search

God damn it – let’s do it

Christian Als trillede rundt med barnevognen og blev ramt af eftertanke. Lea Korsgaard tog til New York og opdagede livet som selvstændig. Gitte Svanholm begyndte at coache i stedet for at skrive. I dag har alle tre egne firmaer. Det sværeste var at sige op.

»Det var som at gå ind til far og sige, at nu flyttede jeg hjemmefra.«  – Christian Als  foto: Peter Helles Eriksen

Christian Als

Receptionssnak:
Den gængse spørger: Og hvad laver du så?
Christian Als: Jeg er selvstændig fotograf. Jeg laver fotografi og film – både bestilte opgaver og egne projekter.

Den gængse spørger: Kan man leve af det?
Christian Als: Ja. Så længe jeg kan tjene det samme som på Berlingske, er jeg tilfreds. Det er lækkert med fast indkomst, men det gjorde mig også lidt magelig at sidde i så trygt et job, må jeg indrømme.

Jeg var på tre måneders barsel i efteråret 2011. I den tid gik jeg mange ture på Vesterbro med barnevognen og tænkte over mit liv. Fire år forinden havde jeg fået fast job som fotograf på Berlingske Tidende. Jeg havde en følelse af, at mit navn stod på det job, da det blev slået op. Jeg var sikker på, at jeg skulle være klassisk fotograf med journalistisk fokus, og der var muskler og engagement på Berlingske. Det var et drømmejob. Nu gik jeg med barnevognen og var desillusioneret. I løbet af 2011 var vi begyndt at få flere nej’er til journalistiske projekter af ledelsen inde på avisen.

I løbet af mine fem år på Berlingske havde jeg fået rigtig meget plads. Jeg var en af de eneste fotografer uden børn og var derfor også oplagt som fotograf i krigsområder. Lige inden jordskælvet i Haiti var jeg i Afghanistan med en journalist. Da jeg landede i Danmark, ringede min redaktør og sagde, at jeg ikke skulle pakke ud. Jeg skulle videre til Haiti om 20 timer.

Haiti var voldsomt, og bagefter syntes jeg, at jeg mistede mig selv i det hele. Jeg var ked af det, havde ikke lyst til at tage billeder, kunne ikke mærke min fortællestemme.
Billederne og teksten fra Afghanistan blev aldrig trykt. Det var turen, der aldrig var. Efter Haiti var det for sent at bringe historien. Jeg tog et valg om, at det ikke måtte ske igen. Jeg ville ikke rakke rundt fra den ene hotzone til den anden og lade mine billeder rådne op på en harddisk, fordi der foregik noget vildere et andet sted.

Mens demonstrationerne bragede løs i Mellemøsten i 2011, sad jeg med et lille nyfødt barn i favnen. Det var sindssygt svært at blive hjemme, men det var også rigtigt.

Mærkatet tjubangfotograf skulle ikke være en del af min foto-dna, selv om jeg var god til det. Jeg savnede langsommeligheden i mit fotografi, så jeg begyndte at tage stillbilleder på film igen. Og så blev jeg helt opslugt af multimediefortællinger og kortfilm. Jeg kan sidde og være fuldstændigt opløst i ansigtet af små film og journalistiske fortællinger online. Jeg tog en fotografisk filmefteruddannelse i New York, og bagefter kunne jeg godt se, at Berlingske ikke ville kunne give mig hverken tid eller budgetter til at realisere mine filmdrømme.

Der var nærmest ild i mig i foråret 2012. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle lytte til min stemme om at komme videre. Det var NU. Men samtidig sad jeg på en af branchens bedste jobs, og man kommer ikke bare tilbage, når først opsigelsen er underskrevet. Samtidig stod min familie og jeg i et køb af lejlighed, og det ville blive sværere at låne penge, hvis jeg var selvstændig.

Hold kæft, det var mærkeligt at sige op. Det var som at gå ind til far og sige, at nu flyttede jeg hjemmefra. Min fotochef havde været min mentor i mange år. Jeg gik ind og sagde op en fredag. Min chef sagde, at det var løgn. Og jeg indvilgede i at vente til mandag med den endelige opsigelse. Vi satte os sammen igen mandag, og han sagde: »Christian, kig mig i øjnene og sig, at du er helt sikker.« Jeg kiggede ham i øjnene og sagde, at jeg var helt sikker. Så krammede vi.  

