Gæt og håb – årets pressefoto 2005

  

Journalisten har ringet rundt til samtlige nominerede og spurgt dem, hvilke af deres billeder de tror er blevet nomineret – og hvilke af deres billeder de selv synes er bedst. Det skete få dage før prisoverrækkelsen ved åbningen af Årets Pressefoto i Odense fredag den 25. februar. Samme dag som Journalisten gik i trykken. Pressefotograferne anede altså ikke, om de skulle op på podiet for at hente en hædrende omtale eller hyldes som Årets Pressefotograf.

Jan Grarups trofæsamling

Som den første fotograf har Jan Grarup scoret hattrick med ’Årets Pressefoto’. I år tog han for tredje gang i træk prisen og måtte også på podiet for at få prisen som ’Årets Pressefotograf’ og prisen for ’Årets Feature’ – samt to hædrende omtaler i kategorien ’Årets Nyhedsbillede’.

MESTEREN. Inden vinderne ved Årets Pressefoto blev offentliggjort, nåede Jan Grarup lige at få en førsteplads ved World Press Photo i kategorien ’Hverdagsliv’ for sin serie om romaer i Slovakiet.

Få dage før placeringerne blev afsløret ved Årets Pressefoto-arrangementet i Odense fredag den 25. januar, regnede Jan Grarup ikke med at få prisen for ’Årets Pressefoto’.

»Jeg tager det meget stille roligt, det er på tide, der er andre, der tager over. Jeg har taget min del. Nu står jeg jo som vinder af ’Årets Pressefoto’ to år i træk, så sandsynligheden for at gøre det tre år i træk er nok ikke stor.«

Han kunne ikke vide, at han måtte på podiet hele fem gange. Hvilket aldrig før er sket i Årets Pressefotos 30-årige historie.

Ud over de seneste tre år tog han også ’Årets Pressefoto’ i 1994 og 1999 og blev ’Årets Pressefotograf’ i 1991, 1994 og 2000 – dertil kommer uendeligt mange andre priser.

»Jeg er generelt meget godt tilfreds med det, jeg har sendt ind. Jeg fortsætter med den stil, jeg har haft i mange år, og som betyder noget for mig,« siger Jan Grarup.

Da han bliver bedt om at gætte på, hvad han kan være nomineret for, nævner han billedet af de sørgende kvinder efter terrorangrebet i Madrid.

»Det har en ikon-agtig status, der holder i længden.«

Men han nævner også serien fra begravelsen af Arafat og romaerne i Slovakiet.

»Det er en relevant historie, det er mere relevansen end selve fotografiet, der er vigtig. Jeg er gået efter det, der både har en funktion og en betydning.«

Selv om serien om romaerne i Slovakiet har givet ham en førstepris ved World Press Photo, regner han det ikke for en selvfølge, at dommerne ved Årets Pressefoto har valgt den serie:

Det er før set, at billeder, der vinder World Press Photo, ikke vinder i Danmark.

Det, der bliver betragtet som noget stort og vigtigt i udlandet, er det måske ikke i Danmark, siger han.

»Jeg har selv siddet i juryer og ved, at det betyder meget, om dommerne er på bølgelængde, eller om de ligger fjernt fra hinanden billedsprogmæssigt.«

Jan Grarup gætter på, at han får hård konkurrence fra Martin Lehmann og Jacob Ehrbahn, der begge har taget billeder af ødelæggelserne efter tsunamien.

»Det har de gjort flot. Der er jo også Tine Harden. Hun er altid ski’god. Hun har sin egen lille verden med de ting, hun brænder for og gør ski’godt. Hun fotograferer flot og stilsikkert.«

Årets Pressefoto

LIVSVILKÅR. Dommerne begrundede deres valg af Jan Grarups foto af drengen i trillebøren med, at billedet talte til deres hjerter.

»Man husker drengen og hans altsigende blik«, og »det var en yderligere kvalitet ved billedet, at man ikke ved første øjekast kan se, hvor man befinder sig, men blot bliver mindet om verdens mange problemer. I dommernes øjne er billeder, som bringes tilbage fra en utilgængelig egn, og som alligevel siger noget generelt om menneskets livsvilkår, netop essensen af god fotojournalistik«.

Årets Pressefotograf

INTENSITET. Ingen tvivl hos dommerne. Jan Grarup er en klar vinder. Hans serie dækker tre af de største nyhedshistorier i Danmark, Europa og verden, repræsenteret ved Den Demokratiske Republik Congo (dommerne ville dog gerne understrege, at det valgte billede er det svageste af en række stærke indtryk fra landet),« står der i begrundelsen.

