Fynske Medier har fyret fem her til morgen

Fynske Medier fyrer fem redaktionelle kolleger. Tallet er bragt ned fra 10 efter forhandlinger. »Ledelsen har været fair i forhold til, hvor mange vakante stillinger vi måtte regne med i sparemålet,« siger tillidsrepræsentant Lene Sarup til journalisten.dk.

Fynske Medier fyrer fem redaktionelle kolleger. Tallet er bragt ned fra 10 efter forhandlinger. »Ledelsen har været fair i forhold til, hvor mange vakante stillinger vi måtte regne med i sparemålet,« siger tillidsrepræsentant Lene Sarup til journalisten.dk.

I midt september meldte Fynske Medier ud, at de skulle nedlægge 28 stillinger. 10 af dem skulle være redaktionelle. Det blev også meldt ud, at chefredaktør Jan Kristensen var blandt de fyrede.

Siden da har ledelsen forhandlet med tillidsfolkene for at finde andre steder at spare. Det er lykkedes i et vist omfang, fortæller tillidsrepræsentant Lene Sarup.

Resultatet er blevet, at fem redaktionelle fuldtidsansatte må fyres.

Hvordan er I landet på det antal?

»Det har været ved mange og lange forhandlinger. Vi har talt om omstruktureringer, og så har vi ikke forlænget nogle vikarer, da deres periode udløb,« siger Lene Sarup til journalisten.dk.

Hvordan har processen været i forhandlingerne?

»Forhandlingerne er foregået i god ro og orden. Når en avis starter med at fyre en chefredaktør, så forstummer det lidt med snakken om, at der skal skæres i ledelsen. Vi har været regnskabet igennem, men det har ledelsen også i to omgange før, så vi vidste godt, at der ikke var meget at finde der.«

Lene Sarup mener, at ledelsen har været lydhør i forhold til medarbejdernes ønsker i de 14 dages forhandlinger.

»Der har ikke været de store diskussioner. Ledelsen har været fair i forhold til, hvor mange vakante stillinger vi måtte regne med i sparemålet. Det er også en årsag til, at vi kom ned på fem stillinger.«

Er der nogle af de fem, der er frivillige fratrædelser?

»Nej. En medarbejder meldte sig faktisk, men vedkommende sidder et sted, hvor ledelsen ikke vurderede, at stillingen kunne besættes af en anden medarbejder. Så der blev sagt nej.«

Betyder det her, at I nu er færdige med fyringsrunden på Fynske Medier?

»Ledelsen siger, at de her besparelser i hvert fald rækker til 2013 med. Så skulle vores nye forretningsområder gerne være kommet i gang. Fynske Medier har fx satset på reklamefilm som et nyt forretningsområde. Det har jeg stor tiltro til. Jeg har i det hele taget store forhåbninger om, at vi finder nye veje, så vi stadig har råd til at udgive to trykte dagblade, ugeaviser og en netavis,« siger Lene Sarup.

0 Kommentarer