Fyens.dk: Vi skal blive bedre til at rette vores fejl

Læserne på fyens.dk kommenterer og retter både stort og småt. Blandt andet med stærkt belastende kritik af lokalt firma, der ellers havde fået positiv omtale. Læserkritikken udløser kun sjældent reaktion fra redaktionen. (Opdateret 28. juni klokken 08.00)

Læserne på fyens.dk kommenterer og retter både stort og småt. Blandt andet med stærkt belastende kritik af lokalt firma, der ellers havde fået positiv omtale. Læserkritikken udløser kun sjældent reaktion fra redaktionen. (Opdateret 28. juni klokken 08.00)

Dronning Margrethe er blevet fætter til den svenske konge; Haarby har en kro, som ingen i byen nogen sinde har hørt om; Odense Havnefestival foregår i Esbjerg, og en gaffeltruck er slet ikke en gaffeltruck.

Læserne af fyens.dk gjorde opmærksom på 24 større eller mindre mulige fejl i artiklerne i den måned, Journalisten.dk registrerede læseraktiviteten på fyens.dk. Men kun tre læsere får svar på deres henvendelse.

Dermed føjer fyens.dk sig til tendensen på nordjyske.dk, som journalisten.dk omtalte i går. Her kom læserne på 21 dage med hele 11 kommentarer om fejl. Ikke i ét tilfælde reagerede nordjyske.dk, ligesom der heller ikke blev rettet en eneste fejl.

Undersøgelsen viser, at onlinelæsere er meget ivrige til at kommentere både stort og småt. Og at de ofte har en pointe i deres kritik – som avisen ikke reagerer på. Journalisten.dk fortsætter dækningen af webfejl de kommende dage.

Selvkritisk redaktør

Dommen over den journalistik, der skulle være branchens fremtid, er hård:

"Dansk onlinejournalistik har virkelig nået bunden efterhånden (…) aldrig har jeg læst så mange dårligt formulerede, dårligt researchede og ignorante artikler som nu," skriver en irriteret læser af fyens.dk.

Webredaktør på fyens.dk Peter Bergman mener, at avisen laver meget få og forholdsvis ubetydelige fejl i betragtning af, hvor mange artikler der bliver lagt ud.

»Vi lægger 300-400 artikler på nettet i døgnet, og set i det lys er jeg faktisk imponeret over, hvor få fejl vi har,« siger han.

Journalisten.dk skal understrege, at vi ikke har undersøgt samtlige artikler, der bliver lagt på fyens.dk. Vi har kun undersøgt artikler om lokale forhold. De er oftest egenproducerede.

Artikler fra sektionerne business, sport, kultur og indland er ikke blevet gennemgået. Meget af det stof er bureaustof.

Peter Bergman ser gerne, at redaktionens journalister bliver bedre til at rette fejl, og at de skriver et svar til de læsere, der påpeger fejl. Det behøver ikke være mere end "tak fordi du gjorde os opmærksom på fejlen".

»Vi skal blive lidt skrappere til det, og det er noget, vi vil tage op.«

Peter Bergman påpeger, at ikke alle læsere har ret i, at der er fejl.

»Og så er der jo heller ikke noget at rette. Men når det er sagt, så burde vi i flere tilfælde have svaret læseren, at vi enten erkender, at der er fejl i artiklen, og at vi vil rette den, eller at vi ikke mener, at der er tale om en fejl og så forklare hvorfor,« siger han.

Ulovlige arbejdsforhold i Thailand

Den 8. juni bringer fyens.dk en artikel om det nordfynske internetfirma Bakuri, der ifølge artiklen har 50 ansatte på Fyn og 35 ansatte i Thailand.

Men:

»Det er 50 medarbejdere i alt i virksomheden, hvoraf de 35 er i Thailand, mens de 15 er i Danmark,« korrigerer Bakuris salgschef selv i kommentarfeltet under artiklen.

