Traditionen tro sluttede generalforsamlingen i Kreds Fyn af med uddelingen af den fynske hæderspris ”Kæphesten”.
Prisen gik i år til P4 Fyns ”københavneralarm”.
I begrundelsen lød det blandt andet:
»Som journalist behøver man langtfra at være geografilærer, men man skal huske at bevæge sig uden for København med historierne, når det er relevant. DR P4 Fyns ”københavneralarm” sætter sirenen til både i alvor og for sjov,« lød det fra Kreds Fyns formand, Kir Klysner.
Prisen blev vel modtaget.
»Vi er vildt glade for at få en journalistpris for ”københavneralarmen”. Det viser, at journalistik godt kan have gennemslagskraft, når man pakker det ind i nye formater,« siger vært på P4 Fyn Jesper Borup til Journalisten.
…Men #KredsFyn's hæderspris skal nu stå hos @P4Fyn det næste år 🙂 #kæphesten #kbhalarm #dkmedier pic.twitter.com/jrg7pUQvYA
— Jesper Borup (@jesperborup) 28. februar 2016
Jammerdal eller Jammerbugt Kommune?
"Vågn nu op derovre. Der foregår altså også noget uden for København.”
Sådan lyder opråbet i radioen på P4 Fyn, når de driller landsdækkende medier med, at de er lidt for københavnske og glemmer, at de fleste danskere bor og lever i provinsen.
Hver gang medarbejderne på P4 Fyn med hjælp fra lytterne fanger de landsdækkende medier i at være lige lovligt københavnerorienterede, kvitterer de således ved at sende en øredøvende ”københavneralarm” ud i æteren.
Et eksempel herpå er, da en mand i ‘P1 Debat’ omtalte Jammerbugt Kommune som Jammerdal Kommune. Et andet eksempel er, da en nyhedsvært på Radio24syv meddelte lytterne, at der var sket en ulykke på Motorvej E 20, og at Lillebæltsbroen derfor var spærret i det ene spor – i sporet mod Sjælland.
Lillebæltsbroen forbinder som bekendt Jylland og Fyn.
Satire og alvor på samme tid
Jesper Borup forklarer, at det er med et glimt i øjet, at han og kollegerne lader ”københavneralarmen” gjalde i radioen. Men bag de satiriske indslag gemmer der sig også en vis alvor.
»I de her år er der en stærk tendens til, at københavnerne glemmer, at de ikke er alene. Nogle københavnske medier overdriver vigtigheden af København,« siger Jesper Borup.
Han mener, at de københavnske forhold ryger ud i de landsdækkende medier, fordi journalisterne selv bor i København. Med det resultat, at det giver en overrepræsentation af stof fra København og en underrepræsentation af resten af landet.
Og det er lige præcis den underrepræsentation, ”københavneralarmen” vil til livs.
#kbhalarmen er den nye høtyv
På Twitter og Soundcloud optræder drillerierne under hashtagget #kbhalarm.
»I gamle dage ville vi have fundet høtyven frem og gjort oprør. I dag tænder vi #kbhalarmen og krydser fingre for, at lidt satire og journalistik kan gøre en forskel,« siger Jesper Borup.
Han mener, at man kan se Danmark på to måder.
»Man kan se Danmark fra København og ud over landet. Eller fra landet og ind mod København. Vi arbejder på, at det sidste kommer til at ske lidt oftere,« siger Jesper Borup og fortsætter:
»Det er os, der råber højt, når københavnerne glemmer, at de ikke er de eneste, der bor i Danmark.«
Han skynder sig dog at understrege, at P4 Fyn holder meget af København.
»Vi elsker vores hovedstad og de mennesker, der er i den. Og vi elsker, at der er forskel – det skal der være. Pointen er, at vi hænger sammen, og at ingen af os kan klare sig uden den anden,« siger Jesper Borup.
Han fortæller, at prisen giver blod på tanden og ny energi til at fortsætte med at slå alarm, når der går lige lovligt meget københavneri i den.
Du kan se og høre eksempler på #kbhalarm her.
#kbhalarm får "Kæphesten", @DJintweets Kreds Fyns hæderspris. Tak, fmd. @kir_klysner og co. #dkmedier #medienyt pic.twitter.com/20HUy3LCpb
— DR P4 Fyn (@P4Fyn) 28. februar 2016
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.