search

Gensyn med en strategi

"Hvad så med alle de andre," spurgte en af de studerende på SDU med slet skjult indignation tidligere chefredaktør Niels Lunde, da han præsenterede Berlingske Tidendes tre legendariske arketype-læsere, Dorthe, Henrik og Jacob, for de tre hold på 1. semester på journalist-uddannelsen i Odense i denne uge.

"Hvad så med alle de andre," spurgte en af de studerende på SDU med slet skjult indignation tidligere chefredaktør Niels Lunde, da han præsenterede Berlingske Tidendes tre legendariske arketype-læsere, Dorthe, Henrik og Jacob, for de tre hold på 1. semester på journalist-uddannelsen i Odense i denne uge.

Dorthe, Henrik og Jacob er de tre læsere, som Berlingskes journalister skriver til. Eller i hvert fald skrev til fra 2003. Som skulle sørge for, at avisen overlevede.

Det var et rimeligt spørgsmål, den studerende stillede, og det runger stadig i mine ører.

Det er svært at se ligheden mellem offentligheden, som medierne burde henvende sig til, hvis man tænker rent gammeldags publicistisk, og de tre "arketypiske" læsere, Dorthe, Henrik og Jacob.

F.eks. tjener de tre veluddannede fiktive storkøbenhavnere henholdsvis 504.000, 650.000 og 420.000 kroner om året. Holder man det op imod oplysningerne om de personlige indkomster, som Danmarks Statistik indsamler årligt, viser det sig, at mindre end 7,4 procent af de 4,1 million danske lønmodtagere kan præstere en lige så høj indkomst som Berlingske Tidendes arketyper – i hvert fald i 2003, da de tre mennesker blev skabt. Næsten 40 procent af alle lønmodtagere havde a-indkomster på under 150.000 kroner dengang. Det er mindre end en tredjedel af den dårligst lønnede af de tre arketyper. Men det sagde Niels Lunde ikke noget om i sin fremlæggelse. Faktisk nævnte han ikke de tre arketypers indkomster med et ord.

Jeg har stadig de tre arketyper liggende i min skuffe. Når jeg savner Berlingske Tidende og mine kolleger fra dengang – og det gør jeg jævnligt, så hiver jeg Dorthe, Henrik og Jacob frem fra skuffen, ser på deres profiler og tænker: "Jeg blev ikke journalist for kun at skrive til dem." Og så føler jeg den dybe tilfredshed, man føler, når man er sluppet ud af en spændetrøje.

Som den studerende senere argumenterede i klasseværelset: De tre arketyper kan da sagtens glæde sig til fremtiden og nøjes med de positive, løsningsorienterede artikler, som de skulle have serveret flere af i Berlingske Tidende. De har det jo godt.

Men hvad med alle de mennesker, der ikke har det godt? Hvad skal de læse? Og endnu vigtigere: Hvor kan vi læse om dem?

Kigger jeg mig rundt i mit private netværk, så finder jeg en enkelt kontanthjælpsmodtager, ganske få fattige og slet ingen perkere. Jeg kan da meget bedre sætte mig ind i Dorthe, Henrik og Jacobs problemer med alt for stor friværdi, uopdragne børn i huset og svamp i udekøkkenet.

Læser jeg avisen, skal jeg være heldig, hvis den for alvor gider beskæftige sig med dem, der tjener under de 150.000 kroner årligt. De gælder ikke kun Berlingske Tidende, men også de andre medier. Landsdækkende, regionale og lokale. De fattige findes derude: "Opgjort i antal personer er antallet af fattige i 2004 opgjort til 165.000 personer. Der har været en stigning i antallet af fattige siden 1998 på næsten 30.000 personer. I perioden 2001 til 2004 er tallet steget med 10.000 personer," fremgår det af en gennemgang fra CASA. De rige er blevet rigere og de fattige er blevet fattigere. Danmark gider bare ikke snakke om de fattige – for de kan jo bare finde sig et arbejde, ikke? Tag turen ud på Istedgade fra Hovedbanegården i København, så kan du se dansk politik levendegjort som på et frilandsmuseum. Lige nu er der mange stakler, for 5-8 år siden stod de knap så tæt, misbrugerne, pusherne, luderne og lommetyvene.

Dorthe, Henrik og Jacob tjener stadig det samme som i 2003 og er ikke hjemløse, og de tre arketyper var nødvendige for, at avisen kunne ikke gik under selv, mener Niels Lunde.

For en avis handler det ikke kun om journalistik, men om at drive en virksomhed, der kan tjene penge, som Niels Lunde pointerede igen og igen. Og når journalistikken bliver gratis på nettet og på gaden, og når mediekæmperne slås, så… skider vi bare på samfundet og mediet som demokratiets vagthund og satser på bedsteborgerne Dorthe, Henrik og Jacob, der kan betale for et abonnement og lægge nogle kroner hos annoncørerne? Det er vejen til overlevelse for mediet (måske, lad os nu se), men næppe vejen til et sundt samfund.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen