DOVENSKAB. I ét væk har danske morgenaviser og ugebladene, selv det royale Billedbladet, omtalt – og siden gentaget og gentaget og gentaget i munden på hinanden – at dronningens middag på Christiansborg for stats- og regeringsledere under COP15 var en galla-middag.
Var der da virkelig ingen af jer, som undrede jer over, at dronningen og de øvrige kvindelige medlemmer af kongehuset, modtog gæsterne i godt og vel knækorte kjoler, hvis der altså virkelig var tale om en GALLA-MIDDAG? Heller ikke de mandlige medlemmer af kongehuset var galla-klædte.
Tjek kongehusets egen hjemmeside under "Kalender". Her står under 17. december 2009:
Direkte citat: "Regentparret afholder middag med deltagelse af Kronprinsparret, D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie samt H.K.H. Prinsesse Benedikte for stats- og regeringscheferne på Christiansborg Slot i forbindelse med FN's klimakonference COP15 kl. 19.00."
Naturligvis kunne en masse helt almindelige tv-seere i det pågældende Breaking News-øjeblik lade sig snyde af Greenpeace-aktivisternes udprægede galla-tøj (det var jo trods alt en sammenkomst hos den danske dronning), men journalister, især I, som skriver om kongehusets gøren og laden, burde dæleme kunne kende forskel. Især hvis I havde gidet tjekke – eller i det mindste undre jer – og derefter undersøge sagen nærmere.
Hvis der var gået ged i dress-koden, og uanset hvorfra og hvor tidligt, ville det da også være en udmærket historie, frem for blot at vade i hinandens fodspor med hermetisk tillukkede øjne.
Tjek selv diverse aviser og ugeblades hjemmesider. Her er sammenkomstens art gentaget dag for dag, i skrivende stund frem til 21. december, og så kommer den lige igen: At det var "politiet og sikkerhedsvagterne, der svigtede ved dronningens galla-middag under COP15."
I, kære kolleger, har stadig ikke undret jer, det har jeres redaktionssekretærer og ansvarshavende redaktører åbenbart heller ikke.
– Jytte Bigom, Sjællandske Medier, Lokalavisen Sydkysten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.