search

Glem Watergate

  Mediernes evne til at præge politiske beslutninger er overvurderet. Pressen er ikke så uafhængig, som den selv hævder. Michael Schudson afmytologiserer journalistikken. SKEPSIS. Hvis der er noget, direktører og politikere frygter mere end terror og faldende dollarkurser, er det dårlig presse.

Mediernes evne til at præge politiske beslutninger er overvurderet. Pressen er ikke så uafhængig, som den selv hævder. Michael Schudson afmytologiserer journalistikken.

SKEPSIS. Hvis der er noget, direktører og politikere frygter mere end terror og faldende dollarkurser, er det dårlig presse. Dag og nat arbejder spindoktorer i virksomheder, organisationer og politiske partier på at udvikle mediestrategier, der kan give deres klienter den bedst mulige omtale. For det er almindeligt kendt, at mediernes magt er enorm, og at journalister kan vælte selv verdens mest magtfulde mand.

Men ikke alle deler den opfattelse.

I talrige videnskabelige publikationer har den amerikanske medieforsker Michael Schudson sat spørgsmålstegn ved mediernes rolle i demokratiet. Medierne udgør højst én magtfaktor blandt mange, mener han, og selv om nyhedsmedierne de senere år er blevet mere kritiske, er det stadig politikerne, der sætter dagsordenen. Journalister er lige så ofte medløbere som skabere af den offentlige mening.

For nylig var Michael Schudson i Danmark for at holde foredrag på landets højere læreanstalter. Blandt andet på Copenhagen Business School, hvor vi mødte ham.

»Watergateskandalen er den mest berømte sag og det bedste eksempel på journalistikkens magt. Først og fremmest fordi Woodward & Bernstein havde stor succes med at skrive en storsælgende bog, og fordi der senere blev lavet en film om sagen, der kun portrætterer journalisternes rolle. Men deres rolle var essentielt ovre efter fem-seks måneder.

På det tidspunkt sad Nixon stadig på præsidentposten, og alt tydede på, at han fortsat ville blive siddende. Der var et halvt dusin andre organisationer, der efterforskede Watergatesagen, heriblandt FBI, Kongressen, oppositionspartiet, dommeren, der dømte indbrudstyvene, og en specialkommission under Senatet. Der var en lang række faktorer, der var afgørende for udfaldet af sagen. Woodward & Bernstein var kun en af dem. De lavede et formidabelt stykke journalistik, ingen tvivl om det. Det var dem, der fik stenen til at rulle ved at følge op på, hvad der først så ud til at være en almindelig politihistorie, og forfølge det, de fandt mærkværdigt. Men de var ikke i stand til at skubbe stenen hele vejen.«

– Men Watergate beviser vel, at det er muligt for journalister at opnå indflydelse?

»Ja, men tænk på, hvilken slags indflydelse det er. Kan en journalist gøre noget overhovedet for at reformere hospitalsvæsenet? Kan en journalist gøre noget overhovedet for at få tropper trukket hjem fra Irak? Jeg tror det ikke.«

– Men når medierne for eksempel bringer billeder fra Abu Graib, har det så ikke indflydelse på den offentlige mening, og kan det ikke i sidste ende lede til en tilbagetrækning fra Irak?

»Billederne kom ud i maj sidste år, og vi er der, så vidt jeg ved, stadig. Selvfølgelig ændrede de befolkningens holdning. Men det, som sandsynligvis vil have en langt større indflydelse, er kontinuerlige tabstal.

Hvis man ser på Koreakrigen og Vietnamkrigen, så var det det voksende antal døde amerikanske soldater, der gjorde, at regeringen mistede opbakning i befolkningen.

Det hedder sig, at det var udbredelsen af tv-mediet, der var den store årsag til den voksende modstand i befolkningen, og at det var blodige billeder, der ledte til amerikansk tilbagetrækning. Men historisk forskning har vist, at både aviser og fjernsyn fulgte regeringens lederskab. Medierne blev først kritiske, da demokraterne og Kongressen begyndte at kritisere præsidenten. Hvorfor, de ændrede mening, er en kompliceret affære, men det var ikke medierne, der gjorde det.

Idéen om, at den amerikanske offentlighed så blodige billeder i fjernsynet og tænkte: »Oh, krigen er forkert«, er ikke rigtig. Det skete ikke.

Det kan man se, hvis man læser meningsmålinger og sammenligner dem med indholdsanalyser af de nyheder, der blev bragt. I begyndelsen, hvor holdningen til krigen var positiv, blev der kun vist billeder af vietnamesiske ofre, antikrigsdemonstrationer fik hånlig omtale, og medierne viste i det hele taget et sminket billede af krigen. Medierne blev først kritiske over for krigen, da offentligheden ændrede mening. Medierne afspejlede den offentlige mening lige så meget, som de dannede den. Mønstret gentager sig igen nu med krigen i Irak.«

– Hvordan agerer medierne nu i forhold til dengang?