»Den faktuelle fejl har vi rettet, men vi har ikke skrevet til læserne, at vi har rettet,« siger Peter Bergman.

I artiklen fremhæves det, at det lokale firma har succes med at hjælpe virksomheder til at dukke op øverst på siden, når nogen søger på deres produkter på for eksempel Google.

Men hurtigt dukker en læser op med angivelig baggrundsviden:

»Det er jo nemt at tjene penge, når man ikke overholder sine aftaler over for ansatte i Thailand! Der har været flere sager, hvor man har lokket danskere ned for at arbejde, men man har ikke sørget for arbejdstilladelser osv., og det er direkte ulovligt i Thailand!«

En ny læser følger op:

"Lige lidt hurtig søgning på nettet om Bakuri, og vupti har jeg den første sag … se linket her … Øh, og er vi ikke ude i lidt skattetænkning her … virksomhed i Langeskov og så er det en hovedafdeling i Thailand??"

Selv om læserkommentarer er belastende for både det positivt omtalte firma og for fyens.dk's journalistik, reagerer avisen ikke på dem. De får lov at stå ukommenteret.

Peter Bergman:
»Grunden til, at vi ikke har svaret på de kommentarer, kunne jo være, at vi er i gang med at lave noget journalistik på det. En journalist, der er i gang med research, vil ikke fortælle, hvad han ved, i en kommentarboks på nettet, men vil gemme det til sin artikel.«

Peter Bergman er dog ikke bekendt med, at nogen af hans kolleger i Fynske Medier er i gang med at researche på de oplysninger, som læserne har henvist til.

»Det har vi ikke tid til!«

Det er journalist Kenneth Klingenberg, der har skrevet artiklen om Bakuri. Han fortæller, at det er en citathistorie fra Fyens Stiftstidende, skrevet af en kollega fra en anden redaktion.

Kenneth Klingenberg bliver først bekendt med læsernes kommentarer til hans web-version af historien, da Journalisten.dk ringer for at spørge til artiklen.

»Vi sidder ikke og pløjer artiklerne igennem her på web-redaktionen for at se, hvad læserne skriver. Det har vi ikke tid til. Men hvis vi opdager en fejl, retter vi den selvfølgelig.«

Det overrasker på ingen måde Kenneth Klingenberg, at læserne mener, der er foregået ulovligheder. Han har selv fået en e-mail med lignende oplysninger fra en læser. Han mener, at avisen muligvis ville ende med et mere kritisk portræt af virksomheden end det meget positive, der blev bragt i avisen den 4. juni, hvis avisen valgte at følge op på læserhenvendelserne.

»Hvis det havde været "min" historie, ville jeg have fulgt op på den mail. Men det er en kollega, der har skrevet den, og derfor synes jeg, det var mest loyalt at sende mailen videre til min kollega. Så må han vurdere, hvordan og om han vil gå videre med sagen,« forklarer Kenneth Klingenberg.

Fætter Margrethe

I en Ritzau-historie, som fyens.dk lægger på nettet den 15. maj, bliver Dronning Margrethe omtalt som den svenske konges fætter. Det får denne læserkommentar med på vejen:

"Kusine er nok mere rigtigt."

Webredaktionen hverken retter i artiklen eller svarer læseren.

I en artikel den 16. maj om et røveriforsøg mod en hæveautomat står der, at politiet håber at kunne se tyvene på et overvågningsbånd, men at videobåndet ifølge efterforskningslederen først skal "fremkaldes".

En læser kommenterer:

"Fremkalde videoovervågning? I fremkalderbad og fixervæske?"

Webredaktionen hverken retter i artiklen eller svarer læseren.

Da Peter Bergman bliver forelagt eksemplet, lyder hans kommentar:

»Det er noget sludder, og den skulle vi have svaret på.«

"Hvor fanden ligger Hjelmbjergvej?"

Da en granat ifølge overskriften bliver fundet i Rudkøbing, skriver fyens.dk den 19. maj, at "stranden blev afspærret ved Hjelmbjergvej".

