Cavlingprisen må brænde i deres hænder, skriver Bent Blüdnikow.

Skammeligt. Flemming Rose fik ikke Cavlingprisen. Det er skammeligt. Uanset hvem, der måtte have modtaget Cavlingprisen dette år, bør modtageren som udtryk for almindelig journalistisk anstændighed aflevere den til prisens rette ejermand: Flemming Rose. Cavlingprisen må brænde i deres hænder.

For det første var det langtfra uden personlig risiko, at Flemming Rose kastede sig ud i kampen for det fri ord og den fri tanke. I dag er islamisternes rækkevidde desværre meget stor. Men Rose tøvede ikke med at stå fast på principperne for ytringsfriheden. I de efterfølgende måneder i 2006 var det Flemming Rose, der atter og atter måtte forklare nødvendigheden af ytringsfriheden som demokratiets og journalistikkens afgørende fundament. I tv-duel efter tv-duel over for folk fra blandt andet Dansk Industri og Politiken måtte Rose forklare, at hvis »den gode tone« bliver afgørende for, hvor ytringsfrihedens grænser går, så er det ikke blot muslimer, men mange andre grupper, der vil hugge tæer og hæle af den dyrebare frihed og dermed i realiteten undergrave den.

Ikke blot i danske medier, men også i udenlandske, blev Flemming Rose en hyppig gæst, der argumenterede for vor ret til at satirisere over religiøse symboler og personer. Han forsvarede det frie ord, hvor krænkende det end måtte være for nogle, naturligvis under ansvar for loven. I øvrigt nåede retten frem til, at Jyllands-Posten ikke havde overtrådt nogen lov. Og nej – Rose udså sig ikke muslimerne som specielle håneofre; læs selv hans introduktionsartikel og tro ikke på den kolde vildledning, som dansk journalistiks åndelige par nummer 7 Rune Engelbrecht Larsen og Tøger Seidenfaden har udbredt.

Flemming Roses anseelse i udlandet er betydelig, og han er formentlig den danske journalist, der er bedst kendt nogensinde. I den internationale debat refereres der ofte til Muhammedsagen som en af de vigtigste pressesager i vor tid. Men Muhammedsagen var alligevel blot en af stadig flere sager, hvor islamister forsøger at presse ytringsfrihedens grænser. Lige nu er den franske filosof Robert Redeker gået under jorden af frygt for dødstrusler, fordi han har fremsat kritiske synspunkter om islam, og forfatteren Ayaan Hirsi Ali er i eksil i USA. Sagen om Muhammed og afprøvelsen af ytringsfrihedens grænser er mere aktuel end nogensinde.

Rose brugte sin berømmelse til at skabe kontakter til en række af de førende intellektuelle, som ellers er temmelig umulige at få adgang til for europæiske journalister. Hans interviews med islameksperter som Bernhard Lewis og professor Fouad Ajami og andre har været gengivet i Jyllands-Posten og er også udkommet i bogform. Der er tale om meget fornemme interviews, der har givet frisk luft til den ellers meget indeklemte åndelige danske debat.

Flemming Rose har både i Danmark og i udlandet været med til at rykke grænserne og sætte fokus på vor egen dyrekøbte ytringsfrihed, som i så mange år blot blev taget for noget naturligt, og intet ville have været mere nærliggende, end at årets Cavlingpris var gået til ham. Har nogen gjort noget stort for journalistikken og dens nødvendige følgesvend, ytringsfriheden, så er det ham og ham alene.

Bent Blüdnikow er tidligere debatredaktør på Weekendavisen og Berlingske Tidende. I dag journalist på Berlingske Tidende.