Efter et underskud på over tredive millioner kroner sidste år har Fyens Stiftstidendes bestyrelse besluttet at skære 40 stillinger væk – heraf 12 journalister
Fyens Stiftstidende har stillet sig op i køen af danske dagblade, der må afskedige journalister. Den ventede spareplan, der skal barbere udgifterne med 25 mio. kroner blev fremlagt for medarbejderne den 30. april. Planen koster 40 arbejdspladser i koncernen Fyens Stiftstidende A/S.
Det er blandt andet 12 ud af 120 journaliststillinger, som står til at blive nedlagt på grund af underskuddet i 2000 på 36,6 mio. kroner. Besparelserne rammer også praktikantstillingerne, hvor tre ud af 14 stillinger ikke vil blive genbesat.
"Folk har længe været opgivende over den her situation, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at skære ned, selvom alle passer deres arbejde. Chokket kommer først, når der sættes ansigter på," siger tillidsmand Lene Sarup.
Medarbejderne har indtil 14. maj til at gøre antallet af afskedigelser mindre gennem forhandlinger med ledelsen.
"Jeg regner med, at vi skal afskedige færre journalister, end der er lagt op til," siger tillidsmand Lene Sarup.
Hun kan ikke fortælle, hvilke alternative spareforslag, medarbejderne vil stille med. Men JOURNALISTEN erfarer, at nogle medarbejdere er stemt for at tilbyde en frivillig orlovsordning uden løn. Hvis alle holdt tre ugers ulønnet orlov kunne det sikre seks af de 12 stillinger, som står til at blive nedlagt.
Ansvarshavende chefredaktør, Egon Tøttrup, vil ikke afvise, at der kan blive tale om færre afskedigelser, hvis der kan findes alternativer.
"Vores største udgift er løn, så det kan vi ikke komme udenom. Men vi er naturligvis åbne over for gode alternativer."
Besparelser er fordelt med ni mio. kroner på redaktionen, otte mio. på administration, salg og produktion, tre mio. på markedsføring og indkøb samt fem mio. kroner i datterselskaberne. Trods besparelserne mener Egon _Tøttrup ikke, at avisens kvalitet vil blive dårligere.
"Flere andre aviser – for eksempel Jyllands-Posten og Vejle Amts Folkeblad – har skåret i personalet, uden at det kan ses i avisen. Det kan altså lade sig gøre, også hos os," siger chefredaktøren.
Det er tillidsmand Lene Sarup ikke enig i.
"12 stillinger svarer til, at vi lukker fire lokalredaktioner. Selvfølgelig kommer det til at kunne ses i avisen," siger Lene Sarup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.