Fynske Medier har fået drone-tilladelse

Som det første danske mediehus har Fynske Medier fået tilladelse fra Trafikstyrelsen til at flyve med droner. Der er dog stadig begrænset, hvad dronen kan bruges til: »Men tilladelsen betyder, at vi nu har dispensation til at gøre lidt mere,« siger fotograf Nils Mogensen Svalebøg

Tidligere i år offentliggjorde Trafikstyrelsen nye regler for, hvordan man må bruge droner til erhvervsmæssigt formål i Danmark. Reglerne kræver blandt andet, at man skal godkendes til at kunne føre en drone.

Medier, der vil bruge droner til at optage video og tage billeder, skal derfor også have tilladelse, og som det første mediehus har Fynske Medier nu fået Trafikstyrelsens tilladelse.

»Så vidt jeg kan se af Trafikstyrelsens liste over godkendte droneoperatører, så er der ikke andre mediehuse end os, der er godkendt endnu. Og hvis man ikke er godkendt, og man kommer til at lave noget galt, så er straframmen helt op til to år,« siger fotograf Nils Mogensen Svalebøg, der er leder af droneoperationen hos Fynske Medier.  

Lidt færre begrænsninger med tilladelsen  

Indtil videre er Nils Mogensen Svalebøg den eneste fotograf hos Fynske Medier, som er uddannet og godkendt til at flyve dronen. Ud over hans uddannelse har tilladelsen blandt andet krævet, at der er blevet udarbejdet en såkaldt driftshåndbog.

»Den beskriver teknisk set, hvad vi må, og hvad vi ikke må, forskellige procedurer omkring sikkerhed og den slags,« siger Nils Mogensen Svalebøg.

Og netop hvad man ikke må, er fortsat et temmelig omfattende område. Blandt andet skal dronen være fem kilometer fra en lufthavn, 150 meter fra bebyggelse eller en større offentlig vej, ligesom man heller ikke må flyve ind over et camping-område eller et sommerhusområde.

»De almindelige regler gælder stadig, men tilladelsen betyder, at vi nu har dispensation til at gøre lidt mere. For eksempel kan vi flyve med en drone inde i et bebygget område, hvis vi etablerer et afspærret, sikkert område, hvor der ikke er mennesker nedenunder. Tilladelsen giver kort sagt lidt flere muligheder – selv om der stadig er næsten de samme begrænsninger,« fortæller Nils Mogensen Svalebøg, som dog ikke vil afsløre, præcist hvor tæt de nu kan flyve på for eksempel et bebygget område.

Et supplement i hverdagen

Konkret nævner Nils Mogensen Svalebøg, at Fynske Medier for eksempel kan benytte dronen i luftrummet ved siden af en stor festival for at tage et overbliksbillede.

»Vi har også haft en historie om en lille landsby, hvor folk vil opkøbe jorden ved siden af landsbyen, for at undgå at den bliver solgt til en svinebonde. Dér kunne det også give mening,« siger han.

Men hvad dronetilladelsen ellers kan bruges til, vil tiden vise.

»Det vil ikke være noget, vi kommer til at bruge hver dag, for det er helt sikkert meget begrænset, hvad man kan bruge det til. Man kan ikke bruge det til at følge en biljagt, komme tæt på en ulykke eller den slags, som man har hørt om. Ved en ulykke er der for eksempel en sikkerhedsafstand på 200 meter,« siger Nils Mogensen Svalebøg.

Men trods alle begrænsningerne er det alligevel arbejdet værd for jer at få den her tilladelse?

»Ja, det synes jeg. Jeg ser det som et spændende supplement til det, vi ellers går og laver. Og vi glæder os meget til at udforske, hvad og på hvilke områder vi kan tilføre et nyt pust med drone,« siger han.

0 Kommentarer