Fyringsrunden er i gang. I dag mandag har DR fyret flere chefer, herunder journalistiske.
DR’s kommunikationschef, Lasse Bastkjær Jensen, bekræfter over for Journalisten:
”Jeg kan bekræfte, at der har været afholdt sindetsamtaler med et antal chefer i DR i dag. Det drejer sig jo om personaleforhold, og derfor har jeg ikke yderligere kommentarer til dette. Nu ser vi frem til snart at kunne melde en samlet plan ud for tilpasningen af DR,” skriver han i en mail.
”Sindetsamtaler” er, hvad man internt i DR kalder forløbet, hvor ansatte får at vide, at man har i sinde at fyre dem.
Dermed er DR gået i gang med at skære, allerede før ledelsens spareplan er meldt ud.
I sidste uge meddelte ledelsen, at der er åbnet for at søge om frivillige fratrædelser. Medarbejderne har fået deadline 24. september.
Fællestillidsrepræsentant i DR Henrik Vilmar sagde til Journalisten i sidste uge, at der allerede er medarbejdere, som har søgt om frivillig fratrædelse. Han bekræftede, at der er dårlig stemning blandt medarbejderne.
”Det er en rædselsfuld situation at stå i, at man skal tage stilling til, om man vil forlade sit job eller ej,” sagde Henrik Vilmar.
Spareplan på vej
Medieforliget kræver, at DR skal skære knap 20 procent af budgettet de kommende fem år.
I morgen forventes Kulturministeriet at offentliggøre DR's public service-kontrakt for 2019 til 2023, som skal lægge linjen for mediehusets programaktivitet. Samtidig sidder DR’s ledelse og udarbejder en spareplan, som skal sikre, at man lever op til både medieforliget og public service-kontrakten. Derfor er det sandsynligt, at DR venter med at iværksætte den store spareplan, til efter public service-kontrakten faktisk er på plads og meldt ud.
Men allerede inden public service-kontrakten er på plads, er DR altså begyndt at afskedige chefer.
2