For få journalister bliver selvstændige. Det er et tab for den personlige frihed – og et tab for folkestyret, der kalder på flere, frie, kritiske stemmer i den offentlige debat.
De tre journalistuddannelser må sporenstregs tage medansvar for at sætte start af egen virksomhed på skemaet. Javel, der er pr- og pa-bureauer, der drives med stor gejst og smukt udkomme af journalister. Men hvor blev initiativet til nye små, private medier af?
Ikke engang internetrevolutionen har sat skub i dannelsen af små, privatdrevne niche-medier. Se dig omkring: Hvor mange nye netmedier kan du tælle til? Se for dig tre under uddannelse: En frisørelev, en kokkeelev og en journalistelev. Frisøren og kokken drømmer om egen virksomhed – journalisten om at blive ansat.
I dag bliver kun godt hver tiende nybagte journalist selvstændig. Af 1.150 afgangselever fra 2006-08 er kun de 121 i dag selvstændige, noterer Dansk Journalistforbund. Det er flere end tidligere, men selvstændighedstrangen burde mindst være på 25 procent. Ja, hvorfor ikke endnu mere? Alle, der læser til el-installatør, gør det for at få autorisation til at starte egen forretning. Hvorfor er journaliststanden i den grad en lønmodtagerstand, mens deres arbejdspladser ejes af skiftende udlændinge … eller af Kultur-Carina?
Siden 2000 har "Iværksætteri og Innovation" været en del af uddannelsen inden for Køkken-, Hotel og Restaurationsfagene. Studievejledningen på Danmarks Journalisthøjskole overvejer et fag i iværksætteri. Godt så – faget iværksætteri skal indeholde elementer som: Fra ide til forretningsplan. Kapitalforhold og likviditetsstyring. Budget, bogføring og regnskab. Konkurrencesituation, internettets kommercielle niche-muligheder og ansættelsesregler.
Iværksætterfag kan bane vej for en lykkelig livsbane. De selvstændige former selv deres arbejdsliv. Hvad de laver, hvornår, hvor meget, hvem de arbejder sammen med, hvornår de kan hente børn eller gå til tandlæge og så videre. Ikke at forglemme: Hvornår lysten og fysikken er til at arbejde 60 timer om ugen, og hvornår 30 timer er nok.
Internetrevolutionen, der i disse år i massivt omfang vil flytte print til online, har skabt et landkort, hvor den unge, selvstændighedstrængende journalist kan sætte sine hegnspæle ned og indtage mulighedernes jord. Go online, young woman. Dot-dk er rummet, der kan indtages, hvor firparti-bladsystemet desværre måtte give op. Lad os få en medieskov af små netaviser med 2-20 ansatte de næste to-fem år.
Vejen starter med iværksætterfag på DJH, SDU og RUC. Den går over den varslede omfordeling af mediestøtten fra licensmedier og dagblade til internet. Og den ender med øget arbejdsglæde for alle de journalister, der er trætte af korttidsansættelser i DR eller fyringer på dagblade.
Gå dog selv, lønslaver!
For få journalister bliver selvstændige. Det er et tab for den personlige frihed - og et tab for folkestyret, der kalder på flere, frie, kritiske stemmer i den offentlige debat.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.