Fyr rollemodellerne

POSITIVT. Medierne skal fortælle flere positive historier om indvandrere, stod der på bagsiden af forrige Journalisten. At gøre op med den skævvredne portrættering af borgere med indvandrerbaggrund bakker vi fuldt op om i foreningen Ansvarlig Presse. Det har vi sat fokus på i fire år gennem 400 workshops, debatarrangementer og undervisning af journaliststuderende.Hvad vi derimod ikke kan støtte, er forslaget om flere positive historier. Af tre vigtige årsager.

POSITIVT. Medierne skal fortælle flere positive historier om indvandrere, stod der på bagsiden af forrige Journalisten.
At gøre op med den skævvredne portrættering af borgere med indvandrerbaggrund bakker vi fuldt op om i foreningen Ansvarlig Presse. Det har vi sat fokus på i fire år gennem 400 workshops, debatarrangementer og undervisning af journaliststuderende.

Hvad vi derimod ikke kan støtte, er forslaget om flere positive historier. Af tre vigtige årsager.

For det første er der et grundlæggende problem ved rollemodellen og den positive historie: Den fortæller en usagt underhistorie, der bekræfter det negative billede. Sikke en præstation, at rollemodel Mimoza læser medicin (= indvandrere er generelt ressourcesvage). Samtidig skygger det for virkeligheden, hvor andelen af gymnasieelever med indvandrerbaggrund er næsten repræsentativ, og hvor minoritetspiger på universiteterne forholdsmæssigt har overhalet de danske piger.

For det andet viser socialpsykologisk forskning, at modpoler ikke ændrer fordomme. Modpoler ses i stedet som en undtagelse. Det kender vi i Ansvarlig Presse fra vores arbejde i folkeskoler, hvor indvandrere ofte opfattes som aggressive, uintelligente og dårligt selskab. Lige undtagen klassekammerat Houdaifa, for det er jo … Houdaifa.

For det tredje virker det sjældent konstruktivt at bede journalister om at lave en kvotefordeling for deres historier.
Vejen frem er derimod en anden: Vi skal bruge borgere med indvandrerbaggrund som helt almindelige kilder – også i artikler om finanskrise og iPads, så det samlede billede i medierne bliver nuanceret. Forskning peger på, at skal vi ændre fordomme, skal vi præsenteres for et samlet nuanceret billede, som afviger fra forestillingen – men ikke for meget.

Forcerede positive historier om indvandrere er lige så diskriminerende som at fortsætte med den nuværende skæve nyhedsdækning, hvor vi stort set kun ser personer med indvandrerbaggrund i historier om kriminalitet, religion og dårlige sociale kår. Det viste en undersøgelse fra Ugebrevet A4 i 2005, og Ansvarlig Presse er netop nu ved at søge penge til at få lavet en opdateret undersøgelse.

Fordi vi skal have rystet fordommene – det er vigtigt.

– Johanne Pontoppidan Tuxen, cand.public i kriminologi og socialpsykologi og medlem af foreningen Ansvarlig Presse.

0 Kommentarer