Fyringer på Tipsbladet

Tipsbladet fyrede i går fem journalistiske medarbejdere. Fra juli udkommer den trykte udgave også kun én gang ugentligt. Det skal give råderum og ro til kvalitetsjournalistik, siger direktøren. DJ kalder situationen "meget ærgerlig".

Tipsbladet fyrede i går fem journalistiske medarbejdere. Fra juli udkommer den trykte udgave også kun én gang ugentligt. Det skal give råderum og ro til kvalitetsjournalistik, siger direktøren. DJ kalder situationen "meget ærgerlig".

I går blev to journalister fyret på Tipsbladets trykte avis, og tre journalistiske medarbejdere fra redaktionssekretariatet fik samme besked.

Fremover vil den trykte udgave slet ikke bringe resultatformidling fra ugens kampe, så medarbejdere med den hovedopgave er automatisk blevet skilt fra. Derfor har Tipsbladets ledelse heller ikke overvejet at benytte sig af frivillige fratrædelser.

Tipsbladet har gennem flere år været en ugunstig forretning. Senest har bladet gennemført en analyse gennem abonnenterne. Her blev resultatformidlingen ikke tillagt værdi.

»Vi må indse, at det er forældet at bringe resultatinformation tre dage efter en kamp, når man kan få informationen direkte på nettet, mens kampen udspiller sig,« siger direktør Thomas Lytzen til Journalisten.dk.

Han vil satse på lange reportager og dybdeborende artikler, når bladets nu ugentlige udgave bliver relanceret i nytænkt udgave til sommer. Tipsbladet skal være en form for fodboldudgave af Weekendavisen, siger han.

»Vi skal ikke gå i infight med E.B og B.T.'s styrker. I stedet skal vi gøre os selv unikke. I avisen skal vi stå af nyhedsræset og give ro til den dybdegående journalistik.«

Den nu nedlagte tirsdagsudgave af Tipsbladet har stået på observationslisten i et år – listen for underskudsforretninger- og det var medarbejderne bekendt med. Alligevel kom det som en overraskelse:

»Vi er i forvejen en lille redaktion, og det kom da som et granatchok for medarbejderne. Ledelsesmæssigt var det bestemt heller ikke en behagelig opgave.«

Den administrerende direktør informerede om økonomien til et fællesmøde. Herefter var der enesamtaler med alle medarbejdere, hvor bladet og deres fremtid blev drøftet. Thomas Lytzen håber, at der er givet råderum og tid til kvalitet ved at spare på bundlinjen.

»Jeg vil ikke tages til indtægt for medarbejdernes tanker. Men det er mit umiddelbare indtryk, at de var enige i, at vi blev nødt til at gøre noget for at sikre Tipsbladets fremtid, i stedet for at bruge 80 procent af vores tid og tankevirksomhed på at holde to ugentlige udgaver flydende,« siger Thomas Lytzen.

I Dansk Journalistforbund beklager faglig konsulent Hans Jørgen Dybro situationen:

»Det er meget ærgerligt, at Tipsbladet er nødt til at fyre så mange medarbejdere. Tillidsrepræsentaterne og DJ har forhandlet med ledelsen om vilkårene for fyringerne. Ledelsen har været imødekommende over for flere af vores krav, og det er vi trods alt tilfredse med.«

0 Kommentarer