Glem fake news – partisan news er værre

I marts tvang den konservative amerikanske mediegruppe Sinclair Broadcast Group alle sine lokale studieværter til at læse et enslydende udsagn op, der lød som et ekko af Trumps kritik af de gamle medier. Annegrethe Rasmussen giver her en introduktion til debatten om den omdiskuterede mediegruppe
11.04.2018 · 10:30
Annegrethe Rasmussens billede
Annegrethe Rasmussen
Korrespondent
USA

(WASHINGTON D.C.) USA’s største mediegruppe er konservativ, hedder Sinclair Broadcast Group (SBG) og dækker via de lokale tv-stationer, gruppen ejer, næsten 75 procent af de amerikanske husholdninger.

Stationerne har lokale navne og er tit forbundne med de gamle kendte stationer ABC, NBC og CBS. Og den dyrker 'partisan news', hvor nyheder blandes med stærkt politisk ladede analyser og kommentarer.

Indtil for nylig havde de færreste hørt om mediegruppen. Men i sidste weekend gik en kritisk video om Sinclair imidlertid viralt, efter at mediegruppen i marts tvang alle sine lokale studieværter til at læse et enslydende udsagn op, der grangiveligt lyder som Trumps kritik af de gamle medier.

På overfladen er kommentaren en kritik af 'fake news'. Men essensen af dekretet dækker over en tendens i amerikansk journalistik, der i det lange løb kan vise sig mere farlig end de falske nyheder: Den dækning, der er farvet i det skjulte.

Lokalmediernes enorme indflydelse

Amerikanerne stoler langt mere på deres lokale nyhedsmedier end på de store, kendte nationale aviser og tv-stationer. Sådan har det været i årtier, og det er sjældent noget, der sættes spørgsmålstegn ved eller laves store undersøgelser af. Det føles næsten som en naturtilstand, som man også kender fra politik – også fra Danmark.

Lokale medier lever som regel i relativ ubemærkethed i de landsdækkende medier. Medmindre en lokal radio- eller tv-station afdækker en spektakulær skandale, passer de sig selv. Sådan er det i mange lande, og sådan er det især i USA, der som bekendt er et kæmpe land med tusindvis af lokale radio- og tv-stationer.

Nationale tv-stationer har mindre indflydelse

Lad mig smide nogle tal på banen fra den anerkendte tænketank Pew: Cirka 23 millioner amerikanere ser deres lokale aftennyheder på tv. Det gør jeg også – jeg ser NBC’s lokale Channel 4, der viser nyheder fra Washington D.C. og Maryland kl. 18:30, før jeg følger op kl. 19:00 med ’NBC’s Nightly News with Lester Holt’. Først senere på aftenen ser jeg kabel-tv, og det gør jeg kun, fordi jeg er en udenlandsk journalist.

De almindelige amerikanere ser sport, serier og quiz-programmer og betaler ikke for kabelkanaler med nyheder 24/7 (og hvis de betaler, ser de mest særlige sports-kanaler, reality-tv og game shows). Om morgenen ser cirka 12 millioner amerikanere også med på deres lokale morgen-tv, og endnu flere lytter til deres lokale NPR-station (National Public Radio er et netværk af public service-radiokanaler, der med lidt god vilje kan sammenlignes med DR på radiosiden).

Til sammenligning har kabel-tv-stationerne CNN, FOX News og MSNBC (de tre stationer, danskerne typisk kender) ikke mere end omkring 3 millioner primetime-seere daglig. Men hvor indflydelsen og udbredelsen med andre ord er helt i top, så er omtalen i de nationale medier som sagt oftest lig nul.

Der bringes ikke lokale mediehistorier i de store broadcast-kanaler ABC, CBS eller NBC’s nyhedsudsendelser, ligesom de mest kendte og største aviser – New York Times, Washington Post, Wall Street Journal, LA Times etc. – heller ikke beskæftiger sig med dem.

Kritisk video gik viralt

Den sag blev der imidlertid vendt op og ned på i den forgangne weekend, hvor blogmediet Deadspin – der er et nyhedssite med fokus på sport, ejet af Gawker Media – udgav en video, der gik eftertrykkeligt viralt over hele USA.

Videoen har i skrivende stund været set over 10 millioner gange, og den er da også så effektiv, at du, før du læser videre, bør se den her – den har titlen 'How America's Largest Local TV Owner Turned Its News Anchors Into Soldiers In Trump's War On The Media':

Her kan man i øvrigt også for alvor se, hvor magtfuld og effektiv en video kan være som kommunikationsværktøj.

Totalitært og ensrettende

For historien om, hvordan den konservative og Trump-støttende mediegruppe Sinclair Broadcast Group havde sendt den samme tekst ud til alle sine tv-stationer til højtlæsning af det samme budskab – på overfladen en hyldest til ”unbiased and truthful news reporting” (som ingen kan have andet end sympati med) og til kamp mod ”fake news” – havde skam været skrevet i andre medier, før Deadspin tog historien op.