"Har boet i Rudkøbing i 32 år. Hvor fanden ligger Hjelmbjergvej??," spørger en læser. Andre læsere er behjælpelige og oplyser, at Hjelmbjergvej ligger i Sønderskov ved Longelse.

Ifølge Peter Bergman rammer kontroversen om Hjelmbjergvej et ømt punkt på webredaktionen.

»Det er vanskeligt med den meget lokale geografi. Tidligere talte journalisterne med det lokale politi, og begge parter var stedkendte i det lokale. I dag sidder vi i Odense og får vores politistof fra Fyns Politi, som også er i Odense. Så der kan altså sidde to parter, der ikke kender Hjelmbjergvej på Langeland, og så kan sådan en fejl opstå. Det er en udfordring, vi er meget opmærksomme på.«

Webredaktionen hverken retter i artiklen eller svarer de langelandske læsere.

Bordfodbold burde ikke være i Esbjerg

To ud af fem ansatte i et låsesmedfirma må se sig om efter andet arbejde, efter at firmaet er gået konkurs, skriver fyens.dk den 23. maj. Ejeren af firmaet kommenterer, at det ikke er korrekt, at to skal ud at lede efter nyt arbejde. Webredaktionen retter, men svarer ikke læseren.

»Det er en fejl, at vi har rettet i artiklen uden at have meddelt det til den læser, der har skrevet om fejlen på siden. Vores retningslinjer siger, at vi skal gøre opmærksom på det, når vi retter i en artikel,« lyder det fra Peter Bergman.

Der skal være havnefestival på Odense Havn, og det kan man læse om i en artikel på fyens.dk den 26. maj. Artiklen ledsages af tre udendørs fotos af unge, der spiller bordfodbold på et torv, en bil, der kan vindes, og endelig et foto af nogle mennesker, der tilsyneladende er delt op i hold og i gang med en sportslignende aktivitet.

Billedteksten lyder: "Der bliver masser af aktivitet på den opstillede bane".
"Er det bare mig, eller har jeg ret, hvis jeg påstår, at 0 af de tre billeder er taget på Odense Havn?" spørger en læser, og en anden svarer: "Billederne er taget i Esbjerg."

»Det er en eklatant fejl. Jeg er selv fra Esbjerg og kan godt se, at billederne er taget i Esbjerg. Det burde have fremgået af billedteksten, at billederne er fra et andet arrangement,« siger Peter Bergman.

Webredaktionen hverken retter i artiklen eller svarer læserne.

Det er en miniged!

Fyens.dk er også skrappe til de mindre detaljer – for eksempel bilkending.

Den 4. juni kan fyens.dk berette, at en håndværker har parkeret ulovligt i Faaborg, og at håndværkerens køretøj bliver fjernet med en gaffeltruck, hvilket får læserne til at reagere:

" … hmm, det er sgu ikke en gaffeltruck! Det er en miniged/minilæsser!"

Og en anden læser:

"Nemlig, og det er ikke en lastvogn, men en varevogn med åbent lad."

»Tænk engang, at vi skulle komme til at kalde en miniged for en gaffeltruck!«, lyder Peter Bergmans kommentar. Han mener, at der er tale om en lille fejl og stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet skal hænge sig i den slags detaljefejl.

Web-redaktionen hverken retter i artiklen eller svarer læserne.

(Opdateret mex to ekstra eksempler. I første udgave var 22 eksempler, i den opdaterede 24. I begge nye eksempler svarede redaktionen på henvendelsen.)

DOKUMENTATION: PÅPEGEDE FEJL PÅ FYENS.DK

Journalisten har primært set på lokalt og egenproduceret stof.

Vi har set på perioden 15. maj – 15. juni

Hvis du finder fejl i Journalistens research, tager vi gerne imod dine forslag til rettelser.

Fakta for fyens.dk i perioden:

• 22 fejl eller mangelfuld journalistik påpeget.
• 3 artikler rettet.
• 1 svar til læserne.

