GIDSELDRAMA I DIREKTE TV

For to uger siden producerede en debatredaktion på norsk TV 2, hvad den selv betegner som “rigtig godt tv”. Studieværten interviewede en gidseltager– live. Her følger dramaet og det efterfølgende drama.
For to uger siden producerede en debatredaktion på norsk TV 2, hvad den selv betegner som “rigtig godt tv”. Studieværten interviewede en gidseltager– live. Her følger dramaet og det efterfølgende drama.

 

Klokken er 20.30. Fem minutter før TV 2’s populære debatprogram Sentrum går i luften. Studievært Per Ståle Lønning får pudder i ansigtet. Han virker afslappet. Med ved bordet sidder en psykolog, en advokat og en leder af “Foreningen 2 Forældre”.
Aftenens emne er samværssager. Eller rettere, når samværssager går i fisk.
Derfor er der én gæst mere, som er med på en telefonlinje.
“Hallo er du der,” spørger Per Ståle Lønning ud i studiet.
“Ja,” siger manden fra sin mobil.
Han befinder sig i en børnehave i den lille landsby Hjelmeland nordøst for Stavanger, mange hundrede kilometer fra TV 2-studiet i Oslo.
Manden er en rigtig god case. Han er faktisk så god, at han ikke bare er en case, men en historie i nyhedsmedier over hele verden. Klokken lidt over 11 samme dag gik han ind i børnehaven med et ladt haglgevær i hænderne og to dunke benzin i rygsækken. Han truede med at springe hele børnehaven i luften, hvis de ti voksne og 25 børn ikke gjorde, som han sagde.
Manden er desperat, fordi han ikke kan få lov til at være sammen med sine to børn. Dette er sidste udvej. Han vil have sit budskab ud. I løbet af dagen har manden sluppet størstedelen af gidslerne ud. Men da Sentrum går på, er der stadigvæk to voksne og fem børn tilbage i børnehaven.
Klokken 20.35 byder Per Ståle Lønning velkommen. Han tager dermed hul på et program, som skal blive det mest omtalte nogensinde i hans lange karriere. Programmet udløser en voldsom debat og måske navnlig kritik af Per Ståle Lønning, Sentrum-redaktionen og resten af TV 2.

Det direkte interview
Per Ståle Lønning går lige til sagen. Han fortæller, at han har gidseltageren med på telefonen. Han laver en kort intro. De tre mennesker i studiet får lov til at sige nogle sætninger, så kommer turen til gidseltageren.
“Nu har vi manden fra børnehaven med. Og hvordan er situationen der?”, spørger Per Ståle Lønning.
“Situationen er ganske fin. Nogle børn sover, andre leger. Jeg har selv leget med nogle af børnene. Netop nu sidder jeg i samtale med advokat Tor Erling Staff (forhandler red.),” fortæller manden over telefonen.
“Hvad vil du opnå med dette drastiske skridt?” spørger Per Ståle Lønning
“Når du bliver så uretfærdig behandlet af politi og socialkontor, som jeg er blevet, så til slut, så klarer du ikke at mobilisere kræfter. Jeg har stået med “tovet” så mange gange … og skulle lige til at springe. Men så kommer der en sidste mulighed …”
Manden i børnehaven taler videre. Han fortæller blandt andet, hvor meget han savner børnene.
“Er de seks gidsler på nogen måde i fare?”, spørger Lønning.
“Nej, ikke så længe politiet holder sig væk …”
“… Men hvis politiet skulle storme børnehaven?”
“Ja så er det klart … Jeg er så tæt på afgrunden, at hvad der sker med mig, det er ligegyldigt. Hvis jeg ikke får det, jeg forlanger, så må vi bare vente og se, hvad der sker.”
“Så kan der være fare for andre også?”
“Ja det er jo klart. Det er politiet, som bestemmer det.”
Per Ståle Lønning beder manden i børnehaven om at holde linjen åben. Han vender tilbage til eksperterne i studiet, som giver udtryk for deres store bekymring.
Imens står chefforhandler Egil Eriksen og ryster på hovedet, mens han følger med på TV 2. Førstebetjenten fra Stavanger Politi er måske Norges bedst uddannede i at forhandle i situationer som denne. Han har været på _FBI’s akademi i Virginia i USA, i England, i Belgien og alle mulige andre steder for at lære om gidselsituationer. Her har han lært, hvor vigtigt det er, at politiet bevarer styringen. Kontrol er et nøgleord. Nu kan han bare stå og holde vejret.
“Vi risikerer, at han er en martyr, der vil tage sit eget liv. Samtidig sidder der fortsat syv gidsler og en advokat i børnehaven,” siger en bestyrtet politimand.

