Millionerne fosser fortsat ud af Århus Stiftstidende. Halvårsregnskabet er katastrofalt. Svigtende annonce- og bladsalgsindtægter betyder, at halvårsregnskabet viser et underskud på 37,2 mio. kr., erfarer JOURNALISTEN. Bladhusets mål var at komme ud af 2000 uden underskud. Den 29. august skal avisens direktion fremlægge en økonomisk redningsplan for bestyrelsen. Direktionen vil i de kommende uger undersøge, om der er afdelinger, hvor der er ansat for mange. “Jeg frygter en ny fyringsrunde. De mærkelige flosker, ledelsen bruger, er ikke til at tage fejl af. De betyder fyringer,” siger Morten Ravn, som er tillidsmand for avisens 140 redaktionelle medarbejdere. I løbet af det seneste halvandet år har avisen skåret 30 journalistiske job væk. Avisen har de seneste to år haft katastrofale underskud – på henholdsvis 86 og 80 mio. kr. Og husets økonomi er så meget i bund, at avisen har solgt sine bygninger for igen at lease dem. Medarbejderne har længe ventet på et resultat af de fredsforhandlinger, der foregår mellem avisen, Berlingske og Jyllands-Posten. “Alt har ligget stille nu i et halvt år på grund af de forhandlinger. Det tager alt for lang tid. Og folk må bare arbejde i uvished. Det er fuldstændig urimeligt,” siger Morten Ravn.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.