Undervejs var tre ud af seriens fem billeder med i opløbet om årets nyhedsbillede.

Dommerne siger om billederne, at »de viser alle en stærk intensitet, en solid evne for journalistik, et godt udvalg af historier og en kvalitet, der gør, at hvert enkelt billede kan stå alene. Derudover fremhævede en af dommerne de fremragende billedtekster, der understreger historierne og billedernes styrke«.

Årets Nyhedsbillede – vinder

SYMBOL. Prisen går til Martin Lehmann, fotograf på Politiken, for billedet af et solbadende par midt mellem lig og oprydning i Thailand.

Dommerne sagde om vinderbilledet, at »de blev ved med at tænke på den absurde situation i billedet, som ikke kan ses uden for konteksten af den muligvis største naturkatastrofe i vor tid. Disse mennesker vælger at fortsætte deres solbadning, selv om døde i hundredvis samles op på stranden i deres umiddelbare nærhed, og folk omkring dem har mistet deres livsgrundlag. Derfor bliver de et symbol ikke bare på tragedien i ferieparadiset, men på hele den menneskelige tilstand.«

Det er tredje gang, Martin Lehmann er nomineret i Årets Pressefoto. Denne gang har han ikke selv udvalgt sine billeder. Det har hans chef, Per Folkver, fordi Lehmann selv var i Thailand for at dække tsunami-katastrofen, da billederne skulle sendes ind.

»Han har sgu valgt godt ud. Jeg stoler på ham,« lyder det fra Lehmann.

Selv tror han, at det må være tsunami-billederne, han er nomineret for.

»Det er ret fine billeder fra naturkatastrofen,« siger han og fremhæver billedet af parret på stranden.

»Jeg ved ikke, om de tør give det et eller andet. Jeg kan godt lide det. Det åbner op for en debat og har fået folk til at tænke sig om. Jeg har fået mange mails om det billede. Mange har sagt, at det kan blive ’Årets Pressefoto’, men det ved jeg ikke. Det ville i hvert fald være skægt, lidt kontroversielt.«

Martin Lehmann tror dog også, at hans billeder fra præsidentvalget i USA måske kan have en chance.

»Vi var fire fotografer fra Politiken derovre i sammenlagt to måneder. Det må f… have kostet dem nogen penge,« siger Lehmann.

Årets Nyhedsbillede – hæder

IKONER. Jan Grarup modtager begge de hædrende omtaler i nyhedskategorien: Serien fra Arafats begravelse i Ramallah består af syv billeder. Dommerne kaldte serien æstetisk godt komponeret og fremhævede, at den opsummerede situationen omkring den palæstinensiske leder. Fotoet af de sørgende efter attentatet den 11. marts i Madrid mindede dommerne om klassiske malerier af den sørgende Madonna.

Årets Danske Hverdagsbillede – vinder

LYRIK. Prisen går til Casper Dalhoff, freelance/Ingeniøren, for en serie fra Grønland.

Dommerne måtte diskutere længe og også hente hjælp: Kan grønlandske billeder vinde kategorien ’Danske Hverdagsbilleder’?

Resultatet blev, at det kan de.

Dommerne kaldte billederne »stærke, sofistikerede fotografier med en vis lyrisk kvalitet«. Derudover lagde de vægt på »at de også viser en god forståelse for dagliglivet«.

Casper Dalhoff har været på nettet for at se, hvad de andre fotografer har sendt ind, især hvad de andre nominerede har sendt ind. Han håber, at det er hans serie fra Grønland, som dommerne har fået øje på.

»Det er mit eget projekt. De andre billeder stammer fra opgaver, som jeg har fået tildelt. Grønlands-billederne har jeg personligt involveret mig mere i, men jeg har ikke sendt noget ind, som jeg ikke ønsker skal komme med på udstillingen,« siger Dalhoff.

Årets Danske Hverdagsbillede – hæder

UDENFOR. Carsten Snejbjerg, freelancefotograf, fik hædrende omtale for sin serie på syv billeder om hjemløse på Amager, København. En serie, han lavede til sit fagspeciale på Journalisthøjskolen. Han sendte også en anden serie ind, nemlig sin hovedopgave om romaerne, som han har fået hædrende omtale for i feature-kategorien.

Dommerne sagde, at serien om de hjemløse var godt fotograferet og »fanger øjeblikket præcist, og viser konflikterne, følelserne og alkoholens klare dominans«.

Carsten Snejbjergs hjerte ligger i serierne.

»Enkeltbilleder viser ofte en pudsig situation, hvor man er heldig at være der. Det er ikke det samme hårde slid, som at lave en serie,« siger han.

Thomas Lekfeldt fik ligeledes hædrende omtale for sin serie på syv fotos om en falkoner.

Dommerne sagde, at de blev ført ind i en helt særlig livsstil, der ellers ikke er tilgængelig for udenforstående, og tilføjede, at Lekfeldt »fortæller en his-torie i stillbilleder, der ellers normalt kun ses på tv-kanaler som Discovery.«

Det er første gang, Thomas Lekfeldt har sendt ind, og han aner ikke, hvad dommerne har fået øje på.

»Jeg tror mest, at det er brylluppet, men jeg har også en serie om en falkoner, men den er mere klassisk. Jeg lavede den til et af vores første forløb på 2. semester,« fortæller han.

Thomas Lekfeldt begyndte 1. februar i år i praktik på BilledBladet.

Årets Portræt – vinder

EKSPERIMENTERENDE. Tine Harden, freelancefotograf, får prisen for et silhuetportræt af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Dommerne kaldte Tine Hardens portræt for spændende og eksperimenterende og uddybede med ordene:

»Det giver beskueren lyst til at se nærmere efter og udforske billedet, der sidder i en naturlig ramme. Desuden ligner det fantastisk godt.«

»Måske noget portræt, måske noget feature. Jeg ved det ikke,« siger Tine Harden nogle dage inden arrangementet – overbevist om, at hun ikke vinder en af de store priser.

»Jeg har kigget på mine konkurrenters billeder. Dem, jeg har sendt ind, er meget humoristiske – en helt anden genre. Jeg tror, at årsagen til, at jeg er nomineret, er, at jeg trækker i en anden retning. Dommerne vælger nok nogle tsunami-billeder, men vælger så også et af mine, fordi de er opmærksomme på, at sådan ser verden også ud.«

Hendes gæt lyder på, at hendes billeder fra verdens største hundeshow i England vinder en feature. Eller en reportage fra et hestevæddeløb.

»Det kan også være portræt. Det kunne være et af de to billeder af Mary, jeg har sendt ind. De er lidt atypiske. Det kunne være, at dommerne for en gangs skyld vælger et billede af den kommende dronning.«

Årets Portræt – hæder

ØJNE. Det er de insisterende øjne, der fangede dommerne, da de besluttede at give Jeppe Carlsen, der er i praktik på B.T., hædrende omtale for et billede fra et indisk børnehjem.

Hun »udstråler en stærk vilje til overlevelse. Først efter man er i kontakt med hende, lægger man mærke til hendes deforme hånd og får lyst til at vide mere om hendes historie«, sagde dommerne.

Både Jeppe Carlsen og hans venner troede inden prisuddelingen, at dommerne havde fået øje på hans portræt af Kim Larsen.

Dommerne kaldte Henrik Kastenskov portræt af en ung rygenarkoman for en »modig« måde at fotografere på, som »skaber en fantastisk fysisk struktur i billedet, der viser en ung mand, som allerede er slidt af livet.«

Det er også det billede, Kastenskov selv håber på.

»Der er ret stærke reportagefotografer blandt de nominerede,« siger han og tror ikke, hans serie om albanske flygtninge kan klare sig i den konkurrence.

Henrik Kastenskov har været i praktik i et år, og han synes, han er blevet bedre.

»Mine billeder er blevet mere enkle. Jeg har bestræbt mig på at rydde op i dem.«

Årets Sportsbillede – vinder

MODIGT. Miriam Dalsgaard, fotojournaliststuderende, får prisen for en serie om unge indiske kvinder, der forbedrer deres livsvilkår gennem sport. Den serie gav hende en andenplads i ’Sports Feature’ ved World Press Photo.

Dommerne kaldte serien for »ikke en helt konventionel serie«. De lagde vægt på, at det er et »anderledes og modigt valg, der bringer os tæt på en sjælden set side af den fattige verden. Samt at fotografierne viser kvinder i sport men handler om langt mere end det – nemlig om håb og overlevelse«.

Serien har allerede givet Miriam Dalsgaard en andenplads i World Press Photo, derfor gætter hun på, at det også er den serie, dommerne i Årets Pressefoto har peget på.

Serien handler om, at det i Indien er muligt gennem sport at kvalificere sig til et job i politiet eller hæren.

Miriam Dalsgaard har været i praktik på Politiken, men er nu tilbage på skolen og bliver færdig til sommer.

»At få en pris fra både World Press Photo og Årets Pressefoto er et kæmpe klap på skulderen. Det er dejligt at få anerkendelse gennem de ting, jeg har lavet. Det giver lyst til at lave mere,« siger Miriam Dalsgaard.

Hun har været glad for, at hun på Politiken har haft plads til at lave projekter, der har varet flere dage og kostet en masse ekstra energi. Det håber hun også at få fremover.

»Derfor glæder jeg mig også til at lave min hovedopgave,« siger hun.

Årets Sportsbillede – hæder

VILDT. Dommerne ved World Press Photo gav en andenplads i ’Sports Action’ til Lars Møller Jensens billede af gymnasten. Dommerne ved Årets Pressefoto gav det hædrende omtale. Det var især »lyset og billedets komposition, der giver det en helt særlig æstetik«, der begejstrede dommerne.

Lars Møller Jensen troede forud for uddelingen, at dommerne ved Årets Pressefoto ville vælge det samme som World Press Photo, men var dog ikke sikker:

»Det er ikke til at sætte sig ind i, hvordan dommerne tænker. Sådan er det jo med konkurrence, nogle gange undrer man sig, andre gange siger man ’ja, selvfølgelig’.

Foreløbig er han bare glad for World Press Photo-prisen.

»Det er helt vildt, at jeg pludselig er nummer to i verden. Helt vildt.«

Dommerne gav også hædrende omtale til Claus Bjørn Larsen, Berlingske Tidende, for billedet fra Irak, hvor nogle drenge spiller fodbold.

Dommerne er overbevist om, at det vil overraske Claus Bjørn Larsen, men de valgte det, fordi »det viser, hvordan livet fortsætter på trods af en voldsom konflikt. De påpegede desuden det smukke lys i billedet«.

Helt overrasket bliver Claus Bjørn Larsen dog næppe. Han gætter selv på, at billederne fra Bagdad kan være en mulighed, endda også i sportskategorien.

»Jeg har været med så mange gange, at jeg ved, at lige meget, hvor meget man studerer og gætter sig frem, så kan man ikke være sikker,« siger han.

Årets Feature – vinder

ØJEBLIKKET. Prisen tog Jan Grarup, Politiken, med serien »Det nye EU« om romaerne i Slovakiet.

Dommerne fremhævede »de fantastiske farver, det visuelt sofistikerede udtryk, den gennemgående kvalitet i alle billederne, den teknisk avancerede brug af farver, og at der er et ’øjeblik’ i hvert eneste fotografi. Den ene dommer mente endda, at det er en af de bedste serier, vedkommende har set i årevis«.

Årets Feature – hæder

HJERTEBØRN. Der var hædrende omtale til en anden serie om de slovakiske romaer, den gik til Carsten Snejbjerg, freelance. Jacob Ehrbahn, Politiken, fik hædrende omtale for sin serie om gadebørn i Mongoliet.Carsten Snejbjergs serie på otte billeder fik ros for »sine stærke kompositioner«. Dommerne var især meget begejstrede for billedet af »det ’kærlige øjeblik’, der viser, hvordan vold og overgreb i en familie forplanter sig til børnene«.

Det er Carsten Snejbjergs hovedopgave.

»For første gang har jeg haft tid til at fordybe mig, for første gang har jeg styr på min stil, mit fotografi er begyndt at fungere. Jeg føler, jeg har fundet mig selv.« siger han.

Jacob Ehrbahn, Politiken, fik hædrende omtale for serien på otte billeder om gadebørn i Mongoliet. »Meget detaljerede billeder, der har så meget liv, at en enkelt dommer næsten kunne lugte gaderne i Ulan Bator,« hedder det i bedømmelsen.

Jacob Ehrbahn begyndte på sin beskrivelse af Mongoliet sidste år og har siden været der et par gange.

»Mongoliet er mit hjertebarn, det er mit helt eget projekt,« forklarer han og håber at få lavet en bog derfra.

Han er overbevist om, at han er nomineret i feature-kategorien.

»Åben Klasse er jo skåret væk, til stor ærgrelse for de fleste fotografer.
I stedet er der nu en web-kategori, hvor kun fire mennesker sender ind,« påpeger han.

Årets Tv-fotograf – vinder

KREATIVITET. Vinderen blev Ole Jermiin, freelancer, for sit indslag med navnet »Komikeren«.

Der var hædrende omtale til Marianne Leth, freelancer, for filmen om »Burundis børn« samt til Niels Westh, DR, for indslaget om den italienske fodboldspiller, Francesco Totti, der spytter på Christian Poulsen under EM.

Dommerne valgte Ole Jermiins indslag om Jan Gintberg. De lagde vægt på »fotografens kreativitet og måden, han fortæller en historie på med blot en enkelt person«.

Ole Jermiin håbede selv forinden på, at det blev det indslag.

»Jeg vil gerne spille på hele klaviaturet. Der kan tv noget, som dybest set ingen andre medier kan: Soundbites, reallyd og menneskelige øjeblikke,« siger han og fortæller, at han går efter ’cash the moment’ og visuel storytelling.

Årets Tv-fotograf – hæder

HÅNDHOLDT. Marianne Leth, freelancefotograf, fik hædrende omtale for sin »meget smukke film om Burundis flygtninge«. Dommerne fremhævede »skønheden i billederne og det rolige, fokuserede håndholdte kamera, der næsten fik filmen til at fremstå som stillbilleder«.

Filmen bliver vist i sin fulde længde på DR i april.

Niels Westh fik hædrende omtale for sit scoop under EM-kampen, hvor han fanger den italienske spiller Totti i at spytte på Christian Poulsen.

Det er første gang i de mere end 20 år, han har været fotograf, at han sender ind, men det er ikke et indslag, han har brugt lang tid på at finpudse.

Visuel journalistik på internettet – vinder

THULE. Maria Hedegaard, nyuddannet fotojournalist, blev eneste vinder i denne kategori. Dommerne ønskede ikke at uddele hædrende omtale til de øvrige tre, der havde sendt ind.

Maria Hedegaard både håbede på sin hjemmeside om livet på Thulebasen fortalt med fastbilleder, videosekvenser og lidt tekst.

»Et site, man har lyst til at bevæge sig rundt i og undersøge de forskellige lag i. Billederne vises godt og er i en god størrelse. Det blev desuden bemærket, at kortet minder lidt om Playstation med en velfungerende interaktivitet,« sagde dommerne.

Sammen med Michala Paulli og Kathrine Krake valgte hun at lave sin 7. semesteropgave deroppe. De brugte to uger til at forberede sig, blandt andet med at beslutte, hvordan layoutet på sitet skulle være. De var på Thulebasen i en uge, hvor de arbejdede i døgndrift, derefter var der to ugers arbejde hjemme, inden de afleverede.

»Vi valgte en multimedieproduktion, fordi det er fremtiden. I en avis er mulighederne meget begrænsede, på nettet kan man vise meget mere. Det er en god måde at udnytte foto-grafiet på,« siger hun.

World Press Photo

VINDERE. Tre af de nominerede ved Årets Pressefoto har allerede fået priser ved dette års World Press Photo. Men der var fire danske vindere, den fjerde er David Høgsholt, der besatte tredjepladsen i kategorien ’Contemporary Issues’.

Billedet viser, at Mia fixer sin veninde Tascha i halsen med kokain, og var med på udstillingen ved sidste års udgave af Årets Pressefoto.

Dommerne

KAMP. 2.865 billeder, webproduktioner og videoindslag lavet af 199 fotografer. Det var, hvad dommerne Brian Storm fra USA, Terje Bringedal fra Norge og danske Lotte Mejlhede skulle vælge blandt, da de skulle finde vinderne af Årets Pressefoto og sammensætte udstillingen.

For første gang kunne dommerne ikke tage billederne i hånden, men kunne udelukkende sortere i dem på skærmen.

Brian Storm savnede papirbillederne lidt. Han synes, for meget afhang af hans hukommelse. Terje Bringedal derimod synes, at det gjorde arbejdet lettere, at alle billederne var på computeren.

Lotte Mejlhede, der i modsætning til de to andre ikke er fotograf, var bange for at komme til at overse nogle billeder, fordi hun ikke kunne se alle på en gang.

Kampen mellem dommerne var hård.

»I’ll fight for that photo,« slog Lotte Mejlhede fast. Det var tre stærke psyker, der kæmpede om vinderbillederne. Terje Bringedal måtte udsætte sit aftenfly til Norge med flere timer. Først ud på aftenen på andendagen nåede de tre igennem alle kategorierne.

0 Kommentarer