Der var kun én dag, jeg ikke fotograferede i min tid på Berlingske. Nu fotograferer jeg kun 5-10 dage om måneden, fordi tiden går med så mange andre ting, når man er selvstændig. Det har jeg skullet vænne mig til. Før var arbejde lig med fotografering, nu er det at bygge en forretning op.

Jeg har flere ambitioner nu, end jeg nogensinde før har haft.

Christian Als om:
Fast arbejdstid. Det kan jeg ikke lide. Jeg er b-menneske. Jeg bryder mig ikke om at møde tidligt, men arbejder bedst fra 22-02. Der er en masse rammer, man skal indrette sig under som fastansat. Jeg arbejder mindre nu.

Vished: Det har jeg aldrig haft brug for. Jeg er ikke bekymret. Jeg har en helt naturlig, indlejret tro på, at det skal gå mig godt. Jeg stoler på mine evner.

Bedste råd: Jeg er blevet ret bevidst om, at ens talent eller ens drivkraft godt kan forgå, hvis man ikke passer på det.

CV: 38 år, færdiguddannet som fotojournalist i 2006, fik herefter fast job som fotograf på 24timer. Ansat på Berlingske fra oktober 2007 til juni 2012.


»Det var fuldstændigt optimalt. Det duede bare ikke.« – Lea Korsgaard foto: Peter Helles Eriksen

Lea Korsgaard

Receptionssnak:
Den gængse spørger: Og hvad laver du så?
Lea Korsgaard: Jeg er selvstændig journalist. Jeg skriver bøger og er medstifter af den nystartede medievirksomhed Zetland, hvor vi laver fortællende journalistik i lange digitale formater og som liveforestillinger.

Den gængse spørger: Kan man leve af det?
Lea Korsgaard: Ja, det viste sig hurtigt, at jeg sagtens kunne tjene det samme som på Politiken. Man skal være indstillet på, at der lige går noget tid, før pengene begynder at rulle ind.

I min praktiktid på Politiken var jeg i symbiose med avisen. Jeg elskede det ubetinget. Jeg voksede op med højskoleforældre i et mentalt Politiken-land. Avisen var et mother ship for mig. Da jeg blev fastansat, kunne jeg ikke helt komme hen til samme symbiosefornemmelse. En rastløs, flakkende fornemmelse lå hele tiden og forstyrrede. Lige så fascinerende, opslugende og hektisk dagbladslivet er, lige så maskinagtigt kan det være.

Jeg er ramt af det, som mange andre moderne mennesker desværre er ramt af – en længsel efter at realisere sig selv gennem sit arbejde. Jeg vil virkelig gerne have, at det var anderledes, for det har mange omkostninger at skulle lægge så meget identitet i sit arbejde og ligge om natten og rotere rundt i en funderen over, hvordan en indledning skal stykkes sammen. Slap dog af! Det kunne jeg bare ikke. Og så sad jeg og vred mig på stolen hos en psykoterapeut på Østerbro for at finde ud af, hvordan jeg kunne komme i symbiose med mit arbejde igen. Det var forbundet med utryghed at ville noget andet end det oplagte. Og det oplagte var at blive på Politiken.

Efter godt et års fastansættelse besluttede jeg mig for at flytte til New York og tage en toårig master i sociologi. Den dag jeg skulle ind til redaktør Stig Ørskov for at søge om orlov, var jeg virkelig tyndskidramt. Tænk, hvis jeg ville ende som arbejdsløs, hvis jeg blev glemt, eller hvis Politiken ville blive vred på mig. Stig Ørskov sagde: »Det lyder virkelig spændende. Held og lykke.« Der gik det for første gang op for mig, at det kan give styrke og afføde respekt, hvis man tager et andet valg end det oplagte.

New York var fantastisk, fordi det var væk. Langt væk fra den på godt og ondt opslugende mediebranche. USA var en kur mod min danske lønmodtagermentalitet, der er ingen gratis kuglepenne, pension og kantineordning, til gengæld har mediekrisen pumpet iværksætterkulturen i New York.
Folk starter egen medievirksomhed, går måske på røven, men starter så noget nyt op igen. God damn it let’s do it-stemningen har sejret. Hvis man går på røven i Danmark, er det forbundet med skam. Det fine er at være fastansat i Danmark, i USA er de bedste skribenter freelancere, fandt jeg ud af.

