Kjerteminde Avis har ansat den kun 23-årige Sara Wiese Kristensen som redaktør af den 133 år gamle avis.
Der er præcis 40 års aldersforskel mellem den gamle og den nye redaktør på Kjerteminde Avis. Den 15. marts tiltræder den 23-årige journalist Sara Wiese Kristensen fra Danmarks Radios P4-redaktion i Næstved som ny redaktør på den 133 år gamle Kjerteminde Avis. Hun afløser 63-årige Allan Aistrup, som selv har ønsket at trække sig tilbage. Det skriver Kjerteminde Avis på hjemmesiden.
Sara Wiese Kristensen får ansvaret for den daglige netudgave og den månedlige papiravis, som alle borgere i Kerteminde kommune modtager.
Sara Wiese er uddannet journalist på Syddansk Universitet og var i 2007-08 freelancer på det trykte dagblad.
Kjerteminde Avis blev for et år siden omlagt til netavis med et månedligt trykt supplement i det gamle store dagbladsformat. Siden er avisens læsertal fordoblet, så netudgaven nu har mere end 12.000 brugere og over 170.000 månedlige visninger.
Kjerteminde Avis, der i mange år blev kaldt Danmarks mindste avis, har i dag seks redaktionelle medarbejdere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.