Hvornår fandt du ud af, at du kunne tegne?

”Jeg tegnede altid. Og jeg elskede, når jeg kunne få nogen til at grine af mine tegninger. Men jeg kendte ikke til bladtegning, og hjemmefra fik jeg at vide, at man ikke kunne leve af at tegne. Efter gymnasiet tog jeg på den obligatoriske rygsækrejse til Østen sammen med en kæreste. Vi var som hund og kat. Jeg gik fra at skrive dagbog til at tegne mig ud af de kriser. Det blev nogle meget følelsesmæssige, dramatiske tegninger, men de kunne aflæses. De blev en slags sindbilleder. Da jeg kom hjem, var der nogen, der så dem, og stille og roligt og med gode menneskers hjælp blev jeg trukket i retning af Danmarks Designskole.”

Hvordan var dit første møde med bladtegning?

”Første gang jeg blev bevidst om bladtegning, var i et parforhold, der var blevet så seriøst, at vi skulle holde avis. Det gjorde man engang. Valget faldt på Aktuelt, og Bob Katzenelsons tegninger var all over. De var afsindigt flotte. En dag sagde min mand: ’Ham har jeg gået i parallelklasse med, og jeg har haft hans mor til formning’. Pludselig kunne jeg relatere til denne tegner som noget opnåeligt: Han blev beamet ned på et i mine øjne menneskeligt plan. Samtidig stod jeg og skulle i praktik og tænkte: Måske skulle jeg alligevel en sidste gang prøve at tegne i stedet for at blive designer? Og så kom jeg i praktik hos Bob. Og så siger man, at the rest is history.”

Hvordan foregik det konkret at være i praktik hos Bob Katzenelson? 

”Det foregik på redaktionen. Vi sad begge inde på Aktuelt. Bob skærmede mig, for jeg kunne ikke tegne så hurtigt, som man skulle. Jeg anede endnu ikke, hvordan min streg var, både den og min humor var ikke udviklet. Det tog en del år, før jeg nærmede mig noget af det udtryk, jeg har i dag. I begyndelsen kunne der gå et par dage, efter at jeg havde afleveret en tegning, til jeg pludselig tænkte: ’Gud, hvis jeg havde byttet om på taleboblerne, havde det været sygeligt grinagtigt.’ Den der aha-oplevelse kom hele tiden tættere på det punkt, hvor jeg havde afleveret. Bob trøstede mig og sagde: ’Der kommer en dag, hvor pointen kommer til dig, før du afleverer.’ Det havde han ret i. Det er et spørgsmål om træning.”

Du var på Aktuelt fra 1990, til avisen lukkede i 2001. Hvad fik du med fra din tid som fastansat?

”Jeg fik så meget is i maven, at der skal en del til, før jeg bliver presset. Journalister har deres egne deadlines, og de satser på, at du kan levere varen, og medmindre du virkelig laver noget, der er totalt grænseoverskridende eller forkert eller mega dårligt, så griber de ikke ind. På den måde lærer du. Det gør du ikke, hvis du skal lave en faktura. Så gør du dig umage – men så tager du måske ikke chancer. På mine yngre kollegers vegne kan jeg godt begræde, at der bliver færre af den slags stillinger.”

Hvad er branchens største udfordring?

”En bladtegning skal kunne aflæses hurtigt, og derfor arbejder vi i stereotyper. Vi karikerer med afsæt i fordomme, von hørensagen, fælles baggrund. Fordi aviser og fagblade lukker deres papirudgaver, havner vores tegninger mere og mere på internettet. De bliver delt. Indimellem når de ud til folk, der ikke har forudsætningerne for at forstå afsættet og dermed indholdet. Men eftersom det er tegninger, kan de delvist forstås. Resten lægger læseren selv til, og pludselig har den danske bladtegner krænket nogen uden at ville det. Det er et problem. Samtidig oplever jeg en voksende offermentalitet og krænkelsesparathed, som er svær at undgå.”

Hvad mener du med krænkelsesparathed?

”Hvis jeg nu tager afsæt i mig selv: Jeg er en hvid, heteroseksuel kvinde midt i livet, født og opvokset i Storkøbenhavn. Der er flere markører, jeg skal styre uden om. For jeg aner jo ikke, hvad det vil sige at være farvet, transkønnet, kristen, muslim, ung eller fra Jylland. Det er kun den hvide heteroseksuelle mand, der er midt i livet, og som bor i København, jeg må tegne. Han må til gengæld ikke tegne mig. For han ved ikke, hvad det vil sige at være kvinde. Det er helt absurd.”

Har du oplevet den slags identitetspolitisk kritik af dine tegninger? 

”Nej, men jeg kan se det komme. I Danske Bladtegnere havde vi tidligere på året en masterclass i kølvandet på Metoo-bevægelsen. Tidligere var bladtegnere mest mænd, men de seneste år er der kommet en del yngre kvinder ind. På de her masterclasses er der masser af debat, og vi plejer normalt i løbet af en dag at tegne en kommenterende tegning hver, der kredser om det, vi diskuterer. Denne gang var det tankevækkende at se, at samtlige mine mandlige kolleger tegnede minimum to tegninger – nogle nåede sågar tre og fire. Det var, som om de forsøgte at gardere sig, hvis de nu var kommet til at krænke nogen.”

Hvordan er det at være kvindelig bladtegner?

”Det er fint. Men egentlig byder det mig imod, at du for eksempel skal vide, hvornår jeg er født, og jeg har det også sådan, at jeg helst ikke vil fotograferes, men foretrækker bare at være en streg.”

Hvorfor?

”Når jeg sidder og ser tv med min mand, og der er en kvindelig politiker eller forsker i studiet, så siger han – og han tænker ikke over det – at hun har forfærdeligt hår, eller hvorfor har hun nu det tøj på. Og jeg har også selv en rem af huden. Som kvinde bliver du vurderet på dit udseende, din alder, tøj, vægt, om du er fuckable. Pludselig bliver mit kontrafej læst ind i min streg. Det gider jeg ikke.”

Illustration: Lars Andersen