Sådan læses oversigten:
Første linje: Dato for offentliggørelse på www.fyens.dk + artiklens rubrik.
Anden linje: Beskriver artiklens indhold.
Tredje linje: Læsernes kommentar.

15/5 MARY SKAL STÅ FADDER TIL SVENSK PRINSESSE
Artikel om dåben af ny svensk prinsesse. En svensk hofekspert udtaler bl.a. i artiklen, at Dronning Margrethe er den svenske konges fætter.
Læser: Kusine er nok mere rigtigt.
Peter Bergman: Der er en fejl. Den kunne vi godt have reageret på.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

16/5 POLITIET HÅBER PÅ OVERVÅGNING: KUP MOD HÆVEAUTOMAT VAR TÆT PÅ AT LYKKES
Artikel om at røveriforsøg blev videoovervåget, og at politiet nu håbet at kunne se tyvene på videobåndet. Iflg. efterforskningslederen skal videobåndet dog først fremkaldes.
Læser: Fremkalde videoovervågning? I fremkalderbad og fixervæske?
Peter Bergman: Det er noget sludder, det er en fejl. Den skulle vi have svaret på.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

17/5 GASFLASKE STJÅLET
Artikel om at en 11 kg gasflaske til en værdi af 750 kr. er blevet stjålet i Nyborg.
Læser: Argh – 750 kr.?? 😀 Hvis tyven tror han kan få bare i nærheden af det, så bliver han nok slemt skuffet…. Man kan finde en brugt på gul og gratis til en flad 50er…
Peter Bergman: Jeg kan ikke se, at læseren giver udtryk for, at der er en fejl i artiklen, kun at man kan få billige brugte gasflasker på Gul & Gratis.
Fagbladet Journalistens kommentar: Vi har taget læserkommentaren med, fordi den kan læses som et udtryk for, at læseren mener, at 750 kr. er en urealistisk høj pris for 11 kg gas inkl. flaske. Vi har spurgt Kosan Gascenter i Odense om prisen på en ny fyldt 11 kg gasflaske. Den koster 398 kr.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

19/5 GRANAT FUNDET I RUDKØBING
Artikel om at dele af stranden blev afspærret ved Hjelmbjergvej i forbindelse med fundet af en gammel granat.
Læser: Har boet i Rudkøbing i 32 år. Hvor fanden ligger Hjelmbjergvej???
Læser: I Sønderskov ved Longelse.
Læser: Hvorfor fanden skriver de så Granat fundet i Rudkøbing kikker de aldrig på Google maps før de skriver!!
Peter Bergman: Disse kommentarer rammer et ømt punkt. Vi forlader os på de oplysninger, som vi får fra politiet i en sag som denne. Men når hverken den vagthavende betjent, som sidder hos Fyns Politi i Odense eller vores journalist, som også sidder i Odense, er lokalkendt på Langeland, kan en fejl som denne opstå, når vi ringer politistof hjem. Det gælder for alle lokale egne af det område, vi dækker.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

21/5 UNGES FARLIGE LEG STOPPEDE TOGDRIFT
Artikel om unge bøller, der iflg. artiklen blev indrapporteret af en togfører.
Læser: Tror mere det var lokomotivføreren, der rapporterede om det.
Peter Bergman: Hvordan kan læseren vide, om det var togføreren eller lokomotivføreren, der indberettede? Vi har fået vores oplysninger fra DSB, som fortalte os, at det var togføreren, og vi betragter DSB som en pålidelig kilde.
Journalistens kommentar: Vi har taget eksemplet med, fordi det kan forstås sådan, at læseren mener, at avisens journalist ikke kan kende forskel på en togfører og en lokomotivfører.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

22/5 BIL FIK BULE EFTER SKÆNDERI
Artikel om et skænderi mellem to en hundeejer og en bilist. I artikel står bl.a. "Under skænderiet tog hundeejeren en pakke, der lå på forsædet i bilen og den slog vedkommende ind i en sidestolpe på bilen. Slaget efterlod en bule i bilens stolpe. "
Læser: Den forstod jeg godt nok ikke ….
Peter Bergman. Jeg har ingen problemer med at forstå den beskrivelse. Der er tale om den stolpe, der sidder mellem dørene i bilen. Dette vil jeg ikke betragte som en fejl.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

23/5 CIGARETSKOD GAV GLØDER I SPAGNUM
Artikel om at "glæder" fra et cigaretskod førte til røgudvikling. Senere står der, at "glæderne" var faldet ned i noget spagnum.
Læser: Man konstaterer, at rygning er en glæde. Stavekontrol er et tveægget sværd.
Peter Bergman: Der har vi en slåfejl. Æ og ø ligger tæt på hinanden på tastaturen, og der rammer man tit forkert. Det kan folk more sig meget over.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

23/5 NYBORG LÅSESMED ER GÅET KONKURS
Artikel om lukning af låsesmed, at firmaet er opkøbt af et andet låsefirma, og at to af fem ansatte nu må se sig om efter et andet arbejde.
Læser: Lige en rettelse. Det er jo ikke første gang, medierne får det galt i halsen, må lige pointere, at Odense Låseservice A/S har overtaget alle ansatte ved det tidligere Låsesmeden A/S, det er korrekt, at det er mig og 2 andre, men at der er to, der skal ud og lede efter nyt arb. er ikke korrekt. Vi fik en opsigelse i oktober 2011 og afskedigede en mand i januar, derefter havde jeg en rigtig dygtig medarbejder, som fik arbejde hos en af de større boligforeninger i Nyborg, og har efterfølgende ansat en tidligere medarbejder igen, så det der med at der 2 som skal ud og se sig om efter et nyt arbejde ER IKKE KORREKT. Tidligere ejer af Låsesmeden A/S.
Peter Bergman: Når jeg slår efter, kan jeg godt se, at der var en fejl i den oprindelige artikel. Det er blevet rettet, og det er godt. Men vi burde have skrevet til læseren, at vi har modtaget hans kommentar, og at vi har rettet i artiklen. Det er en fejl, at vi ikke har gjort det, for det er vores politik.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ja.

23/5 BRANDVÆSEN I AKTION PÅ BANEGÅRDEN
Artikel om at olieudslip fra et lokomotiv førte til lukning af et spor på Odense Banegård.
Læser: Hvad var det mon for et lokomotiv, der havde forvildet sig ind på spor 7?
Læser: Haha konge kommentar de har virkelig svært ved at kende forskel på lokomotiv/tog (-sæt) og togfører/lokomotivfører herinde på avisen…..
Peter Bergman: De kommentarer forstår jeg ikke. Hvad er det, læserne mener? Mon de mener, at der ikke må eller kan være lokomotiver på spor 7? De har i hvert fald en meget specifik viden. Vi har ikke kommenteret, men det burde vi måske have gjort.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

