20 stillinger bliver nedlagt på Lolland-Falsters avis Folketidende. Grafiske opgaver skal udliciteres, og ledige stillinger vil ikke blive genbesat (Opdateret kl. 12.09. Opdateret tirsdag kl 10.03)
Ledelsen på Folketidende har meldt ud, at der skal spares syv-otte millioner – og at det vil betyde, at 20 stillinger bliver nedlagt.
Fire stillinger, der er ledige, eller bliver ledige ved naturlig afgang, vil ikke blive genbesat.
Derudover skal der skæres 16 stillinger i en fyringsrunde, der nu forhandles om.
Fyringsrunden vil især ramme de grafiske afdelinger, hvor ledelsen og bestyrelsen nu foreslår, at opgaverne skal udliciteres.
Det skriver Folketidende i dag.
Derudover vil der blive nedlagt redaktionelle stillinger. I første omgang var der tale om, at fem stillinger skulle nedlægges. Men det tal er nu blevet revideret, siger tillidsrepræsentant Bjarne Arildsen:
»Jeg har fået at vide, at der er tale om ikke fem, men fire stillinger, der skal findes blandt de redaktionelle medarbejdere,« siger tillidsrepræsentant Bjarne Arildsen til journalisten.dk.
»To er fratrådt allerede. De to stillinger bliver ikke genbesat. Så er der en, der har sagt op fra januar på grund af alder. Den bliver ikke genbesat. Så er der en stilling tilbage, der skal findes. Der er et par stykker af medarbejderne, der allerede har meldt ud, at de vil sige op, så den sidste stilling, der skal nedlægges, bliver fundet blandt dem.«
Men det ligger i ledelsens udspil, at de grafiske opgaver skal udliciteres?
»Ja, der er nogle andre, der skal overtage nogle af vore grafiske funktioner.«
De besparelser rammer især annonceproduktionen, og der foregår netop forhandlinger om disse besparelser, der især rammer ansatte på HK-overenskomst.
»Vi går både tilbage oplagsmæssigt og på annoncerne. Det er meget trist.«
Fyringsrunden kommer efter et markant dyk hen over sommeren i annonceindtægter. Det har presset Folketidende på økonomien, så avisen har en anstrengt likviditet.
Det fremgår af forslaget, at stillingerne vil blive skåret blandt grafisk personale i Nykøbing, Maribo og Nakskov. Derudover er der lagt op til besparelser i salg og administration.
2