search

Go’ Morgen Danmark dømt for skjult reklame for BMW

I et interview med Bendt Bendtsen blev der vist så mange nærbilleder af hans motorcykel, at det var i strid med reglerne for skjult reklame. Det har Radio- og tv-nævnet netop meddelt. TV 2 afviser.

I et interview med Bendt Bendtsen blev der vist så mange nærbilleder af hans motorcykel, at det var i strid med reglerne for skjult reklame. Det har Radio- og tv-nævnet netop meddelt. TV 2 afviser.

Det handlede mere om en flot motorcykel end om politik, da tidligere vicestatsminister og nuværende EU-politiker Bendt Bendtsen besøgte Go' Morgen Danmark sidste år. 

Det mener Radio- og tv-nævnet, der i denne uge har meddelt klageren Flemming Leer Jakobsen, at de giver medhold i en klagesag over skjult reklame i det populære morgenprogram.

Bendt Bendtsen var inviteret ind i Go' Morgen Danmark for at fortælle om sine valgkampsplaner om at køre Europa rundt på sin motorcykel forud for EU-valget.

»Radio- og tv-nævnet fandt, at udsendelsen indeholder skjult reklame i strid med reglerne om reklame og sponsorering. Nævnet bemærkede, at særligt de gentagne visuelle fremhævelser i form af nærbilleder og zoom efter en samlet vurdering går ud over, hvad der er redaktionelt berettiget i forhold til udsendelsens indhold og formål,« skriver de på deres hjemmeside under Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Nævnet hæfter sig ikke ved, at både studieværten og Bendt Bendtsen nævner BMW. Til gengæld lægger Radio- og tv-nævnet vægt på, at nærbillederne af motorcyklens logo er i strid med reglerne for skjult reklame.

Hele afgørelsen er offentlig og kan læses her. I dokumentet er et udskrift af hele det fem minutter lange indslag, samt et høringssvar fra TV 2 Danmark samt Nordisk Film, der producerer Go' Morgen Danmark.

Både TV 2 og Nordisk Film afviser anklagerne om skjult reklame:

»Bendt Bendtsens valg af tøj og motorcykel er helt hans eget, og "Go´morgen Danmark" har aldrig haft til hensigt at reklamere for nogen eller noget med det pågældende indslag,« skriver de blandt andet.

Til anklagerne om nærbilleder af motorcyklens logo svarer ledende redaktionschef på Nordisk Film, Lykke Neiiendam:

»Under interviewet zoomer kameraet flere gange ind på motorcyklen, i hvilken forbindelse BMW-logoet er synligt. Det ville imidlertid ikke være muligt at vise nærbilleder af motorcyklen, uden at man kunne se disse logoer, og da motorcyklen som nævnt spiller en væsentlig rolle i historien om Bendt Bendtsens Europa-tur, ville det være unaturligt, om man ikke viste den i indslaget.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen