
Ulrik Andersen, Anja Hauge og Andreas Lindqvist fra Ingeniøren og Mobilitywatch. Foto: Ingeniøren og Mobilitywatch
I går var det slut. Enhedslisten udtrykte mistillid til transportminister Benny Engelbrecht, der måtte træde tilbage som minister. Mistilliden skyldes beregningerne af CO2-udledning, som ikke blev delt med Folketingets partier op til de politiske forhandlinger om infrastruktur-aftalen sidste sommer.
De tre journalister, som har gravet historien frem, er ansat på to nichemedier: Ingeniøren og Mobilitywatch. Og begge medier baserer en stor del af deres afsløringer på aktindsigter.
Ingeniøren interesserede sig for sagen, fordi en række politiske partier allerede ved vedtagelsen af aftalen i sommer undrede sig over, at der ikke indgik tal for CO2-udledning i anlægsfasen. Regeringen havde nemlig lovet, at den i modsætning til tidligere infrastrukturplaner var ”CO2-neutral”.
Det forklarer journalist Andreas Lindqvist fra Ingeniøren, der har dækket sagen sammen med journalist Ulrik Andersen.
Andreas Lindqvist søgte derfor om aktindsigt hos Transportministeriet, Vejdirektoratet og Finansministeriet i oktober 2021, og dokumenterne begyndte at indløbe i slutningen af december 2021.
Materialets omfang var overvældende.
”Vi blev simpelthen oversvømmet. Der var et par tusinde sider, måske mere, i alt. Pdf’er, mails og regneark. Det var ret uoverskueligt.”
Da han skulle dykke ned i tallene, fik han pludselig corona, og i mellemtiden blev Ingeniøren overhalet af Mobilitywatch, der 20. januar 2022 kunne offentliggøre tallene for de enkelte anlægsarbejders CO2-belastning.
Hvad er klimaaftrykket?
Mobilitywatch dækker transportsektoren, og journalist Anja Hauge undrede sig også over de manglende tal for CO2-aftryk.
Hun modtog via en aktindsigt i Vejdirektoratet en liste, hvor hun kunne se, at myndighederne faktisk havde regnet på udslippet fra byggeriet af over halvdelen af de veje og jernbaner, som var med i regeringens plan.
Den tredje limfjordsforbindelse var topscorer med 292.800 ton CO2 i anlægsfasen.
Anja Hauge kontaktede eksperter, der pointerede, at tallene så høje ud.
”Og de kunne ikke forstå, at de ikke havde set tallene før. Det samme sagde ordførerne. De havde heller ikke set tallene,” siger Anja Hauge.
Mobilitywatch havde historien allerede den 20. januar 2022, men der gik en uge, før andre medier samlede den op. Hun er glad for, at det lykkes.
”Det er fedt at se ens arbejde komme ud på den måde. Når man sidder på et lille nichemedie, er det vildt at se, hvor stor betydning sagen har fået. Det var overraskende at opleve, at sagen pludselig tog så meget fart og tog en politisk drejning,” siger Anja Hauge.
Tidslinjen
Da Andreas Lindqvist på Ingeniøren kom tilbage fra coronasygdom, lavede han og Ulrik Andersen en tidslinje over processen.
”Det var den eneste måde at overskue så meget stof på. Det gav os et overblik, hvor vi kunne se, at det var en ret vild historie, fordi de havde regnet på tallene i ¾ år, men de havde bare skrevet dem ud igen – lige før forhandlingerne, hvor forligspartierne efterspurgte dem.”
Det var den oplysning, der gjorde det til en sag.
”Kort efter kunne vi citere to juridiske eksperter for, at det lignede et brud på ministeransvarsloven,” siger Andreas Lindqvist.
Historien blev bragt af Ingeniøren 27. januar 2022.
Benny Engelbrecht selv har forklaret, at tallene ikke blev præsenteret for Folketinget, fordi de var forbundet med for stor usikkerhed.
Knofedt
I dag er den artikel fra Ingeniøren, der bare viser tidsforløbet, faktisk den mest delte historie fra serien på sociale medier.
Andreas Lindqvist har tidligere væltet en grønlandsk minister. I går var det Benny Engelbrecht, der måtte træde tilbage. Men det er i sig selv ikke et mål at vælte ministre, siger Andreas Lindqvist.
”Det er vores opgave som journalister at fremlægge tingene, og så må der ske det, der sker. Jeg er ikke en blodtørstig journalist.”
”Det, der glæder mig mest, er, at en stor sag baseret på undersøgende journalistik og masser af knofedt kan sætte dagsordenen og gøre en forskel,” siger Andreas Lindqvist.
Anja Hauge siger, at hun og Ingeniøren har dækket sagen sideløbende, men de har ikke arbejdet sammen.
”Men vi har lidt talt sammen og rost hinanden, når den anden havde lavet noget godt,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.