search

Gemmeleg med offentlighedslov

Nuværende og tidligere ministre vil ikke svare på spørgsmål om Bødskovs "fortrolige rum". Mange henviser til justitsministeren, der heller ikke svarer, selv om Journalistens henvendelse er åbnet 24 gange.

20 nuværende og tidligere ministre vil ikke svare på spørgsmål om behovet for det ”fortrolige rum”, der er en del af justitsminister Morten Bødskovs (S) forslag til ny offentlighedslov. Jyllands-Posten har gennem en uge kontaktet de nuværende og tidligere ministre skriftligt og telefonisk, men kun fået afvisende svar.

Journalisten har efterfølgende forsøgt at få flere af regeringens ministre i tale. Uden succes. Listen ser således ud i skrivende stund.
Finansministeriet:
”Jeg har nu tjekket, og vi henviser dine spørgsmål til Justitsministeriet, der jo er ansvarlig for den nye offentlighedslov,” skriver finansminister Bjarne Corydons (S) presseansvarlige i en mail.

Heller ikke økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (Rad.V.) ønsker at fortælle, om hun har haft konkret behov for Bødskovs ”fortrolige rum”.
»Hun henviser til justitsministeren,« siger Vestagers særlige rådgiver Henrik Kjerrumgaard.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (Rad.V.) er optaget hele dagen, skriver hans særlige rådgiver Lars Bøgeskov mandag eftermiddag:
”Christian er ude hele dagen i dag med væg til væg-program. Jeg har kontaktet ham, men i dag er nok umuligt.”

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) svarer via sin pressesekretær i en mail:
”Mette Gjerskov har ingen kommentarer til dine spørgsmål om offentlighedsloven og henviser i øvrigt til justitsministeren.”

Klokken 17:16 kommer en mail fra en pressemedarbejder i social- og integrationsministeriet:
”Tak for din mail. Jeg vender tilbage til dig snarest muligt.”
Den mail bliver fulgt op klokken 17:54 af en mail fra social- og integrationsminister Karen Hækkerups (S) pressechef:
”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med en kommentar.”

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhrs (SF) særlige rådgiver Thomas Nystrøm svarer i en mail:
”Det er lidt kort varsel. Pia har ikke mulighed for at deltage. Det rigtige sted at henvende sig er vel også i Justitsministeriet.”

Onsdag aften svarede undervisningsminister Christine Antorinis (S) presseansvarlige i en mail:
”Offentlighedsloven hører under justitsminister Morten Bødskov. Du skal have fat i ham.”

Tirsdag formiddag svarer kulturminister Marianne Jelveds (Rad.V.) særlige rådgiver Andreas Hemmeth:
”Vi henviser til Morten Bødskov, da det er hans politiske område.”

Minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen (S) vil ikke svare på Journalistens henvendelse. Miljøminister Ida Auken (SF) vil heller ikke svare:
”Tak for din mail. Ida Auken henviser til Morten Bødskov for spørgsmål til offentlighedsloven, da den er hans resortområde,” skriver en pressemedarbejder fra ministeriet i en mail.

Heller ikke ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (Rad.V.) ønsker at svare på spørgsmål om, hvorvidt han som minister har været i en situation, hvor han havde brug for paragrafferne fra den nye offentlighedslov. Den presseansvarlige skriver:
”Jeg skal henvise til, at du kontakter justitsminister Morten Bødskov for alle spørgsmål vedrørende forslaget til en ny offentlighedslov, da offentlighedsloven hører under justitsministerens ressort.”

Journalisten har bedt justitsminister Morten Bødskov om at sende en liste over konkrete sager, der har været, siden offentlighedskommissionen blev nedsat, hvor der har været brug for det ”fortrolige rum”, som den nye offentlighedslov skal give.
Mailen er blevet åbnet 24 gange. Men ikke besvaret.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen