Gang i mediebranchen

Gang i mediebranchen: Der er rekordmange jobopslag

Ledigheden blandt AJKS’ medlemmer er også lav i forhold til sidste år

Du har måske allerede lagt mærke til det i jobopslagene her på Journalisten.dk, og der er noget om det: Der er for alvor gang i den danske mediebranche.

Antallet af jobopslag på mediajob.dk har i hvert fald slået rekord tre måneder i træk, oplyser Dansk Journalistforbund.

I alt blev der i januar 2022 slået 110 nye job op på portalen. Dermed blev januar måneden, hvor der var flest jobannoncer i Mediajobs historie. November og december sidste år satte også begge rekord.

Dansk Journalistforbunds (DJ) næstformand, Allan Boye Thulstrup, fornemmer, at der generelt på arbejdsmarkedet er mange jobtilbud, og at det dermed også smitter af i medie- og kommunikationsbranchen.

”Vi kan også se, at ledigheden i a-kassen (AJKS) falder meget, meget hurtigt. Men det er også klart for dem, der stadig er ledige, at det her kan være en svær situation at stå i, for vi snakker så meget om, at der er så meget gang i den, og det kan gøre det sværere at være ledig,” siger Allan Boye Thulstrup.

Rift om kandidaterne

Overordnet set har DJ for tiden væsentligt flere karrieresamtaler end fyringssamtaler, fortæller Allan Boye Thulstrup.

Den øgede konkurrence om de bedste hænder i medie- og kommunikationsbranchen betyder også, at man som står i en god position som DJ-medlem, der søger nyt job.

”Der er rift om kandidaterne, så man står i en god position, når man skal forhandle,” siger Allan Boye Thulstrup.

I den forbindelse opfordrer DJ til, at man tager en snak med tillidsrepræsentanten og DJ, inden man underskriver en kontrakt, så man sikrer sig at komme ind i virksomheden på de bedst mulige vilkår.

Sideløbende er ledigheden i medie- og kommunikationsbranchen også faldet. I hvert fald viser tallene fra a-kassen AJKS, at ledigheden lå på 7 procent i januar, hvilket var 4,5 procentpoint lavere end året før.

Ifølge AJKS er der faldende ledighed for alle grupper af medlemmer i AJKS, og de fleste kommer i arbejde inden for deres faglige område.

0 Kommentarer