Men den havde ikke tiltrukket sig den ringeste opmærksomhed, før videoen, der på fornemste vis illustrerer den gode gamle hovedregel 'show, don’t tell', gik viralt.

Det er simpelthen mere ubehageligt, og det føles mere totalitært og ensrettet (og ensrettende) at se den præcis samme tekst læst op – mere eller mindre dybfølt, automatisk, alvorligt eller bekymret – af hundredvis af studieværter, end det er at læse historien om, at teksten var blevet sendt ud til tvungen højtlæsning.

Den farligste mediekoncern i USA”

Men hvem er Sinclair Broadcast Group, og hvad er problemet med teksten?

SBG er ”den farligste mediekoncern i USA, som du aldrig har hørt om”, skrev The Guardian i denne uge. Komikeren John Oliver kaldte tilsvarende koncernen for ”den mest magtfulde tv-station, du ikke kender”. Og grunden til, at mange aldrig har hørt om gruppen, er dels, som sagt, at lokale nyhedsmedier ikke er kendt ud over deres lokalområde, dels at Sinclairs 193 tv-stationer ikke bruger navnet Sinclair, men sender under egne, lokale navne. Et eksempel fra, hvor jeg bor:

ABC’s lokale tv-station i Washington D.C og den tilhørende 'metro region' er en såkaldt uafhængig station ved navn WJLA. Her kan man se nogle af ABC’s mest berømte tv-shows, som ABC har solgt til WJLA, som for eksempel ’The Bachelorette’, men stationen er ikke desto mindre ejet af Sinclair, der driver nyhedsdelen. Sinclair styrer nyhedsdelen helt alene – den store ABC (eller i de tilfælde, hvor det er NBC eller CBS, der bruger lokale kanaler til deres kendte udsendelser) har intet med nyhedsdelen at skaffe.

Aftale med Trump-kampagnen

Sinclair Broadcast Group er kort fortalt en konservativ mediegruppe, der har som sit speciale at blande konservative kommentarer med lokal nyhedsformidling.

Under præsidentvalget i 2016 kunne man se endeløse rækker af lokale kommentatorer kritisere Hillary Clinton og Barack Obama, samtidig med at Trumps valgkampagne havde indgået en aftale med Sinclair Media om at udsende ’eksklusive interviews’ med Donald Trump valgkampen igennem. Som Jared Kushner, Trumps svigersøn, sagde til Politico i 2016, så indgik Trump-kampagnen aftalen med den magtfulde mediegruppe for at gøre dækningen af valget ”mindre ensidig”.

Konservative mærkesager

Sinclairs stationer er kendt for at støtte konservative mærkesager – herunder altså præsidenten – og tilsammen dækker stationernes sendeområde efter købet af Tribune lige under 75 procent af USA’s husholdninger.

SBG var senest i medierne i maj 2017, da gruppen købte det mere kendte ”Tribune Media Company”, der spænder over 42 tv-stationer. SBG købte Tribune Media for 3,9 milliarder dollars, og opkøbet var kun muligt, fordi Trumps nye regering på det tidspunkt havde løsnet kontrollen med og reglerne for såkaldt 'broadcast ownership'. Købet er endnu ikke gået igennem, men det regnes for en formssag, og præsidenten har tweetet til fordel for fusionen. Senest har Sinclair lige købt websitet Circa – der kan beskrives som et forsøg på at lave ”et nyt Breitbart for de unge”, som Guardian kalder websitet i den førnævnte artikel.

Kritik af mainstream medier

SBG’s vicepræsident for nyhedsdivisionen, Scott Livingston, kritiserede sidste år de såkaldte 'mainstream medier' (MSM) for at være ”alt for liberale” (i den amerikanske betydning, altså venstreorienterede) i et interview med New York Times, hvor man også kan læse om Sinclairs rolle i valgkampen. Artiklen fortæller også om, hvordan Livingston under valget optrådte i en række små videoer, som stationerne næsten alle sammen bragte, hvor han angriber MSM for at videreformidle ”fake news”.

Det er vigtigt at forstå ejerstrukturen, for den er bevidst designet til at undgå at støde sammen med den amerikanske monopollovgivning, der forhindrer store tv-netværk i at sætte sig på de lokale nyheder. Derfor kan giganter som NBC, ABC og CBS ikke drive de lokale nyhedsstationer. Men et netværk som Sinclair kan gøre det.

Washington Post bragte i december 2016 en omfattende undersøgelse med en lang række nøgletal, der viser, hvordan Sinclair, hvis hovedkvarter ligger i min nabostat Maryland, satte konservative fingeraftryk over hele USA og i hele sin politiske dækning.

Ekko af Trump

Og så er vi tilbage ved balladen om kommentaren om de “biased and false news”, der er et nøje ekko af præsident Trumps gentagne kritik af medierne, som jeg tidligere har skrevet om på denne plads.

”Unfortunately, some members of the national media are using their platforms to push their own personal bias and agenda to control exactly what people think,” lød det samstemmende fra de over 175 værter, der læste budskabet op og slog fast: ”This is extremely dangerous to our democracy” (det helt eksakte tal er usikkert, da enkelte stationer protesterede mod diktatet, men langt de fleste af de små 200 tv-stationer parerede ordre).

Ordene var identiske med dem, SBG’s Scott Livingston tidligere har skrevet/sagt.

Det er hans ord, der var blevet forvandlet til dekretet. Og som næsten ord til andet er et ekko af den kritik, Trump hele tiden fremfører af medierne.

Men efter Deadspins virale video væltede kritikken ned over Sinclair. Netop fordi udsagnet – trods sin på overfladen uskyldige tekst – lyder totalitær og anti-demokratisk, når man tvinger flere hundrede studieværter til at læse den op. Og fordi teksten som nævnt er et ekko af præsidentens kritik.

MSNBC kaldte diktatet til studieværterne om en tekst, de ”skal læse op eller de bliver fyret”, for ”et pinligt nyt lavpunkt for journalistikken”, et ”klart angreb på mainstream medierne” og en ”massiv fejltagelse”:

CNN kaldte teksten for en ”media bashing promo”.

Den ikke-reklame-baserede public service tv-station PBS – der minder om DR – var også bekymret over, hvad de kalder Sinclairs ”partisan” altså ”farvede” journalistik:

PBS peger ikke blot på faren ved 'partisan news' og på det seneste dekret, men også på, at de magtfulde lokale stationer har ansat konservative kommentatorer – for eksempel et tidligere medlem af Trumps regering – til at optræde som 'politiske analytikere', der så bliver udsendt og mikset ind i næsten alle de knap 200 lokale stationer.

Støttetweets fra Trump

Ikke overraskende er præsidenten af en noget anden holdning. Han bakkede straks Sinclair up på Twitter:

Dagen før tweetede han en anden støtteerklæring:

 

Bekymring for lokale mediers troværdighed

Omvendt kaldte den tidligere formand for FCC, der regulerer medierne i USA, Sinclair for ”det farligste medie i USA”. Ligesom Frank Sesno fra George Washington University kaldte dekretet om at læse højt for et ”direkte angreb på de lokale mediers troværdighed”.

Nu er 16 journalistuddannelser i USA gået sammen om et brev til Sinclair, hvor uddannelserne udtrykker bekymring for, at Sinclair blander holdninger og nyhedsjournalistik sammen.

“Sinclair skader den generelle tillid til alle nyhedsmedierne, fordi Sinclair bruger nyhedsoplæsere til at levere kommentarer – uden at det fremgår. Det kan skade den tillid, seerne typisk har til deres lokale tv-station.”

Sinclair forsvarer sig med, at de ”udelukkende angriber de faktiske fake news, vi så under valgkampen, som f.eks. ’paven støtter Trump’ eller ”pizzagate-konspirations-teorien””.

Kritiske journalister fyret

Det kan man kalde en efterrationalisering, der vil noget. Trump ville ikke have støttet stationen så helhjertet, hvis den ikke var loyal over for ham, og de mange eksempler på en entydigt farvet journalistik og især den diskrete måde, budskaberne serveres på via troværdige, gamle og velkendte lokale tv-stationer, er dybt bekymrende for journalistikken i USA.

Ydermere er de få journalister og studieværter, der i de seneste år har kritiseret Sinclair – især har der været ballade i Seattle – blevet fyret og fjernet fra deres poster.

Alt i alt tyder udviklingen på, at der er god grund til at holde mere øje med 'partisan news' i fremtidens amerikanske mediebillede. Ikke at 'fake news' skal ignoreres, men det er nu engang nemmere at gennemskue rene løgnehistorier end på overfladen uskyldige sukkerpiller af lokale nyheder og kommentarer, der er blandet sammen og serveret for et publikum, der ikke tænker nærmere over, hvem afsenderen er. For lokale nyheder kan man jo altid stole på. Lige til man ikke kan længere.

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste nyheder

13.12.2018 · 11:22

Medlemmer reagerer på skrantende Publicistklub

Lasse Højsgaard
13.12.2018 · 09:33

Henrik Bo Nielsen bliver direktør i DR

Andreas Marckmann Andreassen
12.12.2018 · 15:03

Å-pressechef om 2018: Grimt at opleve, når blodhunden glammer

Kerstin Bruun-Hansen

Seneste jobopslag

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12