Fyrre, Fed og Freelance

ANMELDELSE. I år fylder FreelanceGruppen i DJ 40. "Jeg bliver både opløftet og trist over at bladre ’40’ igennem." Julie Asmussen anmelder Freelancegruppens jubilæumsudgivelse ’40’

Jubilæumsmagasin: 40 – FreelanceGruppen siden 1977
Redaktør: Nina Trige Andersen
Udgiver: FreelanceGruppen i DJ (103 sider)

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

I min navlebeskuende naivitet gik jeg her og troede, at kampen for at få fastansatte (chefer) til at solidarisere sig med den voksende gruppe af løsarbejdere (der også i disse år kaldes prekariatet), og herunder betale dem en ordentlig hyre, var et fænomen af nyere dato, og et særligt kendetegn for den tid, vi lever i netop nu.

Det har jubilæumsudgivelsen ’40’ (et af mange tiltag, der fejrer Freelancegruppens 40 års jubilæum) heldigvis gjort mig meget klogere på: Kløften mellem fastansatte på flæsket og flaksende freelancere er ingenlunde ny, og udfordringerne nu synes at være de samme som ved gruppens stiftelse i 70'erne; nemlig at skabe netværk, udveksling og sammenhold løsarbejderne imellem, at sikre freelancere ordentlige arbejdsforhold, ophavsret og rettigheder, og at få fastansatte til at forstå, at dét at presse sine freelancende kolleger på prisen i sidste ende skaber lønnedgang for alle.

’40’ er udformet i en til lejligheden særdeles passende scrapbogsform, og over 100 sider veksles der velgørende mellem nedslag i historien (fx fra Freelancegruppens stiftelse) og kig i krystalkuglen (blandet andet via voxpops med nyuddannede og deres forestillinger om freelancetilværelsen) og interviews med erhvervsaktive og meget forskellige freelancere fra DJ's efterhånden mangeartede faggrupper og specialer.

Jeg bliver både opløftet og trist over at bladre ’40’ igennem. Opløftet, fordi fire årtiers gode faglige kræfter, initiativer og indignation springer mig i møde, og fordi de gode og inspirerende cases i udgivelsen giver mig håb (”Mit karrieremål er først og fremmest at undgå nogensinde at blive fastansat igen,” som Marie Irgens Jacobsen siger). Og så bliver jeg uendeligt trist, fordi det lader til, at kampen for freelancerrettigheder og særligt en fair hyre, synes at være som at slå i en dyne (hvilket blandt andet kan ses af en umisforståelig graf, der på sørgelig vis illustrerer, at freelancernes indkomst i stigende grad ikke følger med de fastansattes.

Opløftende eller ej vil jeg opfordre til at bruge ’40’ som ammunition i den stående debat om, hvordan vi skaber et arbejdsmarked, hvor både fastansatte og freelancere kan føle sig trygge og ligeværdige og få lov at yde deres bedste. For det kan simpelthen ikke passe, at vi i et fælles fagforbund skal sovse rundt i de samme solidaritetsproblematikker på 40. år, hvilket får mig til at tænke på, om en del af forklaringen kan være, at Freelancegruppen ikke gør så meget væsen af sig uden for jubilæumstid?

Måske har de 40 år på bagen gjort, at gruppens store arbejde er en velbevaret og intern hemmelighed, og at ”nyfreelancere”, der som jeg selv sluses ind i forbundet via et andet O-medlemskab (og derudover er hængt op af gøremål som alle andre freelancere), slet ikke opdager, at et tilsyneladende fantastisk fællesskab for freelancere allerede findes?

Det håber jeg, at ’40’ kan være med til at råde bod på. Jeg har personligt fået lyst til at deltage i fællesskabet.