Fyringstruede hængt ud

INDISKRET. DR Bornholm havde ingen skrupler, da en liste med navnene på 106 fyringstruede ledere og mellemledere blev lagt ud på stationens hjemmeside i forbindelse med en historie om nedskæringer på det kommunale budget.Flere af de navngivne følte sig dog krænkede.»Alle talte om det. Vi blev hængt til tørre, vi følte os udleveret,« siger regionsdirektør Orla Kristiansen.

INDISKRET. DR Bornholm havde ingen skrupler, da en liste med navnene på 106 fyringstruede ledere og mellemledere blev lagt ud på stationens hjemmeside i forbindelse med en historie om nedskæringer på det kommunale budget.

Flere af de navngivne følte sig dog krænkede.

»Alle talte om det. Vi blev hængt til tørre, vi følte os udleveret,« siger regionsdirektør Orla Kristiansen.

I de 10 dage, hvor listen med de 106 navne var online på DRs nyhedsside, fik den 3.300 hits. DR Bornholm modtog 10 klager.

»Det kom bag på mig, at det blev opfattet som en hetz mod de offentligt ansatte,« siger Per Bjerre, DR-chef på Bornholm.

Han forklarer, at DR Bornholm ikke havde tænkt på, om det kunne være sårende at se sig selv som netop den, der skulle skæres væk.

»Tværtimod ville vi vise konsekvenserne. Når politikerne siger, at der kan spares ved at rense ud blandt kommunale mellemledere, viser vi, det handler om mennesker, med et ansigt og navn. I den situation kan man ikke bruge abstrakte begreber som grønthøstermetoden,« siger Per Bjerre.

Regionsdirektøren, der selv var med på listen, køber ikke DR-chefens argument.

»Man kan vælge en saglig tilgang. Det handler om kommunale funktioner, ikke om de enkelte navne,« siger Orla Kristiansen.

Ingen af øens medier tog sagen op set fra mellemledernes side.

Redaktøren af Netavisen Bornholm.nu, Bjarne Hansen, mener, forløbet var overflødigt:

»Da fiskeindustrien i 2005 fyrede 90 medarbejdere i ét hug, nævnte DR Bornholm ingen navne. Det er ikke mere interessant, fordi der er tale om kommunalt ansatte.«

DR-chef Per Bjerre forstår ikke, at nogen kunne føle sig ramt; det var kendsgerninger, de ansatte allerede måtte være bevidste om.

»I øvrigt fik vi en spøjs opringning fra én, der mente, at hans chef burde stå på listen over fyringstruede … det rettede vi så,« siger Per Bjerre. /bisa

0 Kommentarer