Han må godt søge job hos konkurrenterne, men ikke lave sin egen netavis. Nu inddrager Fynske Medier Frede Jakobsens fratrædelse og truer ham med retssag for brug af navnet 'Svendborgsavis.dk'.
Det er en turbulent tid for fagbladet Journalistens tidligere redaktør Frede Jakobsen. Søndag fik han tildelt Kreds Fyn-prisen 'Kæphesten' for anden gang i sin karriere. Mandag lancerede han netavisen Svendborgsavis.dk med kritisk, lokal nyhedsdækning. Og tirsdag kom så et brev fra Fynske Medier, der bortviser ham og inddrager det halve års fratrædelse han stadig har til gode og endvidere truer med retssag, hvis han ikke dropper navnet 'Svendborgsavis'.
»Han har overtrådt sin loyalitetsforpligtelse over for sin arbejdsgiver, og han gør det med vores eget navn,« forklarer Per Westergård, chefredaktør på Fyens Stiftstidende.dk.
Han henviser til fratrædelseskontrakten, hvor det hedder, at Frede Jakobsen ikke må drive konkurrerende virksomhed eller bistå med råd og dåd til konkurrerende virksomhed.
Er Svendborgavis.dk en konkurrerende virksomhed?
»Økonomisk set er Frede overhovedet ikke en trussel. Det er primært det, at han har taget vores navn. Svendborg Avis er et registreret varemærke, og det står præget med store stenbogstaver, når man går ind på vores redaktion i Svendborg. Og når man krænker vores varemærke, betragter vi det som en fjendtlighed,« siger Per Westergård.
Han henviser også til den kritiske tone, Svendborgsavis.dk bruger over for Fyens Stiftstidendes lokaldækning.
»Hans medie er i sin retorik åbenlyst kritisk mod vores avis i Svendborg. Hele initiativet er iscenesat som et næsten hadefuldt opgør med en nuværende arbejdsgiver. Det har jeg grundlæggende ikke noget imod, det skal bare ikke ske for vores penge.«
Frede Jakobsen er selv chokeret, især over bortvisningen.
»Jeg havde overhovedet ikke set det komme, selv i min vildeste fantasi. Da vi indgik fratrædelsesordningen fik vi klart at vide, at vi fra 1. marts var frie til at søge andet arbejde. Og Per Westergård udtaler i dag til flere medier, at det ikke havde været et problem, hvis jeg havde fået job hos for eksempel TV 2 Fyn,« siger Frede Jakobsen.
Per Westergård bekræfter, at der i hans øjne er forskel på konkurrende medier.
»Da vi lavede fratrædelsesaftaler var det virksomhedens ønske, at så mange som muligt kunne komme i beskæftigelse. Havde Frede Jakobsen fået job på TV 2 Fyn, ville vi have vurderet sagen og sagt, at det være helt i orden. Men Fredes sag adskiller sig ved, at han næsten iværksætter en hadefuld fjendtlighed med brug af vores navn – det er en helt anden situation,« siger Westergård.
Sagen har to sider. Dels overtrædelse af markedsføringsloven, idet Frede Jakobsen bruger navnet Svendborgsavis, der ligger tæt op af navnet på det firma, Svendborg Avis A/S, der er den ene part i samarbejdet Fynske Medier. Frede Jakobsen er blevet bedt om at slette navnet, ellers vil han blive slæbt i retten.
»Nu vil jeg snakke med det advokat-firma, der har truet. Det er ikke den store sag for mig. Lad det komme an på en forhandling, så kan jeg eventuelt ændre det, selvom jeg helst er fri,« siger Frede Jakobsen.
For ham personligt er det langt mere alvorligt, at han nu mister et halvt års aftalt fratrædelse.
»Jeg får ingen varsel, advarsel eller henvendelse. Havde de ringet og sagt: stop det! Så havde jeg haft muligheden for at overveje det. Det var lige 6 måneders løn de snuppede. Det er ikke morsomt.«
Men Per Westergård mener ikke, at denne sag kunne være klaret med en advarsel.
»Nej, overhovedet ikke. En bortvisning sker øjeblikkeligt, når man tager af kassen eller opfører sig groft illoyalt. Vi fandt først ud af det her søndag aften og reagerede straks mandag morgen. Han valgte jo heller ikke at spørge os først, men lod det selv komme som en bombe,« siger Per Westergård.
Frede Jakobsen fratrådte for nyligt som redaktør af Svendborg-udgaven af Fyens Stiftstidende. Kilder fortæller Journalisten.dk, at der i tiden op til Frede Jakobsens fratrædelse har været store uenigheder mellem Svendborg-redaktionen og chefredaktionen, der mente Frede Jakobsen var for kritisk i sin lokale dækning.
Frede Jakobsen har bedt DJ om at gå ind i sagen.
Se video fra lancering her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.