24/5 STRANDSVIN VED NYBORG GLEMTE DET HELE (To artikler)
Artikelserie om hvordan gymnasieelever havde festet hele natten på stranden i Nyborg og ikke ryddede op efter sig, hvilket fik flere lokale beboere til at ringe til avisen næste dag. I løbet af dagen dukkede nogle unge op og fjernede affaldet, skrev journalisten. Da gymnasiets vicerektor blev kontaktet om sagen, sendte han iflg. artiklen straks de pågældende elever ned for at rydde op.
Læser: Jeg synes det er foruroligende, hvor lav standarden for journalistik er blevet, så jeg vil lige tillade mig at rette jeres forkerte facts
"i løbet af dagen" – dvs. kl. ti om morgenen.
Vicerektor havde intet med oprydningen at gøre, oprydningen blev gjort af de frivilliges EGET initiativ.
Læser: Det skal tilføjes, at der var folk ude omkring kl. 9 for at få overblik samt berolige beboerne i området om at der ville blive ryddet op. Klokken ti var der grupper af frivillige elever i gang med planlagt oprydning. Stranden var fuldstændigt pletfri da klokken slog tolv.
Læser: Bare lige til information så var der (….) frivillige, heriblandt mig selv, der ryddede op så hurtigt som muligt efter festens afslutning (…..)Du skal være velkommen til at kontakte de i øvrigt meget venlige beboere, som lånte os redskaber til at rydde op og spørge hvornår der var ryddet op.
Læser: Dansk online journalistik har virkelig nået bunden efterhånden. Jeg ved ikke, om det samme gælder for resten af Danmarks journalistik, eller om det altid har været sådan her og jeg bare ikke har lagt mærke til det, men aldrig har jeg læst så mange dårligt formulerede, dårligt researchede og ignorante artikler som nu.
Læser: ej, det er ikke rigtigt, at vicerektor sendte nogen som helst elever ned på stranden for at rydde op! Fordi det var da altid planen, at vi skulle rydde op… Get your facts right!
Peter Bergman: Der er ikke nogen faktuelle fejl i artiklen, men vi har at gøre med nogle mennesker, der bliver knotne over at blive kaldt strandsvin. Der opstår en lang debat i forbindelse med artiklerne, og det er ikke noget, vi skal blande os i. Faktisk synes jeg, at disse to artikler er et meget godt eksempel på, hvad online journalistik kan: at skrive om noget, der foregår lige her og nu. Nogle beboere ringer til avisen, og vi skriver om det med det samme og følger udviklingen. Det er lige præcis, det nettet kan.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

25/5 NU FØRER NICKI VM SERIEN
Artikel om Nicki, der "med et ny magisk moustache" fører i VM serien i speedway virtuelt.
Læser: Mon ikke moustache er fælleskøn og så hedder det altså en moustache.
Peter Bergman: Hov, ja, det er en fejl. Vi har rettet i artiklen, kan jeg se, uden at skrive det på sitet. Det er lidt skidt. Den tager vi på redaktionen bagefter.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ja.

26/5 LEJLIGHEDSBRAND: SOVENDE BEBOER REDDET UD
Artikel om brand på Bøjdenvej.
Læser: en rettelse, det hedder bøjdenvejen, og har gjort det i mange år nu.
Peter Bergman: Vedkommende har ret.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

26/5 HAVNEFESTIVAL: FESTLIG MUSIK, FODBOLD OG BILER
Artikel om kommende havnefestival på Odense Havn.
Læser: Er det bare mig, eller har jeg ret, hvis jeg påstår, at 0 af de tre billeder er taget på Odense Havn?
Læser: Billederne er taget i Esbjerg.
Peter Bergman: Jeg har selv boet i Esbjerg og kan se, at billederne er fra Esbjerg. Det er en eklatant fejl. Der burde have stået, at billederne er fra et tidligere arrangement.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

26/5 DE LØB OM KAP I SKOVEN
Artikel om 24 tilmeldte til et trailløb i Tommerup Stationsby.
Læser: Undskyld, men der var altså 124 tilmeldte.
Peter Bergman: Det er en slåfejl, der mangler et ettal. Jeg retter den lige med det samme.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

29/5 SPORTSHALLER GIDER IKKE SUND MAD
Kun 7 ud af 16 haller i Faaborg Midtfyns Kommune har ændret deres retter til sundere alternativer. Illustreres af et foto af en burger med pommes frites.
Læser: misvisend billede. Det er en bull burger.
Peter Bergman: Det er rigtigt, at det ikke er en sportshalsburger, det er i hvert fald et genrefoto. Men en burger er vel en burger, og jeg ser det ikke som en fejl. Det viser dog, at vi skal være lidt skarpere og skrive, at det er et genrefoto. Vi burde også have skrevet til læseren, at hans observation er rigtig.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

30/5 GENSYNSGLÆDE I LANDSBYEN: RUNRIG TILBAGE PÅ HJEMMEBANEN
Artikel om at bandet Runrig igen spiller i Danmark, og at koncerten i Den Fynske Landsby var den første på deres turne rundt i Europa.
Læser: Det er ikke sandt, at koncerten i den fynske landsby var den første. Vi var altså til en fantastisk koncert med Runrig i Vejle tirsdag aften.
Peter Bergman: Nå, okay. Der er en fan her, der har en specifik viden og vil videregive den. Der er faktisk flere læsere, der gerne vil give nogle oplysninger om den tidligere koncert videre, kan jeg se, og det er da kanongodt, at der bliver tilført nyt indhold til vores journalistik.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

31/5 REDNINGSFOLK ØVEDE SIG OVER ODENSE
artikel om øvelse med "en af søværnets redningshelikoptere".
Læser: Man må undres – helikopteren er flyvevåbnets, tror aldrig journalisterne lærer det. I det danske forsvar er det kun flyvevåbnet, der har helikoptere.
Peter Bergman; Vi har vores oplysninger fra Søværnets Operative Kommando, og når de siger, at redningshelikopteren var søværnets, så tror vi på det. Det burde vi måske have skrevet til læseren, men jeg vil mene, at der ikke er tale om en journalistisk fejl.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

31/5 NYT FORTOV I LADBY
Kommunen er i gang med at etablere fortov i den nordlige side af Odensevej på strækningen gennem Ladby.
Læser: Mon ikke de mener Hundslev?
Læser: Ja, vi har i hvert tilfælde ikke noget fortov her i Ladby, og får det vist heller ikke.
Journalist fra webredaktionen, Camilla Qvistgaard Dyssel svarer: Fra redaktion: Tak for kommentarer. I har ret, der er tale om Hundslev og ikke Ladby. Vi beklager fejlen, som nu er rettet.
Peter Bergman: Den har vi faktisk både rettet og besvaret fire dage efter. Det er præcis sådan, vi skal gøre, når en læser gør opmærksom på en fejl.
Svar til læseren: Ja.
Rettelse i artiklen: Ja.

4/6 TIDLIGERE DRABSMAND FÅR 11 ÅR I NARKOSAG
Om en mand, der tidligere er dømt for mord og nu er involveret i en narkosag.
Læser: Hvordan bliver man tidligere drabsmand som det lyder i overskriften?
Peter Bergman; Det kan læseren have ret i. Der skulle have stået "tidligere dømt".
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

4/6 HÅNDVÆRKERPARKERING: LASTBIL FJERNET MED GAFFEL-TRUCK
Håndværkere parkerede ulovligt i Faaborg og måtte fjernes. Netavisen bringer en fotoserie.
Læser: hmm… det er sku ikke en gaffetruck!! Det er en miniged/minilæsser..
Læser: Nemlig og det er ikke en lastvogn, men en varevogn med åbent lad 😉
Peter Bergman: Vi har begået en fejl. Tænk sig engang, at vi skulle komme til at kalde en miniged for en gaffeltruck!
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

8/6 TOKE FRA LANGESKOV GIVER GOOGLE HITS
Artikel om Toke, der har startet et internetfirma med 35 ansatte i Thailand og 50 på Fyn.
Læser (salgschef i det pågældende firma): Vil lige fejlcitere avisen, da det er 50 medarbejdere i alt i virksomheden, hvoraf de 35 er i Thailand, mens de 15 er i DK.
Læser: Der har været flere sager hvor man har lokket danskere ned for at arbejde, men man har ikke sørget for arbejdstilladelser osv. og det er direkte ulovligt i Thailand! og noget svineri overfor dem der hoppede på deres smarte ideer!
Læser: Synes heller ikke lige det er den type Fyens skulle give gratis reklame.
Peter Bergman: Ja, det er rigtigt, at der er 50 ansatte ialt. Det har vi rettet, men vi har ikke skrevet, at vi har rettet, og det burde vi. Hvad angår den anden læserkommentar om, at virksomheden har været indblandet i sager om ulovlige arbejdsforhold i Thailand, så er det jo en helt anden historie. Og når ingen af vores journalister svarer på sådan en læserkommentar, kan det jo være fordi, at man godt ved det, og at man måske arbejder på en artikel om netop det. Så går man jo ikke ud og fortæller, hvad man ved i et svar til en læser.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ja, oplysningen om medarbejderantal er rettet.