“Bra tv”
Men manden i børnehaven tager ikke sit eller andres liv og efter en halv times drama på skærmen runder Per Ståle Lønning af:
“Så vil jeg sige til dig i børnehaven på Hjelmeland. Ikke gør noget dumt. Er det en aftale?”
“Ja, jeg skal ikke gøre noget dumt, så længe jeg får det igennem, jeg ønsker at få igennem. Så kommer alt til at gå fint.
“Kjæmpefint. Tak skal du have for, at du var med os,” siger Per Ståle Lønning.
På det råbånd, som JOURNALISTEN er i besiddelse af, kan man se en smilende medarbejder på redaktionen komme ind i studiet. Psykologen smiler. Selv siger Per Ståle Lønning efter udsendelsen, at det var “bra tv”.
Men ikke alle synes, at det var “bra”. Dagene efter udsendelsen flommer de norske medier over i kritik. Avisernes ledere er rystede over, at Lønning kan “forhandle” med en gidseltager på direkte tv.
“Jeg mener, at Lønning har lavet en fejlvurdering af sjælden grad,” siger journalist Sven Egil Omdal, der er journalist på Stavanger Aftenblad og formand for Pressens Faglige Udvalg (PFU), der svarer til Pressenævnet i Danmark.
“Det er en grænseoverskridning mellem journalistrollen og politirollen,” mener Sven Egil _Omdal. TV 2’s egen medarbejderforening tager også stærkt afstand fra udsendelsen, og kanalens øverste chef siger, at han burde være spurgt på forhånd.
Men ikke alle er imod Per Ståle Lønning. Hele Sentrum-redaktionen var enige om at bringe interviewet. Og kort efter blev der bragt uddrag af interviewet på TV 2’s nyheder. Den store nyhedsredaktion reagerede heller ikke.
Per Ståle Lønning fik også overraskende støtte fra den kontroversielle højesteretsadvokat Tor Erling Staff, som forhandlede med gidseltageren. Efterfølgende har gidseltageren ringet til Per Ståle Lønning fra sin fængselscelle og takket Lønning for, at han ikke tog sit eget liv.
Per Ståle Lønning fastholder derfor, at Sentrum var med til at løse gidseldramaet.
“Jeg kan forstå ham. Denne gang gik det godt,” siger Stephen Romano, chef i FBI’s enhed for krise-forhandlinger i USA. Ud over at lede denne særlige udrykningsgruppe, underviser han over hele verden i gidseltagningssituationer.
“Men, hvad hvis det ikke var gået godt. Hvad havde han (Per Ståle Lønning) så sagt? I’m sorry?”, spørger FBI-chefen, der kender gidseldramaet i Norge.
“Vi vil have gidseltageren til at fortælle så meget som muligt til forhandleren – ikke til medierne, siger Stephen Romano.
“Hvis gidseltageren begynder at tale med medierne, får han et forum, hvor han kan tale fra. Vi risikerer, at han begynder at “spille” med medierne, at han nyder opmærksomheden, og det kan forlænge situationen,” vurderer FBI-chefen.
Stephen Romano vil ikke afvise, at der kan opstå helt unikke situationer, hvor det kan være nødvendigt at bruge medierne aktivt.
“Men politiet skal i alle sager have kontrollen,” fastslår han. Stephen Romano understreger, at konflikter mellem presse og politi i forbindelse med gidseldramaer eller andre højspændte situationer kan forebygges. I USA holder de lokale politikredse møder med journalister, hvor de taler om krisesituationer.
“Når pressen går for langt, er det i langt de fleste tilfælde et spørgsmål om uvidenhed,” mener Stephen Romano.
TV 2 bliver nu indklaget for Pressens Faglige Udvalg.

0 Kommentarer