De delegerede på Fagligt Forum 2012 debatterede spørgsmålet om journalister og kommunikatører i samme forbund. Formand Mogens Blicher Bjerregård satte trumf på ved at sige, at en kommunikatør sagtens kunne blive DJ-formand.
Et af de mest ømtålelige og centrale emner på DJ's aktuelle dagsorden var til debat på førstedagen af Fagligt Forum 2012, der torsdag og fredag har samlet cirka 300 delegerede på hotel Park Inn på Amager – spørgsmålet om forskelle og ligheder mellem journalister og kommunikatører.
Villy Dall, medlem af HB, slog fast, at han som journalist på Thisted Dagblad, opfatter det naturligt, at de to grupper har fælles organisation.
»Presseafdelingen hjælper os med at komme i kontakt med dem, vi har brug for,« sagde han med udgangspunkt i egne erfaringer.
»Som lokaljournalist gennem 20 år kan jeg sige, at det er en lettelse i forhold til tidligere.«
Rekruttering af flere kommunikatører er en del af DJ's strategi for vækst. Spørgsmålet har de senere år vakt store følelser, fordi kommunikation udfordrer journalistikkens selvforståelse og identitet. Den gamle standsforening er under opbrud.
»I dag handler det om at have mange medlemmer, ikke at varetage journalistikkens interesser. Derfor er forbundet irrelevant for mig,« har nu udmeldte dokumentarinstruktør Christoffer Guldbrandsen tidligere udtalt til Journalisten.dk.
Det skete, efter at DJ både havde støttet både ham og hans modpart Jacob Winther, rådgiver i Forsvarsministeriet.
Journalisten har omtalt den og lignende sager udførligt i artiklen Guldbransen vs Winther.
Samtidigt har flere kommunikatører netop givet udtryk for, at DJ ikke gør nok for dem. Blandt andet skriver Journalisten ikke nok om kommunikation, lyder det i en stor interviewundersøgelse.
På Fagligt Forum blev DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård direkte spurgt:
»Kan du se en kommunikatør som formand for DJ?«
Hans svar lød: »Ja!«
De delegerede debatterede spørgsmålet i gruppearbejde. Her spurgte HB-medlem Per Roholt sin gruppe:
»Hvad oplever journalister som det største problem med kommunikatører?«
Og svarene lød blandt andet:
»At kommunikatørerne lyver, hvis de kan!«
»At de holder viden tilbage!«
De kritiske udfald fra journalister kaldte på modsvar fra kommunikatørerne:
»Hvilken situation har du oplevet det i?«
»En professionel kommunikatør vil sige, at han undersøger sagen og vender tilbage. Han ved godt, at journalisten kan ringe til omstillingen. Man lyver aldrig.«
Og retur igen fra journalisterne:
»Når man ringer med en kritisk sag, så siger I, at den ansvarlige medarbejder ikke er til stede i dag.«
Mogens Blicher Bjerregård bød ind med en mægling:
»En journalist vinkler en historie; han fortæller heller ikke den fulde historie. Han træffer et valg, det gør kommunikatøren også.«
Men debatten rullede videre:
»Men kommunikatører forsvarer firmaets interesser!«
»Hvis interesser forsvarer du selv?«
Efter gruppearbejdet var de delegerede samlet igen og fremlagde de luftede standpunkter i en fælles sal. Også har faldt markeringerne tæt.
»Jeg har været både dagbladsjournalist og kommunikatør. Jeg fornemmer en stor uvidenhed om, hvad kommunikatører laver, blandt dem, der ikke arbejder med det.«
Dagens heftigste konklusion lød direkte, at de to grupper må gå hver for sig.
»Vi kan ikke være i samme forbund. Når I siger man skal gøre op med den gamle skelnen mellem journalister og kommunikatører, og I dermed retorisk udviser forskellene, så siver giften ned i organisationen!«
15