Tidligere ville jeg have slået ihjel for at få den stilling, jeg kom tilbage til på Politiken efter min master i New York. Jeg blev mediereporter på kulturredaktionen, et fantastisk sted, hvor alle går på arbejde med et kald. Det var fuldstændigt optimalt. Det duede bare ikke. Jeg var stadig rastløs.

Nogle af mine fredag aftener gik med en rødvinsklub. Vi var tre journalister, som drak os stive og drømte om at lave vores eget magasin. Vi stod på natværtshuset Alléenberg til klavermusik, helt utroligt fulde og kåde og skreg, at vi ville lave verdens bedste magasinfeature om Mors. Næste dag stod vi op med tømmermænd og gik på vores faste arbejde.

Som mediereporter sad jeg og skrev om nye medietendenser, og jeg havde en underlig følelse af, at jeg måske hellere ville være ude i den nye virkelighed frem for at sidde og beskrive den. I løbet af foråret 2010 modnede min beslutning om at sige op med hjælp fra mine rødvinsallierede. Jeg skrev til dem: ”Hakon og Jakob og Silke. Nu gør vi det sgu, jeg siger op, hvis I er klar, og så laver vi et magasin sammen.” De var klar.

Så stod vi der uden job og anede ikke, hvad det var for et magasin, vi ville lave.

At starte et nye medie er det mest spændende, jeg nogensinde har lavet som journalist. Det føles stærkt at have en drøm og bygge den om til virkelighed. Da jeg blev uddannet journalist, blev jeg lidt forskrækket over, at jeg faktisk havde uddannet mig til et skrivebordsjob. Nu fingerer jeg både rundt i regneark og budgetter, skal finde colasponsorer, skrive, vejlede og holde strategimøder.

Lea Korsgaard om:
Fast arbejdstid: Det findes ikke. Men det er en kæmpe frihed at kunne bestemme over min tid og ikke have dårlig samvittighed over for min arbejdsgiver, når mit barn har diarre på 14. dag. Jeg har stor beundring tilovers for dem, der kan arbejde på et dagblad og samtidig have små børn. Det ville jeg ikke magte. Jeg ville have en følelse af at halse efter arbejde, så halse ned i Føtex for at købe fars og bleer og så halse ned i vuggestuen efter mine unger.  

Vished: Min mand siger selv, at han har hystadens natur. Han synes, det er sindssygt, at jeg ikke har et fast job, og er utroligt optaget af vished på mine vegne. Måske netop derfor føler jeg mig selv lidt fritaget for bekymring. På sin egen underlige måde har jeg mere vished nu, fordi den flakkende følelse er væk.

Bedste råd: Angst er en ekstremt dårlig karriere-vejleder.

CV: 33 år, uddannet fra Syddansk Universitet i 2005. Ansat på Berlingske Tidende efter endt uddannelse og derefter på Politiken. Har en master i Sociologi fra The New School i New York. Har udgivet to bøger om henholdsvis Ghita Nørby og danmarkshistoriens største bogtyveri.

»Opsigelsen var jo 50 år før tid i forhold til min plan.« – Gitte Svanholm –  foto: Peter Helles Eriksen

Gitte Svanholm

Receptionssnak:
Den gængse spørger: Og hvad laver du så?
Gitte Svanholm: Jeg er selvstændig projektmager. Jeg er coach og skaber trivsel på arbejdspladser særligt inden for mediebranchen, og så er jeg ved at tage en master i organisationspsykologi på RUC.

Den gængse spørger: Kan man leve af det?
Gitte Svanholm: Ja. Jeg tjener det samme, som da jeg var fastansat på Politiken. Men der er ingen vished om fast indkomst. Nogle måneder vælter det ind med kapital, andre måneder har jeg fået sølle 4.500 kroner ind på kontoen.

En eftermiddag ved 15.30-tiden i januar 2005 stod jeg på vejen lige uden for min datters børnehave, da min telefon ringede. Det var en redaktør fra Politiken. Jeg kunne næsten ikke høre, hvad han sagde, fordi det vrimlede rundt om mig med råbende børn i flyverdragter. Han ringede for at sige, at jeg havde fået stillingen som uddannelsesreporter. Total begejstring. Jeg havde aldrig drømt om andet, og jeg troede, at jeg skulle bæres ud af Politiken i en alder af 95 år.

