Udenrigsmediet Globalnyt får ny ansvarshavende chefredaktør den 1. marts, hvor journalist og forfatter Louise Stigsgaard tiltræder.
Louise Stigsgaard har tidligere været redaktør for Udenrigsministeriets magasin 360° og været korrespondent i Mellemøsten og USA.
”I en tid med flere og flere globale udfordringer er der mere end nogensinde brug for en oplyst befolkning, der – ikke mindst de unge – ser ud og ser verden og alle dens aspekter og muligheder for at gøre den bedre. Danske medier er fremragende – heldigvis – men der er betalingsmure mange steder, og derfor er det efter min mening helt afgørende, at der er et kvalitetsmedie som Globalnyt til at være et vindue til verden og en fælles platform for verdensmål, som alle har adgang til. Det glæder jeg mig utroligt meget til at udvikle og udvide,” siger Louise Stigsgaard i en artikel på Globalnyt.