search

Giv borgernes penge til journalisterne, ikke medierne

"Follow the money": Grib chancen og brug demokratistøtten til at styrke journalistikken - ikke medierne.  

"Follow the money": Grib chancen og brug demokratistøtten til at styrke journalistikken – ikke medierne.

I min optik har hele mediestøttediskussionen et skævvredent fokus. Intentionerne er der måske, men der mangler noget i bredde og perspektiv. Lad mig forklare hvad jeg mener med en lidt primitiv, sammenlignende øvelse: 

Tænk, hvis man havde givet mediestøtte til musikdistribution. Altså først og fremmest plademusik. Og tænk, hvis man med CD'ens folkelige gennembrud på markedet (for de historieinteresserede: Abba, "The Visitors" den 30. november 1981) havde indledt nogle overvejelser om, hvordan man fremtidsrettet skulle fordele støtten – hvor stor en del af pengene skal fremover fortsat gå til de distributions- og omkostningstunge LP'er, der i et presset marked har brug for al den støtte de kan få, og hvor mange penge skal bruges til at støtte det alternative, fremtidssikrede og betydeligt billigere distributionsmedie CD'en?

Der ville være god logik i at lægge flere penge, der hvor kunderne var ved at bevæge sig hen.
Det ville støtte den mere alternative del af kulturlivet, der ville få lettere og billigere adgang til at distribuere deres individuelle bidrag til den globale kakofoni.

Men hvad ville der være sket i dette tænkte – og selvfølgelig også yderst fortænkte – billede?
Man ville have brudt en given mængde af støttekroner op og tildelt pengene til nøjagtigt de samme modtagere – de samme store musikselskaber – der ville ende med at få nøjagtigt samme beløb når alt var gjort op, bare i mindre, øremærkede portioner.
Pengene ville stadig være vedhæftet distributionsmedier under massiv kontrol af de store virksomheder.
Det ville have været et fantastisk spild af penge.

Vi har set hvordan hele musikbranchen blev ramt af en revolution, hvor de stivnakkede og konservative musikselskaber fik sig en baghyler af historiske dimensioner. Tænk Napster. Musikbranchens modtræk var at sætte en hær af advokater ind, der skulle true kunderne til at makke ret. 
Disse advokater stod ynkeligt og stoppede huller i dæmningen med deres fede, hvide fingre, mens hele branchen blev skyllet langt ind i land af en historisk voldsom tsunami af en adfærdsændring hos deres kunder, forbrugerne.

I dag er LP-salget en niche for feinschmeckere og CD-salget på vej til kun at foregå over disken på tankstationer.
Disse salgstal er kun symptom på det, der i virkeligheden skete.
Den helt store revolution skete inden for indholdskontrollen. Musikudgiverne er mellemmænd mellem indholdsleverandørerne – musikerne – på den ene side og indholdsmodtagerne – lytterne og kunderne på den anden.
Med en distribution baseret på plasticplader af den ene eller anden art havde udgiverne fuld kontrol over indholdet, såvel som distributionen.
Hvad skal på markedet? Hvad skal bare lukkes ud og hvad skal markedsføres? Hvilke bands skal ud i julehandlen? Hvem skal med på Absolute Crap nummer et, to, trehundrede?

Musikernes eneste forhåbning om at slå igennem var at appellere til de smagsdommere i pladeselskaberne, der havde magten til at lukke musikerne ind i varmen og ud på markedet.
Den kontrol eksisterer ikke længere. I dag kan enhver indspille musik – producere indhold – og distribuere det frit efter egne lyster og behov.
Hvis man har lyst til at læse op på, hvad dette tab af kontrol betød, så kan jeg anbefale at google "Gnarls Barkley" og deres første hit "Crazy".
Der er tale om et kæmpe magtskifte for musikbranchen.

Musik distribueres i dag nøjagtigt der, hvor kunderne er. Det er bemærkelsesværdigt, at det var et computerfirma – Apple – der leverede den tjeneste, kunderne efterspurgte – iTunes.
Musikbranchens mellemmænd har ikke længere kontrollen.

Det er nøjagtigt den samme proces, der er i gang på nyhedsmarkedet. Den er uafvendelig. Processen er stærkt fremskreden. Og det er i det lys, mediestøtten – demokratistøtten – skal anskues.
Lige nu står vi med den mulighed, at vi kan vælge at parkere formuerne der, hvor de gør mindst gavn – nemlig hos de virksomheder, som kunderne enten er ved at vise ryggen, eller allerede har vist ryggen, presset ned af urimelig konkurrence og markedsvilkår, eller hos de konkurrenter, der kæmper om læsernes opmærksomhed.

Jeg har intet til overs for diskussionen om presset fra gratisaviser og gratis nyheder på nettet.
Der findes ingen gratis frokost. "Gratis" er en illusion.
Udtrykket gratisaviser er misvisende. Ideen om, at man kan få nyheder på nettet gratis er forkert. Der er altid en pengepung, der bliver åbnet.
Hvis du får tilbudt noget gratis, så er du ikke længere kunden. Så er du varen. Det er dig, der er til salg og dit produkt, der bliver solgt videre til andre købere. Og det er dem med pengene, der bestemmer. Det er altid dem med pengene, der bestemmer.
Spørgsmålet er, hvem der betaler – og det næste spørgsmål er – hvad har den virkelige kunde af indflydelse på den virkelige vare?

Omlægningen af mediestøtten er en kæmpe chance. Mediestøtten er borgernes mulighed for at åbne pengepungen og tage kontrol med produktet. Eller med andre ord, mediestøtten er en enestående mulighed for borgerne til at skifte status fra at være passiv, salgbar vare til at være den kvalificerede – og kvalificerende – køber.
Lige præcis derfor skal borgernes penge – i min optik – følge journalistikken.
Det er den eneste måde, pengene kan bruges til at løfte det journalistiske kvalitetsniveau.

For mig handler journalistik grundlæggende om at løse den opgave det er, at klæde borgerne bedst muligt på til at begå sig i et demokratisk samfund.
Den symbiose vi i dag ser mellem journalistik og de etablerede medier er ikke Gud-given. De medier, der er på markedet i dag har alle sammen øjnene stift rettet mod deres bundlinier. Det er langt fra givet, at den publicistiske og journalistiske forpligtelse har første prioritet.
Klik kan måles i regneark. Det kan væsentlighed ikke.

Medier vil sagtens kunne undvære journalistik. Det ser vi sådan set allerede i dag, hvor der er medier, der kun nødtvungent dypper tæerne i de journalistiske bølger, so to speak, og hvor der er medier, for hvem journalistikken er den klæbrige fugemasse, der holder sammen på de reklamer, der giver indtægterne. Ingen nævnt, ingen glemt.
Diskussionen om bit kontra papir er ligegyldig. Det væsentlige er ikke, om journalistikken transporteres via lyslederkabler eller hugges ud i stentavler og køres rundt på oksekærrer.
Det er kvaliteten af indholdet, der er afgørende.

Vi er i en situation, hvor kontrollen over indholdet i kraft af den teknologiske og markedsmæssige udvikling er ved at glide mellemmændene af hænde – hvor der i stigende grad er direkte kommunikation mellem indholdsleverandør og kunde – og hvor kunderne, borgerne, nu står i samlet flok med en stor pose penge, der kan bruges direkte til at løfte det journalistiske bundniveau.
Grib chancen. Giv pengene til journalisterne. Og lad medierne om at komme til journalisterne. Uanset hvad form og farve de har.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen