Pc'en er god til at gemme – og især genfinde – oplysninger. Tag nu en elektronisk kildeliste, som kolleger på en avis eller et andet medie deler. Den udvider ens tilgængelige kildenet mange gange. Den gør det let at være flere om at dække den samme sag ud fra mottoet ingen hemmeligheder. Og den gør det let for en afløser at følge en sag, når de faste medarbejdere har fri.

Den elektroniske kildeliste gør det selvfølgelig også nemt for den dovne journalist, som bare kan tage de kilder, som andre har lagt ind i systemet og blot bruge dem. Det bringer ikke nye kilder i medierne. Men det er ikke kildesystemets skyld – det er den dovne journalists. Enhver kan bruge – eller misbruge – et nyt redskab til at arbejde bedre eller blot få lettelser uden at bidrage med noget nyt.

Nogle – især de elektroniske – medier er langt med at lave den slags fælles kildelister. På aviser og andre steder, hvor journalister sidder på faste stofområder, går det noget mere trægt.

Men her er det også ved at komme i gang – blandt andet fordi Dicar nu tilbyder et gratis kildesystem til medlemmerne, som bygger på den tanke, at journalistik er en moderne vidensproduktion, der bliver bedre, når man arbejder sammen og deler sine oplysninger. For nogle journalister er det et brud med vanen om at passe godt på sine egne kilder, selv putte med oplysningerne og derefter lancere tophistorien.

De bedste historier kommer dog, når et nyt tip fra journalist A bliver delt med en gammel oplysning fra journalist B og en analyse fra journalist C. Pludselig er summen mere end enkeltdelene. De er raffineret til en forside.
Journalister bør bruge elektronik, der hjælper den vidensdeling.

Men i hele den udvikling er der et MEN.

Vi er nødt til at lave præcise retningslinier om, hvad der gemmes hvor, hvad det må bruges til og af hvem, og specielt hvad der ikke gemmes. Det er en proces, som akkurat er begyndt på de danske medier, er min erfaring. Og det er en stor mundfuld.

Lad os tage kildelisten igen. Skal enhver kunne ringe op på kildernes mobiltelefonnumre – eller er det kun den medarbejder, der har fået nummeret, der må bruge det? Skal kilderne vide det?

Og hvad med de fortrolige kilder – de kilder, som vi giver kildebeskyttelse, og som vi ikke vil udlevere til kolleger og politi. Min erfaring er, at det kun er ganske få kilder, der er så fortrolige, når man virkelig tænker over det. De kilder skal slet ikke ind i et kildesystem.

Generelt skal der slet ikke gemmes fortrolige oplysninger i et it-system. Det nytter heller ikke noget at kryptere dem. For en krypterings-nøgle kan brydes. Og hvis oplysningerne er inde i systemet, er der en grund for politiet til i skærpede efterforsknings-situationer at konfiskere nogle eller alle pc'ere og andre stykker hardware og dermed i praksis lukke det pågældende medie.

Ved politifolk på forhånd, at de ikke finder noget, har de ingen anledning til at tage hardwaren med. Der er dog ingen garanti.

For at forvirre er der faktisk nogle gange, hvor den bedste sikkerhed er at skrive en kilde ind i et system. Hvis man fra en inderkreds af få menne-sker får lækket fortrolige oplysninger, er der mere sikkerhed i, at alle står på samme måde i kildesystemet, frem for at hovedkilden mangler, men alle de andre er inde.

Alle medier bør indføre en politik om, at fortrolige oplysninger ikke under nogen form gemmes i it-systemet. Man kan gemme dem på en di-skette eller på papir og sørge for, at de ikke er tilgængelige på mediet. Men ikke ind og ligge på en harddisk.

Fortrolighed må tages alvorligt.