
Journalisterne på Le Monde er tilfredse med, at rigmanden Daniel Kretinsky er færdig som ejer. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Den franske avis Le Monde har fået nye ejere. Væk er den upopulære tjekkiske rigmand Daniel Kretinsky. I stedet ejer en fond, der er sat i verden for at fremme pressefrihed, 72 procent af aktierne.
Formanden for fonden er avisens tidligere chefredaktør, Alain Frachon.
Det skriver Le Monde i en pressemeddelelse.
Overtagelsen er blevet taget godt imod af journalisterne på Le Monde.
”Det vil betyde afsked med en aktionær, som aldrig søgte vores anerkendelse,” udtaler de ifølge Financial Times.
Forærede aktier for 50 millioner euro
Det var en række spektakulære aktiehandler – og åbenbart en stor portion altruisme – der banede vejen for fondens magtovertagelse.
Lørdag købte den franske forretningsmand Xavier Niel nemlig den kritiserede mangemillionær Daniel Kretinskys aktier for angiveligt 50 millioner euro.
Xavier Niel beholdt dog ikke aktieposten, men gav den videre til den nye fond – kvit og frit.
Også en anden fransk aktionær, Matthieu Pigasse, har meddelt, at han skænker sine aktier til fonden.
Bestyrelsesformanden Louis Dreyfus og direktøren Jérôme Fenoglio kalder de to handler for ”to meget store milepæle” for at sikre Le Mondes uafhængighed.
I forvejen er lidt over 25 procent af aktierne ejet af en aktionærgruppe bestående af redaktører, journalister og læsere af Le Monde.
Facit er nu, at de to grupper tilsammen sidder på stort set alle aktier i Le Monde.
Frankrigs Fox News
I Frankrig har fremkomsten af nye ejere på en række nyhedsmedier vakt bekymring blandt journalisterne.
I sommer strejkede journalisterne fra ugeavisen Le Journal du Dimanche (JDD), fordi den nye ejer, Vincent Bolloré, havde indsat en højreorienteret chefredaktør.
Efter 40 dage måtte journalisterne opgive strejken.
Vincent Bolloré ejer også nyhedskanalen iTélé, som han overtog i 2016. Det udløste dengang 31 dages strejke. Men det kunne ikke ændre på, at de fleste medarbejdere i dag er væk, og kanalen nu bliver kaldt Frankrigs svar på Fox News.
Da den tjekkiske erhvervsmand Daniel Kretinsky i 2018 købte sig ind i Le Monde, udløste det blandt medarbejdere og læsere bekymring for, at det ville påvirke avisens kurs og identitet.
Som en reaktion blev der blandt andet vedtaget et krav om, at de redaktionelle medarbejdere skulle høres, før Le Mondes chefredaktør eller direktør kunne fyres.
I 2019 var Daniel Kretinsky tæt på at overtage aktiemajoriteten i Le Monde.
Nu har han trukket sig fra Le Monde uden at tabe penge på sin investering.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.