Den tidligere superligaangriber og nuværende fodboldekspert Peter Graulund har tabt en sag mod sin tidligere arbejdsgiver Nordic Entertainment Group (Nent), der står bag TV3-kanalerne og blandt andet ejer rettigheder til at vise fodbold fra Superligaen, Premier League og Champions League.
Graulund krævede 814.000 kroner af Nent i en sag om en uberettiget fyring. Men torsdag har Københavns Byret dømt til fordel for sportskanalen.
Det skriver Ekstra Bladet og tilføjer, at Graulund i stedet skal betale 90.000 kroner til Nent.
Sportschef hos Nent Kim Mikkelsen erklærer sig tilfreds med dommen.
”De to dage i retten viste tydeligt, hvorfor han etisk og moralsk ikke længere kunne være ansat hos os i forhold til det agentarbejde, han lavede, men ikke oplyste os om,” siger Mikkelsen til Ekstra Bladet.
Peter Graulund blev fyret fra Nent i september 2020, fordi han ifølge Nent befandt sig i en dobbeltrolle uden arbejdsgiverens tilladelse.
Ifølge Nent var Graulund, der er registreret som agent, involveret i agentaffærer med AaB-ejede Marcus Hannesbo og FC Nordsjællands Magnus Kofod Andersen. Begge spillere har Mikkel Beck som agent.