search

Fynske Medier fusionerer med jyske mediehuse

Fynske Medier fusionerer med Syddanske Medier og Jyske Medier. Den nye regionalkæmpe skal hedde Jysk Fynske Medier og har i alt 1.350 medarbejdere

Fynske Medier fusionerer med Syddanske Medier og Jyske Medier. Det nye store mediehus, som i alt rummer 1.350 medarbejdere, skal hedde Jysk Fynske Medier. 

Det skriver fyens.dk.

Det nye store mediehus kommer til at dække Syd- og Sønderjylland, Fyn og Østjylland. De tre selskaber undersøger allerede, hvordan de kan samarbejde om at "øge kvaliteten i journalistikken", skriver fyens.dk.

De tre avishuses bestyrelser skyder alle aktiver ind i det nye selskab. Men den redaktionelle linje i de tre mediehuse vil fortsat blive lagt suverænt af chefredaktørerne, som nu vil referere til den fælles bestyrelse. De redaktionelle medarbejdere bliver også i moderselskaberne.

Chefredaktørgruppen bliver Per Westergård (Fyens Stiftstidende), Peter Orry (JydskeVestkysten), Sven Grønborg (Jyske Medier) og Troels Mylenberg (Fyns Amts Avis).

"Vi bevarer de lokale dagblade og slår den bagvedliggende motor sammen for at give styrke til at udvikle den," udtaler adm. direktør i Syddanske Medier Peter Orry på jv.dk.

Direktion med base i Vejle

Direktionen får base i Vejle. Den kommer til at bestå af adm. direktør Jesper Rosener, vice-adm. direktør Alex Pedersen, økonomidirektør Peter Ringtved og koordinerende chefredaktør Per Westergård.

"Vi har en udfordring med at få skabt samme forretningsgrundlag på nye medier, og det er en stor udfordring for alle tre mediehuse. Der står vi langt, langt stærkere og bedre, når vi forener vores kræfter," siger Jesper Rosener på jv.dk.

Jysk Fynske Mediers bestyrelsesformand bliver i de to første år Arne Andersen fra Syddanske Medier. Jens Bebe, Jyske Medier, bliver 1. næstformand, og Jørn Henrik Petersen, Fynske Medier, er 2. næstformand.

Omsætningen i Jysk Fynske Medier forventes det første år at blive 1,6 mia. kroner. Det samlede dagbladsoplag bliver 135.000.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen