Inden for de sidste fire-fem år, har tv-journalistikken i Danmark ændret sig afgørende. Tidligere så vi lange tv-interview på skærmen. Nu er stilen meget mere billedrig. Historierne fortælles overvejende med billeder.
Det er selvfølgelig en velkommen udvikling.
Tv er fundamentalt et visuelt medie, og derfor ved dagens tv-journalister også, at det ikke er nok at formidle information. Og de bliver undervist i, at tv-historien skal laves med relevante og spændende billeder plus lyd for at fascinere seeren.
Men det er nu engang ikke alle historier, der er fødte tv-historier. Og hvis vi ikke gør os klart, at også den rent oplysende historie skal have sin plads på skærmen, vil dansk tv-journalistik gå samme vej som i USA: Den bliver overfladisk og følelsesbetonet og overlader de seriøse, informationstunge historier til aviserne.

Den udvikling er et resultat af, at tv i USA styres af markedsmekanismer, og man derfor har en tv-industri, der er bange for at kede sit publikum. Når markedskræfterne får lov til at bestemme, hvad der er godt tv, bliver følgen en slags uerkendt censur: Kun historier, der kan leve op til kravet om fascination, bliver produceret.
Om historien er vigtig eller væsentlig, det spiller ikke nogen rolle i forhold til dens underholdningsværdi.
Det, synes jeg, er en farlig udvikling. Men den kan stoppes herhjemme, hvis journalister og redaktører beslutter sig for at sætte hælen i og kæmpe imod.
Hvis man derimod opgiver at give plads på skærmen til den informative historie indimellem, så bliver der sendt et signal til tv-journalisterne om, at den gennem-researchede, komplicerede historie ikke hører til på tv.
Så det er nu Danmark skal vælge mellem at gå i USA’s underholdende fodspor eller at følge BBC, der beskytter den kedelige, men væsentlige historie, fordi den er vigtig at fortælle seerne.

Men hvad med den tv-historie, der dukker op fra tid til anden, og som ikke kan laves med et maksimum af fascination? Hvis vi ikke vil lave den og bruge tv-teknikkerne bedst muligt til at formidle et kompliceret emne med vanskelige analyser, så er der nogen historier, der aldrig vil blive fortalt på tv. Og jeg er ked af at opdage, at den tendens har sneget sig ind i det danske tv-miljø.
I 1998 ville en erfaren tv-journalist på DR lave et 30 minutters program om euroen, og hvordan den vil påvirke de forskellige nationale valutaer.
Han fik et nej til forslaget, fordi det ikke egnede sig til tv!
Inden for samme måned lavede BBC præcis den samme historie. Og selvfølgelig var det ikke en visuel historie, men den var godt researchet og godt fortalt, fyldt med informative analyser og farverig grafik.
Det var også i 1998 to DJH-studerende valgte at lave deres hovedopgave på tv om et økonomisk emne. De blev kritiseret alvorligt af censor, der ikke mente, det var en tv-historie. Opgaven var velresearchet, intelligent opbygget og fyldt med informationer.
Men de studerende fik en lav karakter, fordi emnet ifølge censor ikke var egnet til tv!

I en anden sammenhæng blev et britisk dokumentarprogram om soldater, der blev brugt som forsøgsdyr for kemisk krigsførelse, kritiseret for at indeholde for mange interview. Den britiske journalist forsvarede sig med, at menneskers ansigter giver mange vigtige informationer, men de danske seere – der svarede som om de næsten fulgte en hellig drejebog – anklagede det for ikke at være et tv-program, det skulle hellere have været lavet på radio.
Som amerikansk tv-journalist med 25 års erfaring, vil jeg hævde, at der er mindst fem forskellige typer af dokumentarprogrammer. Og efter min mening, er det indskrænket og naivt at dømme dette britisk dokumentarprogram »uegnet for tv.«
Jeg kunne ikke drømme om at sige til mine studerende, at de skulle lade være med at lave en historie, bare fordi den ikke er visuel.
Tværtimod ville jeg arbejde tæt sammen med dem for at finde frem til en opbygning og produktionsmåde, der kunne gøre historien så fascinerende som muligt – uden at gå på kompromis med vigtig information.

Da vi nu nærmer os år 2000, er det et godt tidspunkt at gøre status.
Hvad kan vi vente, og hvad skal vi være på vagt overfor.
Det kommercielle tv-system, man har i USA, den underholdende tendens både i nyheder og andre journalistiske programmer, er ikke noget, der kritikløst bør kopieres.
Troværdighed er tit det første offer for kommercialiseringen.
Hvis seervenlighed bliver næsten lige så vigtigt som information, er vi på en farlig glidebane, der vil kræve sine ofre.
Lad os ikke undervurdere den danske gennemsnit-seers intelligens. Danskernes uddannelsesniveau er højt. Hr. og fru Hansen behøver ikke at blive underholdt, hver gang de sætter sig ned for at se et journalistisk tv-program.

Af Nancy Graham Holm, leder af Danmarks Journalisthøjskoles TV-afdeling