»Vietnamkrigen står stadig meget stærkt i den kollektive hukommelse. Forskellen fra dengang er, at der lige fra starten bliver udvist mistro til regeringen. Der er fra begyndelsen blevet rettet stor opmærksomhed mod manglerne i grundlaget for at gå i krig. FN var ikke overbevist om krigsgrundlaget. Kongressen var ikke overbevist. Jeg kender ikke de præcise tal for meningsmålingerne, men en stor del af den amerikanske befolkning var ikke overbevist. Medierne er mere kritiske, men kun fordi der hersker en generel skepsis.«

– Hvad med 9/11 og hele krigen mod terror? Hvilken rolle spiller medierne der?

»Det er klart, at medierne har spillet en stor rolle ved at udbrede de lammende og mareridtsagtige billeder af de pulveriserede tårne til hele verden. Men jeg tror ikke, journalistikken har haft ret meget indflydelse på at skabe den nye verdensorden. Det var Osama bin Laden og Al-Qaeda, der skabte den ved at foretage et uprovokeret angreb på USA.

Men lokalt i New York bidrog journalistikken meget til at hele sårene fra 9/11. De gjorde noget meget utraditionelt på The New York Times. I stedet for deres sædvanlige distancerede tilgang sagde de: »Dette er vores samfund, vi er en del af det. I mange måneder efter bragte de lange nekrologer over ofrene med historier, der gav et glimt af, hvordan deres liv havde været.«

– Er det god journalistik?

»Det går imod, hvad The New York Times normalt prædiker. Det var meget personligt. Avisen agerede mere som et medlem af samfundet end som en observatør af samfundet. Nogle mener, at det er det, der er problemet med journalistik, og at journalister oftere bør optræde som medlemmer af samfundet.«

– Hvad mener du?

»Jeg beundrer, hvad The New York Times gjorde. Der er ekstraordinære omstændigheder, hvor man siger: Noget anderledes er sket her, og vi kan ikke bare følge de almindelige regler. Om det er noget, de bør gøre generelt, det ved jeg ikke, men jeg synes, de traf det rigtige valg.«

– Hvordan bør medierne reagere i krigstider?

»Det er et svært spørgsmål. Alle amerikanske soldater og civilister, der bliver dræbt i Irak, bliver som minimum omtalt i deres hjembys lokale avis. Hvis journalister var neutrale, skulle de give lige så meget opmærksomhed til de irakere, der bliver dræbt. Der er logistiske grunde til, at det ville være svært, men skulle de? I en eller anden ren forstand burde de.«

– Du har ved flere lejligheder rejst skepsis omkring forestillingen om journalisters uafhængighed i forhold til resten af samfundet. Kan du uddybe det?

»Ingen journalist – hverken dansk eller amerikansk – kan stå uden for sin egen situation. Journalister kan ikke være uafhængige af det øvrige samfund. Det, som karakteriserer professionelle journalister, er, at de forsøger at være uafhængige. Amerikanske journalister er generelt upartiske, når det handler om ikke at tage parti med hverken demokrater eller republikanere. Men når det kommer til udenrigspolitik, er de knap så uafhængige. De er ikke non-amerikanske, på samme måde som de er non-republikanske eller non-demokratiske.«

– Hvad er mediernes vigtigste ansvar i forbindelse med krigen mod terror og krigen i Irak?

»Den vigtigste rolle for medierne i øjeblikket i USA er at gøre folk opmærksomme på, at krigen mod terror og krigen i Irak ikke nødvendigvis er den samme ting. Det har været præsidentens politik at kæde de to ting sammen, og det er fortsat for mig dybt uoverbevisende. Det er noget, som journalister bør rette opmærksomhed mod. Men generelt vil jeg ikke anbefale for meget til journalister, for jeg sidder ikke, hvor redaktøren eller udenrigskorrespondenten gør, og jeg har ikke nogen førstehåndsviden om, hvilke indskrænkninger der er. Jeg kan bare evaluere resultatet.«

  • Blå bog – Michael Schudson

    Professor i kommunikation og sociologi ved University of California, San Diego.

    Netop udnævnt til professor på Institut for Journalistik ved Colombia University.

    Har som en af de første foretaget videnskabelig forskning i journalistik ud fra en historisk og sociologisk tilgang.

    Har skrevet talrige videnskabelige bøger om blandt andet Watergate-skandalen og nyhedsmediernes magt. Senest har han i 2003 udgivet bogen "The Sociology of News", der forsøger at klarlægge nyhedsmediernes sociale og samfundsmæssige funktion. Bogen er ved at blive oversat til dansk.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen