Den mest afsides
Distriktsbladsgruppen holdt generalforsamling i Mommark – på ydersiden af Als – klokken 10 søndag morgen.
Der deltog ti – tre fra bestyrelsen og syv andre.
Lækkert traktement
Kreds Fyn.
Kreds 6 og Kreds 4 forsøgte begge med bugnende fade med delikatesser. Men i Kreds Fyn så menuen på Restaurant Borgen ved Lystbådehavnen i Svendborg således ud:
Forret bestående af røget rådyrkølle på bund af krølsalat og marineret rødbede. Dernæst overdådig buffet med salater og oksesteg. Endelig var der ost og frugt samt udsøgte vine. Pris 10.500 kroner.
Alt sammen akkompagneret af guitaristen og sangeren Lasse Helner, der blandt andet gav et sanseligt nummer.
Dyreste arrangement
Kommunikationsgruppen lokkede folk til generalforsamlingen ved at invitere de cirka 60 deltagere på middag på restaurant Bojesen på Axelborg i København. Pris 35.571.
Flest øl
Cola og isvand har gennem de seneste ti år domineret generalforsamlingernes mødeborde, men ikke på RUC. Her kan de studerende godt tage fra.
Utjekket regnskab
Distriktsbladsgruppen havde ikke fået regnskabet revideret.
Manglende budget
Både Fotograferne og Kreds 1 fik verbale tæv af medlemmerne for ikke at servere et budget på generalforsamlingen.
Høj gennemsnitsalder
Gennemsnitsalderen i Kreds 1 lå tæt på de 50. Der var flere krykker end stilletter.
Til gengæld var der også flest deltagere ved Kreds 1s generalforsamling. Der deltog cirka 100.
Bedste generalforsamling
Det må være Fotografernes. Det sagde formanden, Peter Thornvig, i hvert fald selv.
Fotograferne har tidligere været delt op i tre geografiske grupper, men blev nu lagt sammen til en stor. Det foregik uden store diskussioner. Snakkelysten blev i stedet brugt til at diskutere faglige spørgsmål.
"Selv om vi er grå i toppen, så er der saft i os," sluttede Peter Thornvig.
Markant frafald
I Kreds 2 havde to bestyrelsesmedlemmer på grund af arbejdsløshed forladt både journalistikken og forbundet og dermed også bestyrelses-arbejdet.
Den ene for at blive taxa-chauffør i Roskilde, den anden for at uddanne sig til folkeskolelærer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.