search

Godaften. Her er pressens iPad-avis

Hvorfor hører jeg genklangen af Radioavisens indledning i 1930'erne, når jeg tænder for en iPad og ser mange af de nyheds- og magasin-apps, som er tilgængelige nu?

Hvorfor hører jeg genklangen af Radioavisens indledning i 1930'erne, når jeg tænder for en iPad og ser mange af de nyheds- og magasin-apps, som er tilgængelige nu?

Der er ikke råd til andet

Udviklingscheferne Pernille Tranberg fra Berlingske Media og Søren Prien fra Bonnier sagde det måske meget godt på et Kreds 1-arrangement i sidste uge, hvor de var inviteret til at fortælle nyt om 'Avisen og magasinet på iPad'.
– Vi har allerede så meget godt indhold i vores trykte avis/magasin, at det mest af alt handler om at få det distribueret ud på en ny platform.
Og med den vigtige tilføjelse: – Der er ikke råd til andet …

Ligesom Pressens Radioavis med ren oplæsning af nyhedstelegrammer var 'godt indhold' overført til det forkerte medie, forestiller de store mediehuse sig åbenbart, at indhold, der oprindeligt er produceret til et trykt medie, vil blive efterspurgt af læserne i en hokus-pokus konverteret udgave til deres iPad.
– 'Skal der ansættes bare en enkelt journalist på vores iPad-udgave, så ryger forretningsmodellen', sagde Pernille Tranberg. Og Søren Prien supplerede – 'Vores koncept er, at det ikke skal være mere indviklet end at en enkelt eller to multimediegrafikere kan klare konverteringen'.

Hvor mange skud i bøssen er der?

Javel, det gik jo meget godt for Radioavisen i løbet af de 80 første år – i dag Danmarks største nyhedsmedie. Spørgsmålet er så bare, hvor lang tid der er til rådighed og hvor mange skud i bøssen forbrugerne vil acceptere fra udgivernes side, når man igen og igen bliver præsenteret for apps, der enten  er rene eksperimenter eller værre endnu, shovelware til premiumpris.

Når jeg køber eller installerer en avis-app, er det i de fleste tilfælde indhold, som jeg lige så godt (og gratis) kan finde på det 'almindelige internet'. Hvis jeg køber et magasin, skal jeg vente 20 minutter på at få downloadet flere hundrede megabyte data og risikerer endda fejl i transmissionen. (Novembernummeret af Wired fylder 466 MB). Når transmissionen endelig lykkes, skal jeg så med forskellige mystiske besværgelser henover skærmen navigere rundt i noget, der aldrig var tænkt for 9,7 tommer. Når den sjove fornemmelse af at prøve noget nyt forsvinder, er der vist ikke så meget brugertilfredshed tilbage.

Tag lidt større støvler på

Jeg er fuld af beundring over, at det lykkes at få udgivet til iPad-platformen, endnu inden den officielt er i landet. Det er også værd at bemærke, at de danske projekter langt fra er værst på udgiver-området.

Men jeg savner i dén grad, at man tager lidt større støvler på, og prøver at tilføre sin app noget reel merværdi. Set fra min stol handler det selvfølgelig om visuel interaktivitet, når man nu sidder med en trykfølsom skærm, der kan vise grafik i 3D osv. Eller prøv at lære noget fra de apps, der virkelig sælger – spil som Angry Birds og Planter mod Zombies.

Det er lidt tankevækkende, at fremtidens brugere, (her eksemplificeret ved mine egne børn), gerne vil læse aviser og bladre magasiner på papir. Men får de iPad'en i hånden, gider de ikke sådan noget kedeligt noget, som de (og jeg) oven i købet ikke rigtig kan finde ud af at navigere i.

Når chefredaktører og andre fastholder, at iPad nærmest alene skal redde aviser og magasiner fremover, virker den overdrevne spareiver derfor lidt mærkelig. Vi skal da forhåbentlig ikke se en gentagelse af den defensive tilgang til nye medier, som overgik nettet i 90'erne?

eureka.jpg. Foto:
PS. Har du 6 kr. – så køb det nye showoff-novembernummer af Eureka fra The Times. Det er 300 'sider' med videnskabsjournalistik og interaktiv grafik – noget mere vellykket end andet. Det har garanteret ikke været billigt at producere – og det strøg så til gengæld til tops i UK appstore.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen