Det har vakt international opsigt i medieverdenen, at den uafhængige ukrainske avis Kyiv Post har fyret hele redaktionen og stoppet produktionen af nyheder.
Nu forklarer journalisterne på avisen, at de har tilbudt at overtage avisen fra ejeren, byggematador Adnan Kivan, så de kunne bevare den redaktionelle frihed. Men overtagelsen var betinget af, at Adnan Kivan skulle trække sig. Det krav har han afvist.
I stedet vil medarbejderne nu forsøge at stable deres egen avis på benene.
”Hvis vi ikke kan redde Kyiv Post, kan vi i det mindste redde avisens værdier. Vi er derfor klar til at lave en ny publikation,” siger de på hjemmesiden for den nye avis. Her opfordrer de investorer, annoncører og alle andre interesserede til at bakke op om projektet.