Ledelsen for Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad har fremlagt en spareplan på 2,8 mio. kroner. Adm. direktør Mogens Flyvholm tror ikke, fyringer kan undgås.
A/S Medieselskabet Nordvestsjælland, der ejer Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad, har i dag holdt fagligt møde med medarbejder. Og der var ikke godt nyt til redaktionerne. Der skal spares 2,8 mio. kroner. Det svarer til fem redaktionelle fuldtidsstillinger. Så galt håber adm. direktør Mogens Flyvholm dog ikke, det går.
»Vi kan nok ikke undgå at skulle af med nogle folk, men jeg håber, det bliver så få som muligt, fordi hver eneste gang vi må afskedige en journalist, forringer det vores muligheder for at lave et godt produkt,« siger han til Journalisten.dk
Mogens Flyvholm er derfor klar til at lytte til medarbejdernes forslag i de forhandlinger, der starter på mandag. Han håber, at de sammen kan finde en løsning, der er økonomisk tilfredsstillende, men samtidig sikrer, at aviserne stadig kan levere god lokaljournalistik. Han mener, det kræver, at aviserne kan tjene penge på andet end annoncer.
»Uanset hvor mange medarbejdere vi mister, må vi se i øjnene, at fremtiden for lokalaviserne er, at vi skal have mere for det rene indhold og ikke være så afhængige af annoncer. Selv om annoncemarkedet vender, bliver det aldrig, som det har været,« siger den administrerende direktør.
Umiddelbart kan det se svært ud at skulle tjene flere penge på redaktionelt indhold, hvis der samtidig bliver fyret journalister. Men Mogens Flyvholm tror på, det kan lade sig gøre.
»Det er klart, at vi ikke kan lave den samme kvalitet med færre medarbejdere. Det siger sig selv. Men vi kan lave en anden kvalitet, og så skal vi til at tage penge for den. Og så kan vi bygge op derfra. Det er for mig at se vejen ud. Det lyder måske let, men det kommer til at kræve blod, sved og tårer,« lyder det fra Mogens Flyvholm.
1