Et år før kommunalvalget går tre fynske medier sammen om at lave det, de kalder "årets største kommunalpolitiske event"
Fyens Stiftstidende, DR Fyn og TV2 Fyn er gået sammen om at arrangere et stort debatmøde på Odense Havn i aften.
Debatmødet markerer, at der nu er et år til kommunalvalget.
Det bliver første gang, de odenseanske spidskandidater er samlet for at debattere. Mødet har fået navnet "Topmøde – et år før kommunalvalget".
"Vi varmer op til næste års valg til Odense Byråd allerede nu, fordi valget i 2013 bliver helt anderledes end de to foregående "præsidentvalg", hvor Anker Boye og Jan Boye sugede al opmærksomhed", skriver TV2 Fyns direktør, Esben Seerup, i en pressemeddelelse om mødet.
Værterne ved aftenens debatmøde afspejler de tre medier, der er gået sammen om at arrangere mødet. Det bliver DR Fyns Jesper Borup og TV2 Fyns Jesper Buch, der styrer slagets gang.
Dækningen af mødet starter direkte i TV2 Fyns 19.30-udsendelse og fortsætter på TV FYN. Den efterfølgende debat fortsætter som et af Fyens Stiftstidendes "Cafe Stiften"-arrangementer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.