogen på Jyllands-Posten og tro, at de havde historien selv, og så ville de nok synes, det var træls at få en historie fra mig en anden gang,« siger Karina Lorentzen, der understreger nødvendigheden af at kunne komme tilbage til Jyllands-Posten:

»Der er ikke nogen medier, der gider have historier, der er andre steder, og vi har brug for medierne. Det nytter ikke at have verdens bedste politik, hvis der ikke er nogen, der vil fortælle om den,« siger Karina Lorentzen.

Zenia Stampe er enig med Karina Lorentzen og Johanne Schmidt-Nielsen i, at det er mediernes egne krav til solohistorier, der har skabt godbidssystemet, og hun synes, koordineringen giver mening:
»Hvis man bare lagde hele rapporten åbent ud på et pressemøde, ville journalister og politikere vælte over hinanden for at få den rigtige historie. Alle partierne ville skrive pressemeddelelser med deres egne vinkler og henvende sig til de journalister, de kender. Journalisterne ville heller ikke have ressourcer til at dække så stor en aftale. Derfor giver det mening at koordinere det, så man kan få en ordentlig dækning til alles fordel,« siger Zenia Stampe.

Sagkundskaben giver umiddelbart de tre politikere ret. For små 10 år siden nedsatte regeringen et udvalg, der blandt andet skulle kigge nærmere på den særlige rådgivers rolle – det såkaldte "spindoktor-udvalg". Udvalget kiggede også på godbidssystemet, som de kalder "tildelte solohistorier". Konklusionen er, at for at få sin historie bredest muligt ud til befolkningen er det sagligt for ministre og den offentlige forvaltning at imødekomme mediernes ønske om solohistorier:

»Hvis man sætter det ind i en forvaltningsretslig kasse, kan der være saglige grunde til at tildele en solohistorie. Den centrale begrundelse kan være den, at ministeren gerne vil have sit budskab ud på den mest effektive måde, og solohistorier antages at være en bedre måde at få det ud på,« siger formanden for udvalget, højesteretsdommer Jens Peter Christensen i dag.

Men i den betænkning, som udvalget udarbejdede, står der også, at "slicing ikke må anvendes på en sådan måde i forhold til pressen og offentligheden, at opdelingen af f.eks. et regeringsinitiativ i flere dele (…) kommer til at fremstå som vildledende information".
Ifølge Mark Ørsten er det netop tilfældet med forløbet omkring asylaftalen:
»Det er mit indtryk i denne sag, at man bliver mere forvirret end egentlig oplyst omkring det aktuelle udspil,« siger Mark Ørsten.

Forvirringen bliver total, når man læser den historie, som metroXpress kan bringe onsdag morgen den 19. september før pressemødet. Avisen har fået en solohistorie af den socialdemokratiske ordfører, Jacob Bjerregaard, der handler om, at man styrker incitamentet til, at afviste asylansøgere rejser hjem. Jakob Bjerregaard kalder det en "stramning". Journalisten på metroXpress Gitte Bank Jensen ringer til Johanne Schmidt-Nielsen og spørger, om det er rigtigt, at Enhedslisten er gået med til en stramning.

Johanne Schmidt-Nielsen mener ikke, at man kan kalde aftalen en stramning, så hun ringer straks til justitsminister Morten Bødskov. Det er ikke til at sige, hvad Morten Bødskov derpå har foretaget sig, men i hvert fald bliver journalist Gitte Bank Jensen ringet op af Jacob Bjerregaard igen. Han vil gerne trække ordet "stramning" ud af sine citater:

»Men det vil vi ikke gå med til. Historien var jo primært interessant, fordi Enhedslisten angiveligt var gået med til en stramning. Vi beslutter at tilføje hans genovervejelser i bunden af artiklen,« siger Gitte Bank Jensen.
Resultatet er, at Jacob Bjerregaard på de sidste linjer demonterer sit eget udsagn og siger, at han hellere vil kalde det "målrettet" end en "stramning".

Forvirret over, hvad aftalen egentlig indeholder? På pressemødet onsdag den 19. september klokken 11.30 fremlægger Morten Bødskov, Johanne Schmidt-Nielsen og Simon Emil Ammitzbøll den endelige aftale i samlet form for første gang. Aftaleteksten bliver efterfølgende lagt ud på Justitsministeriets hjemmeside, hvor man stadig kan finde den. Den fylder cirka 33.500 tegn. Til sammenligning er det et par tusind tegn mindre end alle de ovennævnte artikler tilsammen.