9/6 UNG MAND PÅ UREGISTRERET KNALLERT
23-årig mand standset af politiet ved Damsbo Kro ved Haarby.
Læser: Damsbo Kro den må være bygget i løbet af natten.
Læser: Den kro har jeg nu heller aldrig hørt om haha.
Peter Bergman: Fejlen her er, at vi ikke har reageret på, at nogen er gået i rette med os.
Svar til læseren: Ingen.
Rettelse i artiklen: Ingen.

To ekstra eksempler indsat 28. juni:ODENSEANER DØMT FOR AT SMUGLE 1,5 TONS KAT

Artikel om dom i sag om smugling af det euforiserende stof kat.
Læser: Godt nok en tung kat.
Læser: Lol, journalisten kom sikkert i tvivl, da stavekontrollen gav en råd streg under khat.
Svar fra journalist Camilla Quistgaard Dyssel: Fra redaktionen: Hvis der er utilfredhed med, at vi staver "kat" uden h, bliver vi nødt til at henvise til Dansk Sprognævn. Det er den eneste godkendte stavemåde for det euforiserende stof.
Svar til læseren: Ja.
Rettelse i artiklen: Ingen.

LARS LØKKE OG 900 ANDRE ER KLAR TIL SØSLETTELØBET
Artikel om motionsløbere og cyklister, der skal deltage i et snarligt løb. Artiklen illustreres af et foto af løbere.
Læser: Søsletteløbet er et cykelløb, så mon ikke I skulle finde et andet billede til at illustrere artiklen 🙂
Læser: Søsletteløbet har både cykelruter og løberuter. Billedet er fra et tidligere år, hvor der også blev løbet. I teksten står der faktisk også, at der er mulighed for at løbe.
Svar fra journalist Camilla Quistgaard Dyssel: Fra webredaktionen: Så, nu er der både billeder af cyklende og løbende deltagere fra tidligere års Søsletteløb.
Svar til læseren: Ja.
Rettelse i artiklen: Ja

2 Kommentarer

Charlotte Andersen
28. JUNI 2012
Re: Fyens.dk: Vi skal blive bedre til at rette vores fejl
Er det bare mig, der synes, at 300-400 artikler i døgnet lyder af temmelig mange? 
Torben B. Sørensen
27. JUNI 2012
Re: Fyens.dk: Vi skal blive bedre til at rette vores fejl

Et bud på en forklaring til denne:

23/5 BRANDVÆSEN I AKTION PÅ BANEGÅRDEN
Artikel om at olieudslip fra et lokomotiv førte til lukning af et spor på Odense Banegård.
Læser: Hvad var det mon for et lokomotiv, der havde forvildet sig ind på spor 7?
Læser: Haha konge kommentar de har virkelig svært ved at kende forskel på lokomotiv/tog (-sæt) og togfører/lokomotivfører herinde på avisen.....
Peter Bergman: De kommentarer forstår jeg ikke. Hvad er det, læserne mener? Mon de mener, at der ikke må eller kan være lokomotiver på spor 7? De har i hvert fald en meget specifik viden. Vi har ikke kommenteret, men det burde vi måske have gjort. 

Jeg formoder, at læserne anholder brugen af ordet "lokomotiv." På spor 7 vil der som regel kun være togsæt at finde (hvis jeg husker ret, er det sporet til tog mod Svendborg). Et togsæt har både motor og passagerpladser, mens et lokomotiv er ren trækkraft, der er spændt for vogne med passagerpladser. Der er meget få lokomotiver i passagerbefordringen vest for Storebælt.