På Politiken var jeg vild med den her store maskine, man kørte sammen. Det var en stærk følelse, når der pludselig skete noget stort ude i verden, og vi alle sammen trak i samme retning. Ting skete. Vi havde evnen til at rykke. Og vi havde plads til at tænke store tanker. Men nogle gange var man også bare arbejder i et hamsterhjul af nyheder, som var fuldstændigt ligegyldige i det store billede.

Jeg elsker begyndelser. Der er et eller andet helt fantastisk over at tilegne sig ny viden og gøre en ting for første gang.  Måske er det også derfor, at jeg har skiftet branche flere gange. Oprindeligt er jeg uddannet pædagog, derefter journalist, og i 2007 brugte jeg min efteruddannelse på et coachingkursus.
Jeg ville have mere, så jeg fik lov til at bruge nogle flere feriedage på et teamcoaching kursus, bagefter begyndte jeg at coache journalisterne inde på Politiken. Men jeg ville stadig have mere, og så tog jeg orlov i et år for at skrive bøger om coaching.

Min orlov var ulønnet, og jeg måtte ikke skrive for andre medier. Derfor begyndte jeg at teamcoache under orloven. Ved årets slutning kunne jeg se, at jeg faktisk havde fået en virksomhed op at stå. Og jeg havde fået 600.000 kroner til et projekt med coaching af fængselsindsatte i deres løsladelsesfase. Det blev jeg nødt til at gå efter. Jeg havde aldrig før overvejet at blive selvstændig, men pludselig var springet ikke så stort.

Der stod et helt hylekor og råbte, at man da ikke forlader Politiken. Det er finanskrise, hvad har du gang i! Men beslutningen var ret indlysende for mig. I metaperspektiv er det altid sjovere at være i en branche på vej op end på vej ned. Jeg ser det dog ikke som et fravalg af journalistik, mere som et tilvalg af noget andet. Jeg havde fået færten af, at jeg kunne skabe forandringer med coaching.

Opsigelsen var meget følelsesladet. Jeg sad inde på redaktør Christian Lindhardts kontor og kunne næsten ikke få mig selv til at sige det. Opsigelsen var jo 50 år før tid i forhold til min plan. Med skælvende stemme og tårer i øjnene sad jeg og bedyrede, at jeg var helt sikker i min beslutning.

Det er lidt forunderligt at mærke, at et journalistisk arbejdsliv, jeg syntes var så indlysende, kan skiftes ud med lethed. Det er skræmmende og fantastisk.

Coaching handler om at stille skarpe spørgsmål og lytte. Det var det, jeg gjorde som pædagog til tvangsfjernede børn, senere som journalist til mine kilder og i dag til mine kunder, som primært er journalister. På den måde er der vel en rød tråd i det, jeg laver.

Gitte Svanholm om:
Fast arbejdstid: Jeg tæller ikke timer og ville nok blive overrasket i den dårlige ende, hvis jeg gjorde. Men det føles ikke som en lang arbejdsuge, når jeg selv styrer min tid. Min arbejdsuge er som regel lang. Men det samme er min sommerferie.

Vished: Det er der ikke ret meget af i mit arbejdsliv. Men jeg har fået en vished om, at ting nok skal opstå. I starten var jeg meget opmærksom på at have fuld kontrol og sikkerhed for faste aftaler. Nu ved jeg, at det nok skal gå. Så hvis der er en dag, hvor telefonen ikke ringer, skal den ikke bruges på panik, men på at læse Politiken hjemme i sofaen.

Bedste Råd: Uden for journalistikverdenen får man øje på alt det, man tog for givet, men som vi faktisk kan som journalister – vi er hurtige, effektive, kan skære ind til benet, skabe kontakt til andre mennesker og har et stort netværk. Det er så universelle kvaliteter, at de kan bruges i rigtigt mange sammenhænge uden for den traditionelle journalistik.

CV: 46 år, uddannet pædagog i 1989. Uddannet journalist i 1995. Herefter ansat som socialreporter på Kristeligt Dagblad og senere Fagbladet Socialpædagogen. Blev ansat som journalist på Politiken i 2005-2010. Har skrevet tre bøger.

Kommentarer
1
Carsten Legaard
16.02.13 14:58
Det er mod i metermål. Tak,
Det er mod i metermål. Tak, tak og tak, fordi I viser os, at det kan lade sig gøre at pitche ud af selv de dybeste hjulspor.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen