search

FYRETHYRET

Op imod 40 journalister skal fyres fra Nyhedsavisen. De er ikke alene. Også i maj 2007 sprang bomben på Nyhedsavisen. Dengang skulle syv journalister fyres. I dag har seks af dem fået nyt job. Journalisten har talt med tre af dem.

 

Op imod 40 journalister skal fyres fra Nyhedsavisen. De er ikke alene. Også i maj 2007 sprang bomben på Nyhedsavisen. Dengang skulle syv journalister fyres. I dag har seks af dem fået nyt job. Journalisten har talt med tre af dem.

Mette Boysen, Dagens Medicin

Fik job efter en måned

»En af mine kolleger på Nyhedsavisen sagde en mandag morgen i maj, at der var rygter om en fyringsrunde. Det tænkte jeg rigtig meget over. Jeg var helt nyuddannet og en af de sidst ansatte på Nyhedsavisen. Men omvendt: Jeg syntes, det ville være røvstrengt, hvis det blev mig. Jeg havde arbejdet rigtig meget.

Så fik vi en mail fra David Trads om informationsmøde. Otte skulle fyres. Vi nedlagde arbejdet og satte os ned på en græsplæne.

Vi ville gå op i en lejlighed på Vesterbro alle sammen. Jeg kan huske, at jeg cyklede, da telefonen ringede. Det var David Trads: ”Du er en af dem, vi har valgt!” Så tog jeg tilbage til avisen.

Jeg blev ked af det og begyndte at græde. Det var ikke arbejdet, jeg ville savne. Men der var så mange søde og sjove mennesker, jeg ville savne. Det var ligesom at fortsætte sit studie.

Jeg fulgtes tilbage til lejligheden med en anden fyret. Det var barokt. Vi var ret opløftede. Vi grinede; skulle på lang sommerferie; tog pis på det. Hun ville købe champagne. Folk var helt vildt søde. Jeg blev rørt over det. Folk sagde: ”Ring til den og den, og vi skal nok hjælpe dig!” Efter et par timer skulle jeg bare hjem og være alene.

Om aftenen græd jeg lidt, da jeg gik i seng. Det hele virkede uoverskueligt. Men så måtte jeg videre. Det skulle for eksempel ikke gå ud over min kæreste, at jeg ikke havde noget job.

En af kollegerne på Nyhedsavisen anbefalede mig til jobbet på Dagens Medicin. Jeg blev ringet op og kom til samtale. Det var midt i juni. Jeg syntes, det tog lang tid, før de svarede. Så fik jeg en mail om, at jeg skulle møde chefredaktøren. Og så gik det i orden. Og jeg er virkelig glad for jobbet.«

Hvad er dit råd?

»Brug dit netværk, og lad være med at tage fyring personligt – selv om det er svært.«

Morten Terp, Teknisk Landsforbund

Først freelance og fra januar i år fastansat

»Vi mødte om morgenen og læste vores mail. Journalistforbundet varslede fyringsrunde. Jeg blev overrasket. Så kom ledelsen på banen og bekræftede fyringerne. Vi nedlagde arbejdet og lavede en pressemeddelelse.

Jeg var ret sikker på, at min redaktion – københavnerredaktionen – ville blive nedlagt. Vi havde ingen annoncer og skulle hele tiden fylde huller ud.

Efter to timers medarbejdermøde forlod vi avisen og gik over på Kløvermarken. Vi var nogle stykker, der gik ned for at købe sodavand og øl. Mens jeg stod i Netto, ringede David Trads og fortalte, at jeg var fyret. Jeg var afklaret og faktisk lettet, for jeg havde haft det på fornemmelsen. Jeg bor i en lille lejebolig, har ingen børn, så det var ingen økonomisk katastrofe. Selv om det er sjovt at lave avis, så var det især det sociale, jeg var ked af at miste.

Alle fire på københavnerredaktionen tog ned på stamværtshuset Høvlen på Christianshavn for at snakke ud. Vi havde et godt sammenhold. Så tog vi over i lejligheden til de andre og drak os fulde.

Jeg havde været uddannet i to år og havde overvejet freelance tidligere. Så jeg tænkte: Nu prøver jeg. Jeg startede i et kontorfællesskab i august og fik nogenlunde gang i forretningen. Men som ny freelancer er du ofte nødt til at få supplerende dagpenge. Du kan sjældent leve af det, du tjener. Så jeg brugte ufatteligt megen tid på at leve op til kravene om at være på supplerende dagpenge. Jeg skrev i alt 25 ansøgninger og kom til 10 samtaler. Nogle af stillingerne søgte jeg af ren pligt, så selvfølgelig var der i starten en grad af skuespil i det. Man skal jo leve op til kravene.

Jeg begyndte i Teknisk Landsforbund i januar, hvor jeg skriver til Teknikeren og laver pressearbejde. Det passer mig rigtig godt. Jeg har været flere år i avisbranchen, og det er dårlige arbejdstider og højt stressniveau. Her har jeg tiden til at fordybe mig.«

Hvad er det gode råd?

»Jeg sigtede bredt og var til samtale på alt fra aviser til fagblade og kommunikation. Jeg mener: Hvis du i dag siger til dig selv, at du kun vil lave avis, så får du det svært. Prøv i det mindste at overveje andet end avisbranchen.«

Anders Heissel, Altinget.dk

Fik nyt job med det samme

»Vi fik at vide, at otte skulle fyres. Så nedlagde vi arbejdet og tog ind til byen. På vejen ind til byen blev jeg ringet op af David Trads. Jeg vendte cyklen og kørte tilbage sammen med de andre fyrede.

Efter næsten fire måneder på barsel var jeg lige kommet tilbage til avisen med mere motivation end nærmest nogensinde. Derfor kom fyringen som en total hammer i hovedet på mig. Det var fejt, tænkte jeg. Flere havde sagt, at det ikke ville blive mig, fordi jeg kom lige fra barsel. Men der var ingen følelser fra ledelsens side i den afsked.

Jeg cyklede alene ind til lejligheden, hvor de andre var. Så kom jeg, og de kiggede på mig. Det var meget … man blev taget hånd om.

Jeg stillede mig op på en stol. Bankede på en ølflaske. Jeg sagde tak for nu. Og at jeg ville savne dem. Så stod de der med våde øjne. Og jeg har næsten ikke set nogen af dem siden. Jeg var sgu så ked af det.

Det var meget svært. Det var først hen på efteråret, at følelserne rigtigt meldte sig. Jeg skulle have familien til at fungere, min lille dreng. Reaktionen kom drypvis, den blev stærkere og stærkere.

En god kollega på Nyhedsavisen var blevet ringet op af Altinget.dk, der manglede en medarbejder. Og allerede da vi var i lejligheden, sagde han, at han ville ringe til Altinget og anbefale mig. Det var 100 procent på netværk, jeg fik det job. Her er fedt at være, og jeg ville klart vælge det her job, hvis jeg fik valget mellem det og jobbet på Nyhedsavisen.«

Fem gode råd fra fyrede til fyrede

1. Brug det netværk, du forlader, til at få et nyt job.

2. Føl efter, hvad du allerhelst vil.

3. Tag ikke fyringen personligt.

4. Find den rationelle forklaring på, at du blev fyret.

5. Avisjournalistik er ikke det eneste meningsfulde.

Kilde: Tidligere fyrede på Nyhedsavisen

Jobjagtens fem bud

Her er fem råd til dig, der er på udkig efter nyt job.

1. Find ud af, hvad du vil, og find ud af, hvad du er god til. Søg også stillinger, der ikke ligner det job, du har. Hvis du bliver sagt op eller er kørt sur i dit job, så er det måske, fordi du skal prøve noget andet.

2. Deltag i efteruddannelse, både for at blive dygtigere og for at møde nye mennesker.

3. Send både ansøgninger på stillingsopslag og uopfordret. Sørg for, at relevante personer i den branche, du vil være i, ved, at du søger. De færreste bliver headhuntet.

4. Kontakt din A-kasse om dine rettigheder. Det giver en bedre fornemmelse af, hvad du kan tillade dig, hvis du ved, hvad du får i dagpenge, eller hvor tæt du er på efterløn.

5. Spørg Dansk Journalistforbund, hvordan du kan komme videre derfra, hvor du er. Afdelingen for Uddannelse og Kompetence (DJUK) kan rådgive dig om alt fra efteruddannelse til, hvordan du skriver den gode ansøgning.

Kilde: Per Nielsen, konsulent i Dansk Journalistforbund

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen