Ifølge JOURNALISTENs oplysninger skal der fyres 24 medarbejdere på Randers Amts Avis. Det er chefredaktør Erik Frodelunds eget valg – ikke et krav fra Orkla.
Orkla har meldt ud, at Århus Stiftstidende og Randers Amts Avis skal bestå. Alligevel lever de ansatte på Randers Amts Avis med visheden om, at en ny fyringsrunde er i gang.
Ifølge JOURNALISTENs oplysninger, skal der fyres 24 medarbejdere.
Joachim Malling, der er administrerende direktør i Det Berlingske Officin, ejet af Orkla, bekræfter, at der er fyringer undervejs.
"Det er ikke noget, vi har noget med at gøre," siger han og tilføjer:
"De fyringer er planlagt af Århus Stiftstidendes bestyrelse. De har ikke engang været drøftet i Orklas bestyrelse."
Erik Frodelund, der er ansvarshavende chefredaktør på begge aviser, har meddelt, at han ikke har tid til at tale med JOURNALISTEN før midten af juni.
Joachim Malling siger, at trods fyringerne er der ikke planer om at lukke Randers Amts Avis.
"Århus Stiftstidende og Randers Amts Avis er en del af Det Berlingske Officin, og det vedbliver de at være," lyder det fra Joachim Malling.
Han siger, at Orkla ikke vil lukke en 200 år gammel avis med en stærk markedsposition, alene fordi den har haft en dårlig økonomi i nogle få år.
"Der har været perioder med sund økonomi og perioder med meget dårlig økonomi. Det er vores opgave at genskabe en god økonomi, og vi har da også allerede skabt betydelige forbedringer i den løbende drift.
Selv om det ikke bliver sagt højt, så indgår det også i overvejelserne, at Orkla ikke vil bryde sig om, hvis Jyllands-Posten bliver enerådig i Østjylland og dermed kan gøre en større indsats i København.
Det er dog ikke en forklaring, Joachim Malling kommer med. Han siger, at Jyllands-Posten henvender sig til helt andre læsere end Århus Stiftstidende og Randers Amts Avis.
"Jyllands-Postens læsere ligger i et helt andet segment, de er i det blå segment, mens Stiftens og Amtsavisens læsere er i det violette segment," siger Joachim Malling.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.