Dagbladene tror, de er ene om nyhedsformidlingen. De glemmer, at både tv og radio øjeblikkeligt træder til, når katastrofen sker.
Verden over reagerede dagbladene stort set ens: Da de endelig udkom, bragte de historien om terror-angrebet på World Trade Center, som om det var en nyhed.
"Enormt gammeldags," sukker Flemming Sørensen, der er bladudviklingskonsulent og har været med til at udvikle blandt andet weekend-nu og Musikeren. JOURNALISTEN har bedt den tidligere leder af trykte medier på Danmarks Journalisthøjskole om at vurdere nogle af de danske avisforsider fra onsdag den 12. september.
"Når så stor en katastrofe sker, laver de fleste journalistik efter bakspejlsmetoden," klager Flemming Sørensen.
Ifølge ham er der ganske få mennesker, der et døgn efter katastrofen ikke er klar over, at angrebet har fundet sted, og at mange er dræbt. Alligevel handlede de gængse overskrifter om det. Politiken skrev: Terrorangreb på USA – tusinder frygtes dræbt.
Dog roser han JydskeVestkysten for en flot forside. Rubrikken "Verden i chok"gør den bedre end forsiderne på de tre store landsdækkende aviser, fordi den kommer et skridt videre. Flemming Sørensen kan ikke forstå, at de fleste aviser fylder forsiderne med tekst.
"Der er sket noget, der ikke kræver ord, alligevel skriver de spalte op og spalte ned, endda uden mellemrubrikker. De eneste, der turde lade billedet stå alene, var Ekstra Bladet. De plejer altid at have en mening, men behøvede det ikke den dag. Ikke på forsiden, til gengæld fyldte lederen hele side to."
Bladudviklingsmanden mener, aviserne i stedet skal forsøge at finde ud af, hvad det er, aviserne kan tilføje.
"JydskeVestkysten prøvede at gøre det," siger han. Ifølge Flemming Sørensen skal aviserne væk fra nyheden, som for længst har kørt i radio og fjernsyn. Avisen kan dykke meget længere ned i aspekterne og omhyggeligt vælge billede, overskrift og layout. Avisen kan spørge, om der vil sætte en ny bølge ind, om der er risiko for at vi bliver bombet, og om hvad det næste vil blive.
Set i bakspejlets ulideligt klare lys ville Flemming Sørensen lave en forside onsdag den 12. september med rubrikken: "Hvem Fanden kunne finde på det her?" Ovenover billeder af det totalt ødelagte Manhattan, som Berlingske Tidende bragte på forsiden.
"Jeg ville godt turde at bruge både Fanden og spørgsmål en sådan dag. Det ville køre på dobbelttydigheden i Fanden," siger Flemming Sørensen. Han mener, at man sådan en dag bør bryde sit sædvanlige koncept for forsiden.
Læs også: Terror – direkte, Hvad der sker, mens det sker og Forsiderne ifølge bladkonsulenten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.