»Et helt år med tusindvis af opkald og ansøgninger og frustrationer og den totale mangel på selvtillid var slut. Med ét slag var jeg fri. Fri. Fri for journalistik. Hvilken lise.«
Jeg dimitterede i den glade sommer 2002 fra Danmarks Journalisthøjskole og troede, at jeg skulle lave kassen, samtidig med at jeg ville være verdens vidunderligste skribent.
I stedet for tager jeg i dag min røde kedeldragt på og møver rundt med gearkasser, hjul og alverdens syge biler på et autoværksted på Amager.
Efter et år som arbejdsløs orkede jeg nemlig ikke rende rundt og spilde min tid på at blive et mindre og mindre menneske, derfor besluttede jeg mig for at rykke.
AF er dejlig. Jeg undersøgte, om det kunne lade sig gøre at få tilskud til at blive lærling på trods af, at jeg allerede havde trukket penge ud til et taxakørekort. Det kunne det godt. Der er tilskud til alle karriere-ryk.
Jeg nævnte det for kæresten, som sagde: »Så ring dog, ring dog!« Jeg ringede til autoværksteder, mens jeg grinede usikkert til hende. Var sikker på, at det bare var endnu et forbigående påfund, som dengang jeg troede, taxachaufførjobbet var lykken.
Men: Ni opkald senere var jobsamtalen i hus. Dagen efter var jeg ansat. Så nemt.
Det var SÅ nemt.
Et helt år med tusindvis af opkald og ansøgninger og frustrationer og den totale mangel på selvtillid var slut. Med ét slag var jeg fri. Fri. Fri for journalistik. Hvilken lise.
»Vi prøver det sgu,« råbte mester glad ved frokostbordet og rakte mig en kolossal næve, og jeg nikkede.
Vi prøver det sgu.
Fire dage senere begyndte jeg.
Det var i juni 2003.
For ti år siden gik jeg også med en automekaniker i maven. Dengang gik jeg på Teknisk Skole, men jeg sprang fra, fordi gymnasiet trak. Det er altså en drengedrøm, der her går i opfyldelse. Samtidig synes jeg selv, det er på sin plads at være automekaniker, når voksendrømmen er en stilling som motorjournalist.
At der så er et par sure kameler, som skal sluges undervejs, har jeg overraskende måttet bide i mig. For eksempel er det lidt mærkeligt, når jeg hører en klassekammerat på Teknisk Skole sige:
»Jeg glæder mig til om en måned, for så er der kun et år til, at jeg får kørekort.« Så føler jeg mig lidt malplaceret.
I begyndelsen skulle jeg hele tiden hente kaffe med fire skefulde sukker til min svend, som var 22 år gammel med fem års erfaring som automekaniker. Feje gulv og tømme skraldespande var også en del af jobbet. Jeg lærte, at en lærling er en lærling, også selv om jeg er 29 år gammel og for lidt siden stillede kritiske spørgsmål rettet mod ministre til et landsdækkende morgenprogram.
Alt dette er jeg dog kommet over. For jeg kan ikke sige mig fri for at synes, at det er for sejt at kunne lave biler.
Alligevel føler jeg mig af og til som taber og synes, at jeg er til grin. For mig gik det første halve år som automekanikerlærling med at glemme og komme mig over min forbistrede bitterhed på alt, hvad der havde med journalistik at gøre. Jeg deserterede, fordi jeg brækkede mig over min egen uformåenhed i faget, og dette er min terapi. Biler er det eneste, jeg altid har været sikker på at kunne lide. En tryg flugt fra det utrygge journalistliv.
Nu er terapien imidlertid slut, og jeg har fundet en symbiotisk konstruktion på mit liv: I min fritid laver jeg bydelsblad og andre små-journalistiske ting, og som hovederhverv laver jeg biler. En dag skifter jeg gear og vender de to ting om, men det ene gør, at jeg kan holde det andet ud.
Indtil videre skal jeg bare tøjle mine modstridende følelser af at være til grin, være for sej og være misundelig på journalister i arbejde. Hver dag er jeg i tvivl. Hver dag har jeg lyst til at skride fra værkstedet. Hver dag ser jeg, at det er der ingen idé i. Men der er en klar idé ved at blive ved: Jeg lykkes. I stedet for at mislykkes. I stedet for at surmule.
Min yndlingsbog er lige nu legendariske Mogens H. Damkiers: »På rette vej«. Den handler om 60er-biler. Ren terapi.
* Bernt Kastberg, 29 år, uddannet journalist, nu mekanikerlærling
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Bernt!
Jeg er mere eller mindre tilfældigt faldet over din nu 3 år gamle artikel "Gearskifte", der omhandler dit skift fra journalist tli mekaniker.
Selv sidder jeg lidt i samme situation, og det kunne være sjovt at høre hvordan uddannelsesforløbet har været for dig. Jeg blev i 2005 student fra gymnasiet, og har i de sidste to år rejst rundt i Europa, og har arbejdet som guide, tjener samt på hotel. Sidste halve år er gået med enorme tanker om uddannelse, og jeg er netop startet på DTU som maskiningeniør, da jeg altid har haft en interesse for biler.
Men jeg kan allerede mærke at den uddannelse slet ikke tiltaler mig. Jeg har altid haft interesse for biler, og har selv rodet med biler op gennem gymnasiet og siden hen. Der er et eller andet der trækker i mig for at starte som mekanikerlærling, men jeg sidder med en masse spørgsmål, som jeg kan se du også sad med. Det med at skulle gå i skole med folk der kommer direkte fra folkeskolen, og "synke ned" på det niveau det er, at gå på Teknisk Skole, og ikke komme til at få studiekammerater som man får på de højere uddannelsesinstitutioner... :S
Hvordan har dit forløb været, og arbejder du i det hele taget stadig indenfon mekanikerfaget?
Venlig hilsen en nysgerrig person ;)
Christian Køster